Hvad? Skal jeg selv bestemme? Nej, nej, nej! Kost rundt med mig. Pisk mig. Straf mig!

Siden 2000 har jeg i stigende grad arbejdet i en humanistisk retning i forhold til sund kost og slankekure.

Det startede i 2000, hvor jeg udgav min første bog, ‘Spis som du vil’. Anmelderne kaldte mig “menneskekærlig”, og bogen fik en hel del omtale. Men den solgte dårligt. Meget dårligt. Jeg tror, der gik 10 år, før første oplag var udsolgt…

Jeg fik så et par tilbagefald med mere traditionelle slanke- og madbøger, der solgte forrygende godt. Derefter kom jeg op på hesten igen og skrev to bøger i samarbejde med Sundhedsstyrelsen: ‘Små skridt til vægttab – der holder’ og ’10 veje til vægttab’. Grundprincippet var i de to små skridt-bøger var det samme som i ‘Spis som du vil’: DU bestemmer. De to små skridt-bøger har solgt helt vildt godt, men måske mest fordi at de har været næsten eller helt gratis…

I mine to seneste bøger, ‘Mindful spisning‘ og ‘Slankekurs‘, går jeg endnu mere radikalt til værks med grundprincippet om selvbestemmelse. ‘Mindful spisning’ har solgt godt, men nok ikke på grund af selvbestemmelsen (det bryder folk sig stadigvæk ikke om), men fordi mindfulness er blevet et buzz word. Mindful dit og mindful dat. I ‘Slankekurs’ kaster sig så læseren helt ud på dybt vand og efterlader hende midt i eksistentiel fortvivlelse i et kaos af mangfoldighed og frihed. I ‘Slankekurs’ er der absolut ingen vej uden om at mærke efter og vælge sig frem. Og så er vi fremme ved essensen. Det er nemlig lige præcis det, som man prøver på at undgå, når man køber en slankebog. Vil VIL ikke bestemme selv! I hvert fald ikke når det kommer til kost, motion og vægttab. “Tab mig!” er holdningen. Men der er ingen, der kan tabe dig. Hvis de prøver alligevel prøver på det, så slår du dig. Hårdt. Igen.

Den psykologiske forskning viser, at jo mere man selv bestemmer (‘selvoplevet autonomi’), des bedre resultater får man med enhver form for livsstilsændring. Autonomi er en fundamental nødvendighed. I særdeleshed når det kommer til vægttab og motion. Min erfaring viser, at jo mere man i et slankekoncept vil have folk til selv at bestemme, des hurtigere flygter de væk til det nærmeste slankefængsel. Det er interessant at se, hvor langt mennesker er parate til at gå for at undgå at forholde sig til FRIHEDEN som eksitentielt grundvilkår. Og det ANSVAR og den ANGST, der følger med den fulde accept af livet, som det er. Livsstilsændring (herunder vægttab) er i sandhed et kaotisk fænomen i et komplekst system.

Jeg har derfor besluttet, at jeg fremover kun vil skrive bøger, hvor jeg fortæller folk, hvad de skal gøre. Nu har jeg skrevet bøger, hvor jeg giver folk det, der er bedst for dem. Nu må det være på tide også at give dem noget andet. Ellers ender jeg jo som en fattig idealist, der sidder på plejehjemmet og brokker mig.

Man ser den samme tendens inden for ernærings- og fedmeforskningen. Fysiologisk orienterede forskningsprojekter har forholdsvis let ved at finde finansiering. Det er derimod straks meget sværere at finde penge til humanistisk forskning inden for ernæring og overvægt. Derfor står udviklingen stille. Der sker stort set ingen reel nytænkning af vægttabsmetoder i det videnskabelige miljø.

Det var mine sidste opgivende ord om den sag. Jeg vil nu gå ind i showbiz i stedet for. Det er også meget sjovere. 🙂