Per Brændgaard, 8 år

Når jeg bliver stor…

Lige siden jeg gik til psykolog for første gang som 26-årig, har jeg haft en fornemmelse af, at jeg havde fortrængt noget fra min barndom. Jeg kunne bare ikke komme i kontakt med det.



Jeg havde på fornemmelsen, at det, jeg havde fortrængt, var en del af årsagen til min OCD. Og da jeg ligesom ikke kunne slippe helt af med OCD’en, selvom jeg gjorde alt rigtigt, var jeg motiveret for at prøve noget nyt.

I starten af sidste år begyndte jeg så på en form for regressionsterapi for at komme i kontakt med mine fortrængte minder i håbet om, at det kunne lette på min OCD. I løbet af sommeren 2018 begyndte der så at komme hul igennem. Gradvist fra session til session får jeg frigivet mere og mere af det, der indtil da havde været effektivt fortrængt.

Den først åbning kom som et chok! Jeg havde slet ikke forventet, at det var den slags minder, der skulle dukke op. Fra session til session blev jeg over en periode på to måneder mere og mere chokeret over, hvad der dukkede op af minder fra min barndom. Til sidst gik jeg all in og tillod alt at dukke op. Til sidst havde jeg fået renset ud, og jeg oplever nu, at jeg husker hele min barndom, så jeg kan omfavne hele min historie. Der dukker i hvert fald ikke mere nyt op, når jeg dykker ned.

De første fortrængte minder, der dukkede op, var ganske uskyldige. Jeg huskede min første ulykkelige teenageforelskelse, som havde været i en jævnaldrende dreng. Så dukkede der andre minder om med en anden jævnaldrende dreng, hvor relationen havde været mere seksuel. Det var sådan set også uskyldigt nok.

Men så begyndte der at dukke minder om drengens far op, og hvordan han havde lokket/presset mig (og hans egne børn) til seksuelt samkvem med ham. Der begyndte ubehaget!

Jeg fortsatte regressionsterapien og over de næste seancer, dukkede der flere og flere ubehagelige minder af den slags op. Jeg kom i kontakt med minder om andre voksne i min nærmeste omgangskreds, der havde misbrugt mig seksuelt. Preben Hertoft ville nok have kaldt dem “kærlige krænkere”. Det ændrer dog ikke ved, at jeg var et barn, og de var voksne, og det var ulovligt og skadeligt.

Misbruget stod på over en årrække, og det startede, da jeg var ganske lille. Minderne er voldsomme, og jeg vil skåne jer for detaljer. De sidste minder, jeg kom i kontakt med, var de mest ubehagelige. Det var minder om en periode med systematisk vold og tortur for at tvinge mig til at glemme og ikke sige det til nogen. De kærlige krænkere endte med at blive særdeles voldelige krænkere af deres frygt for at blive opdaget.

Meget i mit liv giver bedre mening, nu hvor jeg husker hele min historie. Det er det gode og forløsende ved at se dæmonerne i øjnene. Jeg overvejer nu at tage en tur til Jylland og opsøge mine krænkere en efter en, råbe min vrede direkte i deres ansigt og fortælle dem, hvordan deres pædofile handlinger har smadret min mentale sundhed. Jeg har en hel del vrede, der skal ud!

Et af de minder, jeg er kommet i kontakt med, var fra en sommer, hvor jeg vel var omkring 10 år gammel. Jeg husker, at jeg sagde til mig selv: “Når jeg bliver stor, så kommer jeg tilbage og gør hævn!”

Jeg er langt om længe blevet stor.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.