Kafka & Brændgaard: Processen

Siden jeg talte med politiet første gang onsdag den 13. juli 2018, har jeg følt mig som Josef K. i Franz Kafkas roman Processen.

Politiet ville heller ikke fortælle mig, hvad jeg havde gjort mig skyldig i. Så jeg kontaktede en advokat og bad hende snakke med politiet. De ville heller ikke fortælle hende, hvorfor de var efter mig. De endte med et skænderi mellem min advokat og den kvindelige politibetjent. Så min advokat anbefalede mig at gøre brug af min ret til ikke at tale med politiet.

Politiet ender så med at hive mig i Byretten uden at have talt med mig. Uden at have hørt min side af sagen.

Københavns Byret giver den 29-årige kvinde, der har anmeldt mig for voldtægt, lov til at afgive vidneforklaring for lukkede døre. Jeg får lov til at sidde i et tilstødende lokale og høre hendes forklaring. Jeg får besked på, at jeg ikke må sige noget som helst til nogen som helst om, hvad den 29-årige har sagt. I så fald vil jeg komme endnu mere i fængsel.

Politiet havde i øvrigt indtil to dage før retssagen tilbageholdt rapporten fra en medicinsk undersøgelse af den 29-årige kvinde, der ikke viste nogen tegn på voldtægt.

Under retssagen fremfører anklageren et gammelt blogindlæg, jeg havde skrevet til BT lang tid før denne sag som et absurd “bevis” på min skyld. Det andet af anklagerens “vidner”, som udtaler sig til retten, siger intet om den aften, hvor hændelserne fandt sted, bl.a. fordi hun ikke var til stede. Derudover siger hun flere positive ting om min karakter, så hun burde egentlig have været forsvarerens vidne og ikke anklagerens.

Anklagerens eneste reelle “vidne” og “bevis” på min skyld er den 29-åriges egen fortælling af, hvad der foregik den aften i maj i min lejlighed på Østerbro. Jeg ender med at blive idømt 14 måneders fængsel, fordi dommerne fandt den 29-åriges vidneforklaring “detaljeret og troværdig”. Dommerne sagde direkte i domsafsigelsen, at de havde valgt at tilsidesætte hele min forklaring. Da retten samtidig havde givet mig mundkurv på i forhold til at fortælle folk, hvad den 29-årige sagde i retten, og hvordan hun sagde det, så nåede absurditeten kafkaske dimensioner. Jeg følte mig virkelig som Josef K., da jeg den aften gik gennem København og prøvede at finde mening i det vanvid, jeg havde været udsat for.

Som om at det ikke er absurd nok at blive dømt skyldig for voldtægt alene baseret på en falsk påstand, så føles det helt utroligt uretfærdigt at være forbudt at fortælle om den påstand, der fik mig dømt!

Danmark er hastigt på vej til at blive en totalitær, fascistisk stat efter amerikansk forbillede, der er ligeglad med menneskerettigheder og retssikkerhed. I dag vil jeg gå ud og demonstrere for bevarelsen af ytringsfriheden i Danmark, inden det lykkes Folketinget med justitsminister Søren Pape Poulsen i spidsen at gennemføre en lovændring (Påvirkningsloven), der gør det muligt at retsforfølge folk på grund af politiske ytringer, der kritiserer systemet. Hvis loven bliver vedtaget, så kan man komme op til 12 år i fængsel for at ytre sig kritisk om Danmarks militære samarbejde med USA. Det skal vel nok kunne lykkes dem at finde et “vidne”, der kan fremføre en falsk påstand om, at man samarbejder med Ruslands efterretningstjeneste eller lignende. Og hvis vidnet blot fremlægger fortællingen på en “detaljeret og troværdig” måde, så ryger man direkte i fængsel, hvis dommerne ønsker det. Og så slipper systemet for at skulle bøvle med en kritisk nytænker.

Ligesom Herstedvester Fængsel nu har en MeToo-afdeling til mænd, der er dømt for voldtægt i påstand-mod-påstand-sager, så er der snart også behov for særlige afdelinger til politiske fanger. Efter dette blogindlæg forventer jeg, at Landsretten den 16. april vil forlænge min straf og sætte mig i isolation. De vil sikkert lægge mig i håndjern straks efter domsafsigelsen og føre mig direkte til min celle, hvor jeg kan rådne op og miste enhver form for tro på den danske ånd af frisind og retfærdighed.