Sund og slank med sukker og stivelse

Kulhydrater i form af sukker og stivelse er særdeles sunde. Deres vigtigste funktion er at virke som det mest effektive brændstof for både kroppen og hjernen. En anden vigtig funktion er, at de hjælper til at drive aminosyren tryptofan ind i hjernen, hvor tryptofan bliver omdannet til signalstoffet serotonin. Det er vigtigt for en sund hjernefunktion. Mangel på serotonin er involveret i en række mentale lidelser, og en række lægemidler mod bl.a. depression og angst virker ved at øge serotonin. Den effekt bliver mindre, hvis der indtages for mange kostfibre eller for meget protein samtidig med de fordøjelige kulhydrater, altså stivelse og/eller sukker. Det giver derfor god mening, at man nogle gange har lyst til sukkerrige nydelsesmidler eller kornprodukter helt uden fuldkorn.

Sukker – både som helt almindelig hvidt sukker og som det sukker, der findes naturligt i frugt – er den komponent i maden, der virker mest nydelsesfremmende. Det kan man konstatere hos både babyer og aber. Nydelse er et biologisk behov. Hjernen har brug for nydelse for at fungere optimalt. Nydelse har betydning for tænkeevnen, humøret og stressrobustheden. Hjernen udskiller signalstoffer af typen opioider under nydelse. Opioider virker akut afstressende i hele organismen; både i centralnervesystemet (dvs. i hjernen), i det autonome nervesystem (øget aktivitet i den parasympatiske/afslappende del) og fald i det kroniske stresshormon kortisol. Sukker og sød smag er det mest simple og effektive middel til at opnå nydelse i hverdagen. Det gavner hjernen og modvirker stress.

Sukker bliver ofte beskyldt for at være tomme kalorier. Men faktisk er alle kalorier tomme i den forstand, at kalorier kommer fra makronæringsstoffer, der pr. definition så ikke samtidig er mikronæringsstoffer. Protein i proteinpulver og proteinbarer er også tomme kalorier, da disse produkter også er koncentrerede makronæringsstoffer, blot med protein i stedet for sukker. På samme måde er olie også en slags tomme fedt-kalorier, da de fleste af de naturlige næringsstoffer fra de olieholdige kerner er fjernet under fremstillingen af olien. Så lad være med at gå op i om kalorierne er tomme eller fulde. Det er din samlede kost, der har betydning.

Mindful spisning af sukker og stivelse omfatter bevidsthed om kroppens varierende behov, så man spiser, når der er et reelt behov for kulhydrater og holder op eller lader være, når det behov er dækket. Det leder til, at man spiser passende mængder af kulhydrater – hverken for meget eller for lidt – og på de tidspunkter hvor behovet er der. Det øger sundheden.

Positiv forståelse og fuld accept af de naturlige behov for sukker og stivelse er også første trin til at spise færre kulhydrater, hvis overspisning af kulhydrater er årsag til overvægt. Det leder til varigt vægttab, uden at man forbyder sig selv at spise kulhydrater. Man accepterer tværtimod behovene fuldt ud og lader bare være med at spise de kulhydrater, som man kan mærke er unødvendige. Bevidstheden er nøglen til den sunde middelvej og det varige vægttab.