Kan fastfood gør os sundere?

21 dec

Jeg er blevet interviewet til Berlingske om fastfood. Du kan læse artiklen her.

Her er et uddrag af artiklen med mine udtalelser:

Den mindre usunde fastfood er et fænomen, danskerne bogstavelig talt kommer til at indtage meget mere af de kommende år. Det mener forfatter og ernæringsekspert Per Brændgaard. For modsat helsetrends som rawfood og stenalderkost, så kan alle være med både økonomisk og tidsmæssigt, når det gælder billig og sund forproduceret mad, siger han.

»At gøre brug af fødevareteknologiens muligheder er vejen frem. Vi skal endelig fri fra den middelalderlige holdning om, at sund mad udelukkende er noget, man står derhjemme i køkkenet og bruger timer på at lave. Det er en skrøne, at mad, der er hurtigt tilberedt, ikke kan være sund,« siger Per Brændgaard.

Faktisk har han ikke tilberedt et måltid mad fra bunden i over ti år.

Forfatter og ernæringsekspert Per Brændgaard er et af de mennesker, der daglig fylder sin krop med den mad, som andre hastigt, men professionelt tilbereder. Helt overordnet er han træt af madelitens manipulation af befolkningen, siger han.

»At vi selv skal stå i timevis og skabe al vores mad fra bunden, er et koncept, der hører bondesamfundet til. Dengang byggede vi selv vores huse, malkede selv vores køer og lavede selv vores mad. Sjovt nok er madlavningen den eneste af disse aktiviteter, der stadig kræves af den almene dansker,« siger Per Brændgaard.

Ellers er samfundet i dag indrettet, så folk skal og bør gøre det, de er bedst til. Og for de flestes vedkommende er det ikke at lave mad, forklarer ernærningseksperten. Alligevel har traditionen holdt ved. Ikke mindst fordi der årlig udkommer en jævn strøm af kogebøger, der alle skal inspirere os at lave mad fra bunden, siger Brændgaard.

»Der er følelser og prestige forbundet med madlavning. Det, der er sværest at lave, giver størst anseelse. Derfor står mange folk i timevis i køkkenet flere gange om ugen og steger og bager. Det er noget madsnobberi, som eliten presser ned over os. Og det er endnu mere markant her i Danmark med al denne hype omkring nordisk mad, end det er i USA, hvor det er langt mere naturligt at tage ud at spise eller bestille takeaway,« siger Brændgaard.

Der er adskillige faldgruber ved at lave maden selv, mener han. Den ene er det store madspild, fordi mange folk ikke får brugt andet end en brøkdel af de rodfrugter og salater, som de køber dyrt ind. Et andet problem er, at mad skabt fra bunden sagtens kan være usund. Af og til ender ernæringseksperten dog bag komfuret. Men i de tilfælde benytter han convenience-produkter såsom færdiglavet pastasauce.

»Det er en forældet kulturnorm, at vi danskere helst skal bruge halvdelen af vores fritid i køkkenet. Derfor har jeg været lang tid om at indrømme over for mig selv, at jeg dybest set ikke bryder mig om madlavning. Det var pinligt, at jeg som ernæringsekspert ser det som kedeligt arbejde, der bare skal overstås. Men når man ingen fornøjelse finder ved det, så bliver resultatet hverken inspirerende eller nærende nok,« siger Brændgaard, der tror, at de sunde fastfood-kæder i løbet af årene vil sprede sig fra de større byer til mellemstore provinsbyer.

»Jeg tror på, at man bliver lige så sund af at overlade en stor del af madlavningen til de folk, der kan finde ud af at lave sund mad med gode råvarer. Selvfølgelig skal folk, der får noget ud af at lave mad – psykisk som fysisk – fortsætte med det. Men suppler i høj grad med købemad og brug i stedet noget af den frigivne tid på at dyrke motion eller dyrke familien. Det vil i sidste ende give et sundere liv.«

 

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.