THC øger appetitten: Fyr den fede

9 jul

Hvis du ofte indtager THC-rig cannabis, så kan det lede til vægtøgning. Hvis du allerede vejer nok, så ønsker du måske at undgå det.

THC er sammen med CBD de to dominerende aktivstoffer i cannabis. Det er kun THC, der er psykoaktivt, da det øger aktiviteten af CB1-receptoren i hjernen og andre dele af kroppen. Dermed opstår de psykoaktive virkninger. Man bliver høj, men måske også fed. Stimulering af CB1-receptoren øger nemlig også lysten til og nydelsen ved at spise. Det er derfor, man kan blive meget lækkersulten, når man har indtaget cannabis. Hvis man ofte gør det, så kan det lede til overspisning og overvægt. Det kan derimod være gavnligt, hvis man er syg og mangler appetit, hvor det er en sundhedsmæssig fordel at spise noget mere.

Vælg cannabis med mindre THC og mere CBD

Vælg cannabis med mindre THC og mere CBD

Forskning har også vist, at stoffer der hæmmer aktiviteten af CB1-receptoren, kan virke slankende ved at sænke appetitten. Og det virker faktisk særdeles effektivt. Desværre har det vist sig at have alvorlige bivirkninger i form af øget risiko for selvmordsforsøg. Stimulering af CB1-receptoren er nødvendig for at holde os tilfredse med livet. Heldigvis kan hjernen også selv danne stoffer, der stimulerer den receptor, så det er ikke livsnødvendigt at indtage cannabis.

CBD regulerer den psykoaktive effekt af THC bl.a. ved delvist at blokere for, at THC kan binde sig til CB1-receptoren. Samtidig indtagelse af THC og CBD forebygger bivirkninger ved ren THC, herunder psykotiske bivirkninger som paranoia. Det kan måske også modvirke den fedende effekt af THC. Det er muligt, at ren CBD kan have en decideret slankende effekt ved at hæmme CB1-receptoren og samtidig bl.a. påvirke serotonin. Man kan på den måde fyre den fede og hyre den slanke. Det bliver spændende at følge den fremtidige forskning i cannabis i forskellige doser og med forskellige blandingsforhold mellem THC og CBD.

Mindre THC, mere CBD

Hvis du indtager cannabis, så vær bevidst om kvalitet, dosis og hyppighed af dit indtag. Vær varsom med skunk og hash, da det indeholder alt for meget THC i forhold til CBD. Mange former for almindelig pot indeholder også for meget THC, da selve planten gennem mange generationer er blevet forædlet til en form, der danner mere THC og mindre CBD. Vi har brug for mere originale cannabisplanter med et lavere indhold af THC og et højere indhold af CBD. Det kræver, at motivationen for at indtage cannabis skifter fra rus til sundhed. Hvis efterspørgslen ændrer sig, så vil udbuddet også.

Hvis du ikke har brug for THC, så gå efter den rene CBD-olie. Hvis du ønsker at være høj med færre bivirkninger, så indtag CBD-olie, før du indtager THC, så du på den måde kan skabe en bedre balance mellem cannabinoiderne.

OBS: Cannabis er ulovligt i Danmark, men det er muligt at få det på recept hos lægen i særlige tilfælde. Tal med din læge om det.

Læs mere: Cannabis på den sunde måde.

No comments yet

Leave a Reply

You must be logged in to post a comment.