Sundhedseksperter kan lære af politikere

18 nov

To politikere fra forskellige partier i Folketinget kan fare i flæsket på hinanden i en offentlig debat og være rygende uenige om mangt og meget. Derefter kan de gå i Snapstinget, drikke en øl sammen og være gode venner. Dagen efter kan de tage en ny offentlig debat, der afslører, at de absolut ikke er blevet mere enige siden i går. Personlige venskaber findes på tværs af alle politiske partier i Danmark.

Vi sundhedsdebattører kan lære meget af politikerne i Folketinget. Vi tager debatterne alt for personligt. Mange sundhedsaktører opfatter kritik af deres budskaber og metoder som personlig kritik. Altså kritik af dem som mennesker – som mobning eller personhetz. Medierne har det også med at hænge sundhedsbetragtninger op på enkelte personer, produkter eller organisationer. Det flytter fokus væk fra, at sundhed også er politik, og politik er noget, der skal debatteres frit i et demokratisk samfund. Ligesom andre former for politik. At sundhed også er politik er ikke negativt. Sådan er det bare.

ID-100235818 freedigitalphotos.netFolk er trætte af historier i medierne, hvor sundhedseksperter kaster mudder efter hinanden. Medierne har en stor del af ansvaret for at gøre sundhedspolitiske uenigheder til personlige konflikter mellem eksperter. Det sætter også spørgsmålstegn ved hele ”sundhedsekspert”-begrebet. Hvordan kan de alle være eksperter, når de er så uenige? Det korte svar er, at de er uenig, fordi de har forskellig sundhedspolitisk observans.

Budskaber om sundhed bliver alt for ofte kommunikeret som objektive sandheder, der ikke kan diskuteres. Det gælder både budskaber om, hvad vi skal gøre for at blive sundere (f.eks. kostråd) og især budskaber om, hvordan vi skal gribe det an i forhold til psykologi, pædagogik og praksis (f.eks. kur eller kurs). Hvis der er uenigheder, så reduceres de til at handle om personlige konflikter eller forskellige økonomiske interesser. Eller sundhed forveksles med religion, så man lader sundhedsguruerne skændes om sandheden. Men sundhedsdebat burde handle om noget helt andet end følelser, tro og kroner, nemlig politik (selvom følelser, tro og kroner sagtens kan indgå i sundhedspolitiske debatter).

Når man formidler sundhed, så formidler man, uanset om man er bevidst om det eller ej, samtidig nogle holdninger til mennesker, samfund og videnskab. Og holdninger til hvad sundhed egentlig er. Det er politiske og ideologiske overbevisninger, som det vil være godt at få frem i lyset, så den enkelte borger kan tage stilling og vælge.

Når vi sundhedsdebattører begynder at tage det politisk, så får vi lettere ved ikke at tage det personligt. Det giver grobund for meget mere livlige, interessante og udviklende diskussioner.

Når jeg bruger begrebet ’politik’ her, så tænker jeg ikke på partipolitik eller nogle andre traditionelle opdelinger af politiske overbevisninger. Sundhed er politik, da det handler om magt, autoritet, legitimitet, menneskesyn, syn på individets rolle i samfundet og samfundets rolle for individet. Sundhed er selvfølgelig også meget andet end politik, men sundhedens politiske aspekt er den oversete faktor i den offentlige debat om sundhed, og politiske budskaber bliver ofte serveret som faglige budskaber. Eksperterne er ikke enige, fordi det også er politisk, og fordi faglige argumenter med både ethos og logos anvendes i en debat, der reelt er politisk. Ligesom pathos-argumenter indgår som retoriske virkemidler for at fremme en bestemt sundhedspolitisk sag. Alt det er fint nok. Debattører og journalister skal bare blive meget bedre til at se det og kalde en spade for en spade i stedet for at lade sig forføre.

Der er helt klart meget, som vi ved med stor sikkerhed, når det kommer til sundhed. Men det meste ved vi faktisk ikke særligt meget om. Og når det kommer til den rent praktiske sundhed, og hvordan man skal gribe den an, altså metoder, så er det i sidste ende et spørgsmål om politisk overbevisning, herunder menneskesyn.

Når jeg her bruger begrebet ’sundhedspolitik’, så mener jeg ikke sundhedspolitik i traditionel forstand, såsom hvor mange kroner skal hvem bruge på hvad på hospitalerne. Alle sundhedsbudskaber har et politisk aspekt. Nogle mere end andre. Men også også de helt konkrete og lavpraktiske om, hvad og hvordan man skal spise, hvordan man skal tabe sig, eller rådgivning om motion er næsten uundgåeligt politiske. Det bliver politik, lige så snart man prøver på at bestemme over andre. Sundhed er i meget høj grad udøvelse af magt. Og hvorvidt, det skal være det, er i sig selv et politisk spørgsmål. Sundhed er et område, hvor der er særligt mange, der kan lide at udøve magt og særligt mange, der kan lide at blive underlagt magtudøvere. Vi tror, det er en naturlov, at det skal være på den måde, men det er faktisk bare politik. Alt kan og bør kunne diskuteres, uden vi tager det personligt, og uden vi føler, at vores nærmest religiøse sundhedsfølelser er blevet krænket.

Så lad os få gang i sundhedsdebatten – og lad os samtidig blive endnu bedre til at være gode venner (og nyde gode øl sammen) på tværs af forskelle i sundhedspolitiske holdninger.

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.