Hvorfor små skridt i stedet for kur?

23 dec

Det er fristende at gå på en slankekur, der lover et hurtigt og stort vægttab. Her er nogle vægtige grunde til at gå på små skridt i stedet for kur.

1. De sidste mange år har du været på kur hver januar. Hver gang har du taget det hele på igen bagefter. Nu er det på tide, at du lærer af dine erfaringer. Gør noget andet i år. Noget HELT andet!
Hvis du vil have anderledes resultater, så må du gribe det an på en anderledes måde.

2. Der er særdeles overbevisende videnskabelig dokumentation for, at slankekure kun virker slankende i en kort periode. Stort set alle tager på igen, når de bliver sluppet fri. Hvorfor blive ved med en slankemetode, der er dokumenteret dårlig? ALLE slankekure virker dårligt!

3. Andre undersøgelser (såkaldte befolkningsundersøgelser) tyder på, at slankekure har en selvstændig vægtØGENDE effekt på længere sigt. Du taber dig selvfølgelig, mens du er på kuren, men kuren har restvirkninger, som virker decideret fedende bagefter.

4. En stor mængde forskning viser, at vægttab på slankekure øger risikoen for at dø. Kurene er skadelige for din fysiske sundhed. Det er meget sundere at lade være med at gå på kur end at gå på kur. Så hvis du ikke vil på små skridt, så lad i det mindste være med at gå på kur.

5. Slankekure er fysisk skadelige, fordi det er skadeligt at tabe sig for hurtigt. Kroppen kan ikke nå at omsætte al det fedt og de fedtopløselige miljøgifte, der vælter ud af fedtdepoterne, når du er på kur. Det stresser kroppen og medfører øget risiko for sygdom på længere sigt.

6. Små skridt giver et fortsat vægttab i et passende tempo over en lang tidsperiode. Du vil ikke opnå det meget hurtige (og meget usunde) vægttab i starten. Du vil til gengæld opnå et både STØRRE og mere STABILT vægttab, når du giver det tid og husker at leve.

7. Slankekure er vold. Vold fører sjældent til noget godt. Heller ikke når det kommer til vægttab. Vi er holdt op med at opdrage vores børn med tæsk. Nu er det på tide, at vi holder op med at opdrage vores vægt og vaner med tæsk. Små skridt er ikke-voldelig vaneændring.

8. Mennesker tager psykisk skade af slankekure. Slankekure er en spiseforstyrrelse, og nogle mennesker tager så meget skade, at det er nødvendigt med decideret terapi for at blive helet, før det er muligt at gå igang med små skridt og sund fornuft.

9. At være på slankekur er næsten et fuldtidsarbejde i sig selv. Du skal bruge enormt meget tid og energi på at planlægge din mad, købe ind og stå i køkkenet. Måske skal du lave speciel mad til dig selv og noget andet til din familie. De fleste slankekure er i praksis helt vildt besværlige.

10. Små skridt passer til dig og dit liv, som det er nu. Du kan leve livet, mens du taber dig. Små skridt kræver ikke mere af dig, end du har nu, og som du kan blive ved med at have på længere sigt. Her er plads til frihed, forskellighed og mangfoldighed. Hvad venter du på?

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.