Protein slanker ikke

17 jul

Jeg er i det ernærings-nørdede hjørne i dag og funderer over protein.

Hvis du spiser flere gram protein pr. dag, end du plejer, så vil du ikke tabe dig. Du vil snarere tage på, da du øger dit samlede indtag af kalorier. Protein har ganske vist en større termogen effekt end kulhydrater og fedt, men protein er ikke desto mindre kalorier IND i stedet for UD samlet set.

Når du spiser flere proteiner, så bliver du mere mæt, og dit stofskifte stiger, mens du tager på. Det er ikke muskler, du tager, men fedt – som følge af god gammeldags positiv kaloriebalance.

Myten om, at protein slanker er opstået som følge af videnskabelige undersøgelser, der tyder på, at en kostsammensætning med en højere protein-energiprocent er forbundet med vægt- og fedttab. Det er så nærliggende at konkludere, at man skal spise mere protein. Højere protein-energiprocent betyder, at en større andel af kostens samlede indhold af energi (kalorier) kommer fra protein. Det kan ganske rigtigt opnås ved at spise flere gram protein, men det vil ikke føre til vægttab, da det samtidig øger det samlede indtag af energi. Når kost med højere protein-energiprocent fører til vægttab, så skyldes det altid negativ kaloriebalance som følge af reduceret indtag af kulhydrat og/eller fedt. Altså reduceret i forhold til det, den enkelte spiste før.

Man taber sig altså ikke, fordi man spiser mere protein. Man taber sig, fordi man spiser mindre kulhydrat og/eller fedt. Det får bare proteinerne til at fylde mere relativt set.

Så fik vi lige sat det på plads. 🙂

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.