Mit liv med trøstespisning: thank God for Nutella

Jeg har været trøstespiser, siden jeg var barn. Siden jeg i 2006 lærte mindfulness, har jeg praktiseret mindful trøstespisning. Man kan jo lige så godt nyde det og få det bedst mulige ud af det, når man alligevel gør det.

Mine første minder om trang til trøstespisning er fra jeg var teenager. Det foregik om aftenen, hvor jeg sneg mig ud i køkkenet og smurte franskbrødsmadder med Nutella. Det kunne også være honning eller ost med marmelade. Men helst Nutella (eller andet chokoladesmørepålæg) – og det er stadigvæk min favorit i dag.

Da jeg begyndte at interessere mig for sund kost i gymnasiet (ja, en meget atypisk interesse for en teenagedreng), fortsatte min trang til trøstespisning blot med en større bevidsthed om, at det var forkert og usundt. Derefter fortsatte min trøstespisning som en nærmest daglig modpol til de forskellige kostregler, som jeg prøvede at efterleve resten af tiden.

“Hvis jeg begynder at tænke over kalorieindholdet i min trøstemad, så får jeg blot brug for at trøstespise endnu mere.”

Jeg blev ikke fed af det, da jeg i minge unge år var meget fysisk aktiv. Det var faktisk først, da jeg rundede 40 år, at min mave begyndte at vise tegn på daglig trøstespisning. Sikkert også fordi jeg havde mistet lysten til motion. Og simpelthen var ved at blive gammel, og så falder stofskiftet jo.

Den vigtigste virkning af mindful trøstespisning har for mig været, at jeg siden 2006 slet ikke har nogen dårlig samvittighed over det. Jeg nyder det i fulde drag helt uden at tænke over, hvor mange kalorier jeg rent faktisk indtager. Hvis jeg begynder at tænke over kalorieindholdet i min trøstemad, så får jeg blot brug for at trøstespise endnu mere.

Fra tvangspræget overspisning til mindful trøstespisning

Måske kommer jeg en dag så meget til bunds i mit shit, at jeg ikke længere har brug for at bruge mad på den måde til at holde balancen i mit liv. Indtil da vil jeg blot nyde det, når jeg spiser for at få ro på, selvom jeg slet ikke har brug for mere mad. Og glæde mig over, at mindful trøstespisning trods alt er meget sundere end tvangspræget overspisning.

Hvis du lider af det – tvangspræget overspisning (Binge Eating Disorder) – så kan du sætte dig som mål at blive en mindful trøstespiser. Det er langt mere realistisk end at blive “kureret” for din overspisning. Mindful trøstespisning giver mulighed for at udvikle den selvindsigt, som trangen er et tegn på behov for. Nogle af os har så bare mere shit med i bagagen, som vi prøver at deale med så godt som vi nu kan. Der er ingen grund til at skamme sig over det.

Tre gode råd om trøstespisning

  1. Hvis du ikke kan få trangen til at gå væk, så accepter fuldt ud at den er der
  2. Trøstespis den mad, som du har mest lyst til og lad den mad, som du kun har lidt lyst til være
  3. Lad dit sind fylde af nydelse og ro fra mundfuld til mundfuld

Leave a Reply

Please Login to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of