Marathonløb er usundt

23 maj

I morgen er der marathonløb i København igen. Faktisk lige uden for min gadedør. Det er ganske underholdende og afslappende at se på. 🙂

Marathonløb er opkaldt efter den græske soldat Feidippies, der i år 490 f.Kr. løb de 42 km og 195 meter fra Marathon til Athen for at give besked om sejren i en krig.

Det var en barsk tur, så han faldt død om, da han havde overleveret beskeden.

Man kan derfor undre sig lidt over, at marathonløb er blevet så populært i nyere tid. Måske netop fordi det er farligt, og fordi den slags motion egentlig ikke har noget at gøre med sundhed. Den slags fysiske udfoldelser har mange andre symbolske betydninger end sundhed. Meget handler om at udleve macho-idealer, hvor sundhed (forstået som selvomsorg) traditionelt set trækker ned. Der er så sket en gradvis sammensmeltning af macho-performance og sundhed i løbet af de seneste årtier. Udviklingen startede muligvis i Tyskland i 1930’erne. Sundhedsbegrebet har ændret betydning og blevet til noget med præstationer. Eliteidrætten og militærets idealer har presset godt på denne udvikling, samtidig med at den slags motion er medievenlig.

Problemet er, at gennemførelsen af et marathonløb af mange bliver betragtet som kulminationen på en sund livsstil. Marathonløb kan tjene mange menneskelige formål, men da det sjældent er drevet af omsorg – måske snarere det modsatte – så er marathonløb og kulturen omkring nok at betragte som mere usund end sund. Men der skal også være plads til usundhed og (ikke-voldelig) ekstremisme, så fred være med det. 🙂

Hvis du ønsker at holde op med at løbe, men synes det er svært, så kan du måske finde ny inspiration i mine 10 gode grunde til at lade være med at løbe.

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.