Per Brændgaard: Fra mormangel til polyamori

Fra mormangel til polyamori

Hvad driver en mand til at springe ud som polyamorøs? Det kan der nok være mange forskellige grunde til. For mit eget vedkommende er der især én grund, der står meget klart: mormangel.



Når jeg sammen med min terapeut tænker tilbage på min barndom i Silkeborg, så er der især ét ord, der dukker op: mormangel. Jeg havde en kronisk længsel efter kærlig omsorg og ubetinget kærlighed fra min mor, som aldrig blev indfriet. Sådan oplevede jeg det i hvert fald, selvom det hele måske så meget pænt og ordentlig ud udefra.

Da jeg så i 2015 springer ud som polyamorøs og dermed tillader mig selv at have intime kærlighedsforhold med flere kvinder samtidig, så er det som om, at et hul i mit hjerte endelig kan blive fyldt ud. Jeg husker meget tydeligt første gang, jeg lå i midten af et gruppekram med to kvinder foran mig, to kvinder bag mig og en kvinde oven på. Det var som at komme i himlen! Al min angst forduftede for en stund. Lettelsen var enorm.

Mit udspring som polyamorøs var starten på en undersøgelse af, hvad jeg dybest set har det bedst med i forhold til kvinder, kærlighed og sex. Jeg havde ikke noget klart mål med, at jeg f.eks. ville have to kærester og falde til ro med det. Mit mål var at finde mig selv og det kærlighedsliv, der er mest naturligt og sundt for mig. Og samtidig være helt åben om det overfor alle, der måtte blive involveret i det.

En af mine første erkendelser var, at det ikke så meget var det seksuelle, der drev mig i armene på flere kvinder. Det handlede om noget andet for mit vedkommende. I dag kan jeg se, at det var (og stadigvæk er) en projektion af det behov for mor, som jeg ikke fik dækket, da jeg var barn. Det blev også tydeligt i den type af kvinder, som jeg blev særligt tiltrukket af. De var alle meget kærlige, omsorgsfulde og storbarmede. Jeg kunne føle mig som et lille barn på ny og tage imod den kærlige omsorg og tryghed, som jeg så desperat havde længtes efter som barn. Hvis jeg skal være helt ærlig, så var drømmen at ligge i et intimt gruppekram med flere par store bryster i hovedet og bare suge til mig af omsorgen, passivt, som et lille barn uden at skulle give noget seksuelt igen. Det var (og er) fantasien, der drev mig til polyamori.

Virkeligheden er som bekendt noget andet end fantasien, så det er endnu ikke lykkedes mig at finde et stabilt og tilfredsstillede setup som polyamorøs. Man kan nok også diskutere, om det overhovedet handler om ‘amori’ for mit vedkommende. Måske har min polyamorøse søgen “blot” været en del af min rejse for at finde og omfavne alt, hvad jeg er, inkl. mit indre barn, Lille Per, der er ensom, bange og forladt.

Hvad er løsningen så? Jeg har skam været i terapi med min mormangel. Det førte blot til større forståelse og accept af, at jeg altså bare tænder på kvinder med store bryster… Det førte også til større indsigt i, hvordan oplevelser i min barndom påvirker mig som voksen nu. Men egentlig uden at ændre min lyst til flere kvinder. En lyst som jeg egentlig heller ikke oplever som et problem i sig selv, men altså muligvis som en konsekvens af reelle problemer i min barndom. Men jeg kan jo desværre ikke rejse tilbage i tiden og løse problemerne i min fortid.

Når man fuldt ud accepterer, hvordan man har det, så åbner det op for indsigt i årsagerne til, at man har det sådan. Det gælder indenfor alle livets områder og ikke kun præferencer i forhold til sex, forhold og kærlighed. Jeg er stadigvæk på den vigtigste rejse i mit liv tilbage til Lille Per og give ham det kram, han så desperat længes efter.

Måske ser det hele anderledes ud i morgen, når vi tillader det at være, som det er i dag?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.