Forebyggelse af angreb fra kvinder: Jeg har lukket krammeklubben

Da der tilsyneladende er mange, der ikke kan eller vil forstå mine begreber om kramning, så har jeg i går lukket min private krammeklub.

Min private krammeklub har altid været en privat aktivitet for frivillige voksne. Det har aldrig været terapi, hvilket jeg altid har understreget tydeligt. Jeg har altid deltaget (krammet) på lige fod med de andre medlemmer uden at give nogen form for terapi og uden at være nogen form for terapeut. Jeg har ikke krævet nogen betaling fra medlemmerne. Det har været et ligeværdigt rum for alle parter.

Jeg forstår sådan set godt, at nogen synes, at min krammefilosofi er mærkelig. Eller at jeg i det hele taget er mærkelig. Hvorfor kunne jeg ikke bare blive ved med at være sådan en, der fortæller folk, hvad de skal spise? Men jeg opfatter ernæring og kostvejledning som trivielt, og jeg har de sidste mange år været drevet af en dyb passion for sandhed og helhed om sundhed. Det har så bl.a. ført til kramning, og hvad dertil hører.

Efter grundig selvransagelse må jeg indrømme, at jeg har undervurderet krænkelsesparatheden hos kvinder i Danmark. Jeg har undervurderet kvinders evne til at forstå, hvad jeg siger og kvinders evne til at mærke og kommunikere deres lyster og grænser.

Jeg er chokeret over, hvad kvinder kan finde på at stå frem og føle sig krænket over i forhold til mig som om, at det er en stor skandale. Her er nogle eksempler på, hvad nogle kvinder har følt sig krænket over:

  • Kvinde A føler sig krænket over, at jeg efter et direkte debatprogram i radioen tilbød hende mit visitkort og udviste interesse i hendes kostvejledningsvirksomhed.
  • Kvinde B føler sig krænket over, at jeg har spurgt, om hun kunne have lyst til at mødes med mig en dag og kramme. Dem er der mange af.
  • Kvinde C føler sig krænket over, at vi engang kyssede efter en privat fest hos mig. Hun føler sig krænket, selvom hun gengældte kysset, og selvom jeg selvfølgelig stoppede og lod hende tage hjem, da hun sagde stop. Vi gjorde intet andet end at kramme og kysse, og det hele var gensidig, indtil hun sagde stop, hvorefter jeg selvfølgelig trak mig og lod hende være.

Kvinde C minder om den episode, jeg er blevet dømt for i Byretten. #MeToo-debatten og den ondartede feminisme (der er heldigvis også en godartet) er gået så meget amok, at kvinder nu åbenbart har ret til at være krænkede med tilbagevirkende kraft, og det er altid mandens skyld. Kvinder behøver ikke længere sige fra i situationen. Det er nok, hvis de bagefter føler sig krænkede, selvom de ikke sagde fra i situationen. Eller selvom manden fuldt ud respekterede det, da kvinden efter at være gået i gang med det intime samvær sagde stop. Bare det at manden har taget initiativ til intimt samvær giver kvinden ret at være krænket og komme med voldsomme anklager mod manden efterfølgende. Det betyder, at mænd ingen jordisk chance har for at forebygge disse angreb fra kvinder dagen derpå.

Indtil kønskulturen og retspraksis er blevet sund og retfærdig på dette område, så vil jeg (1) ikke længere tilbyde visitkort til kvinder, (2) ikke længere spørge fremmede kvinder om de har lyst til at kramme med, (3) ikke mødes privat uden vidner med kvinder som jeg ikke i forvejen kender godt og (4) ikke tage initiativ til nogen som helst form for intim samvær med nogen som helst ny kvinde, som jeg møder på min vej i dette liv.

Jeg vil fortsat gerne tale om disse emner, men kun i form af offentlige foredrag, hvor der er vidner til stede. Jeg vil fremover altid selv medbringe mindst én person, som jeg har tillid til, der kan vidne omkring, hvad der faktisk er foregået, hvis jeg også efter arrangementet skulle blive udsat for angreb fra kvinder.

Det er trist, at det skal være sådan, men jeg kan ikke se andre muligheder. Jeg har i øvrigt også fuldstændig mistet min lyst til kontakt med nye kvinder, så det bliver let for mig at efterleve de forebyggende foranstaltninger i praksis.

Læs/hør min ebog/lydbog om mindful kramning

BT i dag: Krammevenner i chok: Per Brændgaard er uskyldig dømt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.