Min OCD-historie

29 jun

Sundhed er også, hvordan man forholder sig til sygdom og problemer. Efter meget lang tids overvejelse og mange små skridt har jeg nu besluttet mig for at stå frem og fortælle om min OCD-historie til dem, der kan have gavn af at høre den.

OCD – hvad er det?

OCD er en psykisk lidelse, som jeg har døjet med, siden jeg var 14 år. Jeg har besluttet mig for at være mere åben om det i håb om, at det kan hjælpe andre. Derfor dette indlæg.

OCD står for Obsessive Compulsive Disorder. På dansk bruger man også den engelske forkortelse OCD eller tvangslidelse. Der findes mange forskellige former for OCD, men de handler alle om, at man føler sig tvunget til at gøre eller tænke noget, som man ikke ønsker at gøre eller tænke. Det kan f.eks. være at vaske hænder, tjekke ting, gentage rutinehandlinger, ordne ting og samle ting. ”Ting” kan både være fysiske ting og mentale ”ting”, altså tanker.

OCD består af obsessioner (tvangstanker) og kompulsioner (handlinger, som man føler sig tvunget til at udføre). Tvangshandlingerne kan både være fysisk adfærd og mental adfærd, altså tænkning. Man ønsker ikke at have tvangstankerne. De dukker bare op og fortæller, at man f.eks. skal vaske hænder (igen), da man ellers vil blive alvorligt syg selv eller gøre skade på andre ved at smitte dem med livsfarlige bakterier. Man ved godt, at tankerne ikke er rationelle, men man kan ikke lade være med at tænke dem. De tænker sig selv. Hvis man ikke vasker hænder, kommer der en voldsom angst. Når man giver efter for vasketrangen og vasker hænder, så falder angsten, mens man vasker, men lige så snart man holder op med at vaske, så kommer tvivlen tilbage med fornyet styrke, for man kan jo ikke være helt sikker på, at der ikke har gemt sig en bakterie et eller andet sted. Det fører til endnu større vasketrang, som bliver forstærket endnu mere, hvis man giver efter for trangen og skrubber hænderne igen. Man bliver fanget i OCD’ens onde cirkel, hvor kompulsionen (tvangshandlingen som i dette tilfælde er håndvask) ganske vist giver en kortvarig nedgang i angstniveauet, men på lidt længere sigt øger angsten. Det føles som om, at hjernen låser.

Der er mange grader af OCD. Tvangstanker og –handlinger er en del af den normale psyke. Næsten alle har prøvet at have tanker, som man ikke lige kan få ud af hovedet eller at have trang til at tjekke en ekstra gang, om døren er låst, selvom man egentlig godt ved, at det er den. Hos mennesker, der ikke har OCD, så er disse tanker og handlinger kortvarige, forbigående og ikke forbundet med intens angst. Det er nemlig graden af angst, der gør forskellen. En person med OCD kan opleve en meget voldsom og altopslugende angst, hvis man ikke giver efter for eksempelvis trangen til at vaske hænder endnu en gang. Og som tidligere nævnt så får selve tvangshandlingen ikke angsten til at forsvinde, kun mens man udfører tvangshandlingen, og man ved jo godt, at man ikke kan vaske hænder 24 timer i døgnet. Efter tvangshandlingen er angsten derimod endnu større end før, så man bliver fanget mellem to valgmuligheder – at udføre eller ikke at udføre tvangshandlingen – hvor begge før eller siden leder til intens angst. Man oplever det som om, at der ikke er nogen vej ud. Det kan så ske mere eller mindre hyppigt og være mere eller mindre invaliderende for den enkelte. Man taler derfor om milde, moderate og svære grader af OCD.

Min form for OCD er tjekking. I de første 7-8 år handlede det om en konkret frygt for at have forvoldt skade på andre. Det startede, da jeg i 8. klasse som 14-årig frygtede, at jeg var kommet til at ødelægge radiatoren i klasseværelset i skolen, fordi jeg var kommet til at knække en metaltråd af. Jeg frygtede, at det ville få radiatoren til at eksplodere, så skolen brændte og en masse ville dø eller komme alvorligt til skade. Det fyldte enormt meget i mine tanker, og jeg var nødt til at tjekke radiatoren hver morgen for at være sikker på, at der ikke var sket noget slemt. Så vidt jeg husker, så stod det på i mindst et år.

En anden af de tidlige episoder, som jeg stadigvæk tydeligt husker, var da jeg som 18-årig var ude og køre i bil, da jeg pludselig frygtede, at jeg var kommet til at køre et barn over. Jeg så barnet ud af øjenkrogen, da jeg kørte forbi på landevejen, og den rationelle del af min hjerne vidste udmærket, at der ikke var sket noget, og barnet var meget langt væk fra vejen. Men frygten var der alligevel og trangen til at køre tilbage og tjekke. Så det gjorde jeg. Tjekkede. Jeg kørte den samme tur igen og igen for at være sikker på, at der ikke lå døde børn i vejkanten. Ikke bare den dag, men også den næste og den næste over en meget lang periode. Jeg kunne ikke lade være, selvom jeg udmærket vidste, at jeg ikke havde kørt nogen over. Ja, det lyder vanvittigt, og det synes man også selv, at det er. Derfor bliver man god til at holde OCD’en hemmelig for andre.

Så for mit vedkommende handlede tvangstankerne fra starten om en frygt for at forvolde skade på andre ved at være skødesløs. I de første år var der tale om en reel frygt, der ganske vist var helt vildt overdrevet. Derefter begyndte mine symptomer at ændre sig, så jeg i princippet kunne få trang til at tjekke hvad som helst for at være helt sikker på, at jeg havde opfattet noget helt rigtigt. Det holdt op med at handle om noget, der reelt (men ekstremt overdrevet) kunne føre til, at nogen kom til skade. Det kunne være hvad som helst, jeg havde set eller hørt. Meningsløse ting, som jeg udmærket vidste, at jeg ikke behøvede at vide eller være helt sikker på. En plet på væggen. Noget nogen havde sagt i radioen. Et modermærke på min hånd. Formen på et bogstav. Noget jeg havde læst i en avis. En hvilken som helst information eller sanseindtryk, som jeg udmærket vidste, det var helt absurd, at jeg skulle have så stor trang til at være helt sikker på. Jeg har aldrig haft andre former for OCD end den form for tjekketrang – jeg har f.eks. ikke haft frygt for bakterier og vasketrang – men tjekketrangen har til gengæld også være rigeligt. I perioder har det været ekstremt lidelsesfuldt. Den absolut største lidelse i mit liv.

OCD bliver ofte kategoriseret som en angstlidelse og kommer dermed i samme gruppe som bl.a. generaliseret angst, panikangst, social angst og fobier.

En række andre lidelser er meget beslægtede med OCD. De omfatter bl.a. ludomani, spiseforstyrrelser (især tvangsoverspisning, men også anoreksi, bulimi og ortoreksi), selvskade (f.eks. cutting), Body Dysmorphic Disorder (BDD), trikotillomani og neglebidning. Disse lidelser kan være lige så lidelsesfulde som egentlig OCD.

Mange, der døjer med OCD, døjer samtidig med andre psykiske problemer. Depression ligger ofte i kølvandet på OCD, ligesom man kan være tilbøjelig til også at blive ramt af andre former for angst såsom panikangst og socialfobi.

I medierne bliver OCD ofte forvekslet med OCPD (Obsessive Compulsive Personality Disorder). OCPD er en personlighedsforstyrrelse, hvor man er overdrevet perfektionistisk, rigid og stædig, og man går meget op i detaljer og rutiner. Mennesker med OCPD bliver måske opfattet som underlige af andre, men personen selv oplever det ikke selv som specielt lidelsesfuldt at have OCPD. Det er bare sådan, man er. Det er generelt sådan, at mennesker med personlighedsforstyrrelser sjældent selv synes, at de har et problem. Det er ofte andre mennesker, der synes, at deres personlighed giver problemer.

Jeg led i det skjulte med min OCD i 12 år, indtil jeg blev 26 år. Jeg sagde intet til nogen, og jeg opsøgte ikke behandling i de år. Det var min egen tophemmelige og meget pinlige lidelse. Da jeg var 26 år fik jeg et så voldsomt og langvarigt OCD-anfald, at jeg blev nødt til at opsøge hjælp. Så jeg gik til min læge, der henviste mig til en psykiater. Jeg gik så i et stykke tid hos både psykiater og psykolog, og jeg begyndte hurtigt at få det bedre. Jeg blev ikke helbredt, men jeg lærte at håndtere det på måder, så det ikke længere hæmmede min livsudfoldelse i betydelig grad.

OCD’en er siden da gået op og ned. I perioder har jeg været helt eller næsten helt fri for symptomer. I andre perioder har jeg haft det mindre godt, og indimellem har jeg fået deciderede tilbagefald til den meget svære grad. Svær OCD er helvede på jorden. Jeg kan se, at svingningerne har haft meget at gøre med bestemte former for stress i mit liv. I perioder med meget stress, er OCD’en blevet forværret, mens den ligesom er gået i sig selv i stressfrie perioder. Men håndtering af OCD handler især om at finde, lære og bruge den rigtige behandling.

I de forgangne 17 år siden jeg gik til læge første gang, har jeg prøvet mange forskellige former for behandling for at få det så godt som muligt. Jeg har meget gode erfaringer med at kombinere medicin, psykoterapi og mindfulness, og – nørd som jeg er – er jeg efterhånden blevet lidt af en OCD-ekspert. Jeg fandt min vej ud, og jeg har det godt i dag. Jeg har i lang tid tænkt, at mine personlige erfaringer og faglige viden på området kunne være til gavn for andre, der døjer med det samme eller noget, der minder om det. Det er mange mentale små skridt, der har ført til, at jeg nu gør min OCD-historie offentlig. OCD er som sagt et problem, som den ramte synes er ekstremt pinligt og uforståeligt. Derfor holder man det hemmeligt. Også for de allernærmeste. Ja, sågar også for sig selv, så der går ofte mange år, fra OCD’en bryder ud, til man opsøger behandling.

Min egen historie passer godt ind i, hvad man generelt ved om OCD. Det bryder sædvanligvis ud i de tidlige ungdomsår omkring puberteten, og det rammer begge køn lige hyppigt. Man kender ikke den præcise årsag til OCD, men forskerne mener, at OCD skyldes en blanding af neurobiologiske og psykologiske forhold. På det neurobiologiske plan spiller forstyrrelser i et af hjernens signalstoffer, serotonin, en meget vigtig rolle. Det er i hvert fald det, man har forsket mest i hidtil. På det psykologiske plan kan OCD opstå som følge af, at man som barn gennem lang tid oplevede utryghed og uforudsigelighed eller var udsat for decideret traumatiske oplevelser. Man lærer OCD som en forsvarsmekanisme, der siden hen udvikler sig til en generel og meget automatisk måde at håndtere psykisk stress på. Jeg har gode erfaringer med både kognitiv adfærdsterapi og mere psykodynamisk terapi, selvom det er den kognitive adfærdsterapi (med såkaldt eksponering og responsforhindring), der er bedst videnskabelig dokumentation for virker mod OCD.

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Min OCD, de psykologiske årsager til den, og det jeg har gjort for at håndtere den har bl.a. givet mig drive, empati og en i al beskedenhed særlig evne til at hjælpe mennesker med spiseproblemer (herunder overvægt og overspisning), da mange spiseproblemer ligner OCD. Jeg har aldrig selv haft en spiseforstyrrelse, men begge dele handler om at håndtere tvang, trang og tanker. Man er godt på vej, når man har bevæget sig fra tvang (dvs. oplevelsen af, at man ikke har nogen kontrol og er nødt til at gøre noget bestemt) til trang (dvs. en stor trang til at gøre noget bestemt, som man kan vælge ikke at gøre). Trangen kan man så lære at håndtere på mere hensigtsmæssige måder. Den måske vigtigste indsigt for alle i psykologisk mindfulness er, at tanker bare er tanker. OCD er en benhård læremester, når det kommer til det.

OCD er en meget tabubelagt lidelse. Befolkningsundersøgelser har vist, at tilstanden rammer omkring 2 % af befolkningen. Altså 2 ud af 100 af os bliver på et eller andet tidspunkt i vores liv ramt af OCD. Det er en hel del. De fleste af os med OCD holder lidelsen for os selv af frygt for at blive opfattet som sindssyge af andre mennesker. Man synes nemlig selv, det er helt skørt, når man f.eks. bliver invaderet af voldsomme tvangstanker om, at man skal tjekke en plet på væggen, selvom man samtidig udmærket ved, at pletten slet ikke betyder noget. Men OCD er ikke en sindssygdom som f.eks. en psykose med forstyrret virkelighedsopfattelse. Man er ikke skør, når man har OCD. Man lider. Og man lider meget, hvis man ikke får behandling. Med al respekt for skørhed og sindssyge.

Der er alt for mange mennesker i Danmark, der lider af OCD i det skjulte. Jeg håber, at min egen åbenhed kan hjælpe lidt til, at flere mennesker opsøger den rigtige behandling. Jeg håber også, at OCD bliver noget, vi kan tale om, ligesom det efterhånden er ok at være åben om andre psykiske lidelser såsom depression, angst og stress. Det er næppe hverken nødvendigt eller tilrådeligt, at alle fortæller om det så offentligt, som jeg nu efter 17 års terapi har valgt at gøre, men det er i hvert fald godt at åbne sig op for sine allernærmeste. Også selvom man synes, det er super pinligt at tale om.

OCD er sjældent noget, man bliver helt kureret for. Men man kan reducere symptomerne meget, og man kan få det meget bedre, hvis man får den rigtige behandling og selv gør en aktiv indsats. Man kan lære at leve med OCD og f.eks. bruge OCD’en som stressbarometer eller som anledning til spirituel udvikling og indsigt. Det har jeg selv gjort. Jeg har det godt i dag, og det har jeg også tænkt mig at have fremover. Jeg ved, at det kræver en fortsat indsats på flere områder, men det, man lærer for at håndtere OCD, kan man også bruge på andre områder af sit liv. Og når først man har erfaringen med at leve i OCD-helvedet – og OCD kan virkelig være helvede på jorden! – og at gøre det, der gør, at man får det bedre, så bliver man stærkt motiveret for at blive ved med at gøre det, der hjælper. Det er også som om, at mange andre problemer ligesom ikke er så slemme, når man har prøvet at have det rigtig skidt.

Jeg ved endnu ikke, præcis hvad jeg vil gøre for at hjælpe andre. Måske er det nok at offentliggøre dette indlæg. Men jeg har kontaktet OCD-foreningen og tilbudt mig som frivillig. Jeg er også i dialog med dygtige psykologer, som jeg taler med om at udvikle noget sammen med, som vi kan tilbyde til mennesker med OCD og relaterede problemer. Jeg er jo ikke psykolog, og jeg har stor respekt for psykologer og terapeuter. Nå, nu må vi se. Små skridt… 🙂

Hvis du vil vide mere om OCD, så kan jeg anbefale bl.a. disse hjemmesider:

Den danske OCD-forening

Den internationale OCD-forening

AnxietyBC

Og bl.a. disse bøger:

Getting Over OCD af Jonathan S. Abramowitz

Brain Lock af Jeffrey M. Schwartz

Overcoming Compulsive Checking af Paul Mundford

 

One Response to “Min OCD-historie”

  1. Trine 30. juni 2014 at 08:12 #

    Dejligt at du deler din historie, så vi kan løst op for “det perfekte liv”, hvor der ikke er plads til tabuer, opførsel, tanker mv. der ikke hører til normalen.
    Mange hilsner
    Trine

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.