Sidning er lige så usundt som rygning

2 nov

Hvis du sidder ned det meste af dagen og kun bevæger kroppen, når det er absolut nødvendigt, så er det lige så usundt, som hvis du var ryger. Fysisk inaktivitet er nemlig præcis lige så usundt som tobaksrygning, konkluderer ny forskning. Inaktivitet og rygning er årsag til lige mange dødsfald. 1 ud af 10, der dør, dør på grund af rygning. Det er også 1 ud af 10 dødsfald, der skyldes fysisk inaktiv livsstil.

Forskerne anbefaler, at vi begynder at betragte fysisk inaktivitet som lige så skadeligt som rygning. Det kan måske lyde som negativ tænkning, men hos mange mennesker hjælper det faktisk hjælpe på motivationen for at lette bagdelen fra stolen at tænke på langvarig inaktivitet som skadeligt – som noget, der skal undgås.

Forskernes pointe er også, at det handler om at undgå inaktivitet. Det handler sådan set ikke om at dyrke motion. Det kan også hjælpe på motivationen, hvis man er en af dem, der ikke ser sig selv som sådan en, der træner eller dyrker sport.

Den gode nyhed er nemlig, at der skal ikke så meget fysisk bevægelse til, før det er lige så gavnligt for sundheden som at lade være med at ryge. 150 minutters fysisk aktivitet ved moderat intensitet om ugen er, hvad der skal til. Det svarer eksempelvis til et omfang på en halv time om dagen. Moderat intensitet svarer eksempelvis til hurtig gang. Så du må gerne sidde ned. Og ligge ned. Bare ikke hele tiden.

Prøv i hverdagen at minde dig selv om, at det er meget sundere at gå en tur på en halv time i dag end at sidde stille og få stress over, at du ikke kan tage dig sammen og gå en hel time.

Det er også meget sundere at gå en tur i stedet for at sidde stille med stress over, at du ikke har energi til at løbe i dag.

Hvis du er sådan en, der dyrker motion, så sørg for at have en Plan B til de dage, hvor der ikke lige er tid eller overskud til Plan A. Det behøver ikke altid være perfekt for at være godt nok.

Hvis du derimod synes, at motion er spild af tid, så få den fysiske aktivitet ind i det, du alligevel skal gøre. F.eks. ved at gå eller cykle som transport til og fra arbejde, studie, besøg, spisning, shopping, dating, osv. Det kan måske løbe op i en hel del minutter hver dag.

Rigtig meget forskning har vist, at det er farligt at sidde stille i lang tid ad gangen. Det lille skridt er så at lægge sig ned indimellem. 🙂 Men det er næppe nok at erstatte sidning med ligning. Det er også nødvendigt at erstatte noget af sidningen med en eller anden form for bevægelse for sundhedens skyld.

Hvis dit arbejde foregår foran siddende foran en computerskærm, så er det en god vane at holde en aktiv pause en gang i timen, hvor du rejser dig og går lidt rundt. Find på et eller andet du skal, eller som du har lyst til, og som kræver, at du bevæger kroppen. Gå hen til en kollega. Hent kaffe eller vand. Gå på toilettet. Gå ud og hent et eller andet. Gå ned med skraldespanden. Ryd op. Dans. Lav pausegymnastik.

Tv-kigning behøver ikke foregå på en sofa. Det kan også foregå på en kondicykel. Indimellem.

Hvis du godt kan lide at meditere i lang tid ad gangen, f.eks. på retreat, så sørg for at veksle mellem siddende/liggende meditation og gående meditation. Yoga og dansemeditation er andre muligheder, der kombinerer mindfulness og fysisk bevægelse.

Reference: Wen & Wu. Stressing harms of physical inactivity to promote exercise. The Lancet 2012;380:192-193.

One Response to “Sidning er lige så usundt som rygning”

  1. Lars 20. november 2012 at 23:41 #

    Den havde jeg ikke lige set komme. Du skriver 150 minutter om ugen kan fordeles på en halv time om dagen. Ved du om der er nogen forskel om du laver lidt hver dag, frem for at fyre den af et par gange om ugen i et par længere træningspas?

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.