Mine samlede kostråd

28 feb

Jeg har nu udgivet mine samlede kostråd i en kortfattet udgave frit tilgængelig for alle her på min hjemmeside. Du finder dem her.

Flere af kostrådene handler om at få ’nok’, f.eks. af protein og af omega-3. Jeg har med vilje ikke konkretiseret, præcis hvor meget man skal spise af hvad for at få ’nok’, da det (1) er individuelt, (2) omfatter en bred zone af indtag fra ’for lidt’ til ’for meget’ og (3) kan realiseres på mange forskellige måder i konkret mad. Man må derfor mærke efter, prøve sig frem og opsøge kvalificeret kostvejledning, hvis man er i tvivl. Men det handler generelt om at få ’nok’ og ’tilpas’ af alt, og hverken for lidt eller for meget af noget. Sundheden er på den gyldne middelvej.

Der har i de senere år været meget fokus på at spise proteinrig kost. De mængder protein, der har været anbefalet i disse kosttyper, har været langt over, hvad der er ’nok’. Det har skabt en unødvendig usikkerhed hos mange, om de får protein nok. Sandheden er, at det er utroligt let at få protein nok, også selvom man spiser plantebaseret kost og dyrker motion.

Der er store økonomiske interesser på spil i debatten om protein. Kød og mælk har et højt indhold af protein, så producenter af disse fødevarer har en interesse i at fremme budskaber om, at det er gavnligt at spise proteinrig kost. Producenter af proteinrige fødevarer til motionister, f.eks. proteinbarer og proteindrikke, har en interesse i budskaber om, at man får bedre motionsresultater, når man spiser mere protein før, under eller efter motion. De vil naturligvis prøve at købe sig til ernæringsforskning og -eksperter, der støtter afsætningen af deres produkter.

Man kan ikke betænke hverken producenter eller eksperter i at ville tjene penge, men det er vigtigt, at man som forbruger eller journalist ikke falder på halen over videnskabelige argumenter om mad og sundhed, da videnskab meget let kan misbruges til argumentere for, at hvad som helst er sundt, usundt eller uskadeligt. Vi har brug for en åben og fri ernæringsdebat, så hver enkelt kan danne sin egen mening på et oplyst grundlag. Jeg er i hvert fald klar til at debattere mine 25 kostråd og foretage justeringer, hvis jeg møder overbevisende argumenter.

Når det kommer til at få nok protein og omega-3, så bør man give omega-3 meget mere opmærksomhed end protein, da det i praksis er meget sværere at få nok omega-3, end det er at få protein nok.

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.