Privat profil og biografi for Per Brændgaard

Her er en samling af informationer om Per Brændgaards private profil og baggrund.

Barndom

Født 1971 og opvokset i Silkeborg. Søn af Lis (kontorassistent på en rugbrødsfabrik) og Vagn (bankmand). Storebror til Lars og Gitte. Gik på Gødvad Skole (0.-6. klasse), Dybkær Skole (7.-9. klasse) og Silkeborg Gymnasium (idræts-matematisk linje). Hyppig gæst (bognørd) på Silkeborg Bibliotek.

Bopæl

Flyttede fra Jylland til Sjælland i 1991 og har siden da boet i Sorø, København V, Vangede, Nivå, København N og siden 2002 på Willemoesgade, København Ø.

Børn

Far til 10. klasses efterskoleelev Erica (født 2000), snart gymnasieelev. Skilt fra moderen siden 2001.

Kærlighed

Kæreste med skolelærer Susanne Kallesøe Christiansen (født 1971) siden 2016. Sprang i 2015 ud som polyamorøs, bl.a. i personlig klumme i Alt for damerne og interview i Aftenshowet på DR1. Engageret fortaler for fri kærlighed, der ifølge Brændgaard ikke handler om fri sex eller åbne forhold.

Fri kærlighed er at nulstille normerne, sætte kærligheden fri og finde den kærlighedsstil, der føles rigtig for den enkelte, hvad end det måtte være. Per Brændgaard har i den forbindelse fremhævet Dalai Lama som et eksempel på en meget polyamorøs mand, der slet ikke har sex. Det peger samtidig på kærlighedens natur, der dybest set er helt uden begær og sex, og både kristendommen og buddhismen har gode bud på den spirituelle kærlighed, der bør være fundamentet for alt. Per Brændgaards polyamorøse eksperimenter førte til erkendelsen af, at det var flere krammevenner og ikke flere kærester, han havde brug for. Han eksperimenterer stadigvæk med forskellige former for polyamori.

Per Brændgaard privat med kæreste Susanne.

Per Brændgaard med kæreste Susanne. Privat foto.

OCD

I 2015 gik han også offentlig med sin lidelseshistorie som OCD-ramt i både klumme, TV-interview og foredrag. Han har her åbent fortalt om, hvordan det er at have OCD, og hvad han selv har gjort på flere fronter for at få det så godt som muligt. Per Brændgaard har døjet med OCD, siden han var 13-14 år, og han har stor indsigt indefra i lidelsen, herunder hvilke former for behandling, der virker og hvilke, der ikke virker. Han deler gerne sine personlige erfaringer til andre med OCD, herunder hvordan meditation, kosttilskud og kramning kan komplementere den konventionelle behandling med psykoterapi og medicin.

Mad

Per Brændgaards private madvaner bærer præg af, at han ikke gider at lave mad, og at han samtidig lægger stor vægt på sundhed, smag og kvalitet. Han kalder sig selv for en fastfoodie (tilhænger af fast food med høj kvalitet) og flexiganer (plantebaseret kost med lidt animalsk føde). Han elsker sort kaffe og søde sager.

Motion

Ligesom han ikke gider lave mad, så gider han heller ikke rigtigt at dyrke motion… Men han ved alt for godt, hvor sundt det er at bevæge kroppen, så han har været nødt til at udvikle nye former for motivation og motion, som kan lokke den dovne krop op af sofaen. Hans primære strategi er at kombinere motion med noget andet, som har et konkret formål, eller som er en god oplevelse på anden vis. Han er især glad for aktiv transport, shopping, oprydning, dancewalking, kampsport, fri dans og intuitiv fitnesstræning.

Musik

“Lad musikken bevæge dig”, er Per Brændgaards bedste motionsråd og i høj grad også et råd, som han også selv praktiserer, f.eks. på gaden når han går og danser samtidig. Det ser lidt sjovt ud, og mange griner af det, men som han siger “Motion er sundere, når det får andre til at grine”, så er dancewalking på den måde en meget holistisk sund form for motion. Man skal så bare lige lære at leve med, at andre tror, man er skør.

Brændgaards musiksmag er varieret med langtidsholdbare favoritter er bl.a. The Cure, Depeche Mode, Morrissey, New Order, Kent, Low, Pet Show Boys, Erasure, Placebo, The Raveonettes, The Communards, The Doors, Jimi Hendrix, The Smashing Pumpkins, The Smiths, Joy Division, The Twilight Sad, Eddie Vedder og Tracy Chapman. Dansevenlig og energisk popmusik som f.eks. The Weeknd er også godt.

Spiritualitet

Per Brændgaard er åndeligt interesseret i både buddhisme, kristendom og humanistisk etik. Han har været på flere buddhistiske vipassana-meditationsretreats. Han mediterer dagligt af hensyn til både den spirituelle og den rent mentale/psykiske sundhed. Han har brugt 10 år på intensive studier af Buddha og buddhisme. Han er nu især optaget af Jesus og kristendom.

Politik

Efter hele sit liv at have haft en kun overfladisk interesse for politik og globale forhold, så fik Per Brændgaard i 2016 en politisk vækkelse. Politik og sundhed er to sider af samme sag, og begge dele handler dybest set om bevidsthed og ansvarlighed.

Om Brændgaard