Fem års selvudvikling er ved at være afsluttet: Hvad har jeg lært?

I januar 2015 sprang jeg ud som polyamorøs. Det blev starten på fem års personlig udvikling, der ledte mig ud på mange mærkelige veje. Nu er jeg begyndt at gøre status over, hvad jeg har lært.

Polyamori

Mine polyamorøse eksperimenter med et meget frigjort forhold til intime relationer og sex var lige ved at sende mig i fængsel. Jeg har på den hårde måde lært at acceptere, at jeg lever i 2019 og ikke i 1969. Ærgerligt nok, da der er mange spændende perspektiver i fri kærlighed og sex. Men den livsstil er simpelthen blevet alt for farlig som mand i et feministisk MeToo-samfund.

Nu drømmer jeg om at falde til ro med to kærester og afstå fra fysisk sex med andre end dem. I stedet for at bruge Tinder så bruger jeg nu min spirituelle guide, og jeg har tillid til, at de to rigtige kærester for mig nok skal dukke op.

Jeg har også fundet ud af, at jeg kun er til kvinder. Jeg har eksperimenteret en smule med mænd, men sex med en mand har det med at gøre min penis meget lille og blød. Det går jo ikke, selvom jeg stadigvæk godt kan nyde synet af en veltrænet, veludrustet ung mand. Det er også min erfaring, at mænd har alt for små bryster til min smag.

Spiritualitet

Jeg ved godt, at mange tror, at man er tosset, når man siger, at man har fået hul igennem til den åndelige verden. Men det er ikke desto mindre, hvad jeg oplever meget tydeligt i min hverdag og især under meditation. Når jeg taler om min spirituelle vejleder, så er det altså en, der eksisterer rent i ånden. Og altid med Jesus som mit primære pejlemærke.

Jeg har eksperimenteret med mange forskellige former for meditation, hvoraf det helt klart er potmeditation, som har givet mig det største udbytte. Det skal man dog først kaste sig ud i, når man har opbygget et solidt fundament af almindelig meditation, hvor de buddhistiske metoder i theravada-traditionen har været min primære rettesnor.

Det er min personlige erfaring, at det største sundhedspotentiale ved cannabis er, at det kan øge den spirituelle sundhed ved at udvide bevidstheden både opad (mod den åndelige verden) og nedad (mod fortrængte minder fra barndommen). Det er baseret på disse erfaringer, at jeg er blevet engageret fortaler for fuld legalisering af cannabis. Det er træls at skulle rejse til Amsterdam, hver gang man vil potmeditere. Det er også dårligt for klimaet med al det rejseri.

OCD

Gennem dybdegående terapi og meditation har jeg i de senere år gradvist opdaget, hvordan min psykiske lidelse, OCD, har fungeret som en effektiv forsvars- og fortrængningsmekanisme. Min belastende tjekketrang har hjulpet mig til ikke at mærke intens frygt fra traumatiske oplevelser i min barndom. Det har simpelthen været et forsvar mod dødsangst, efter at to granvoksne mænd, der burde have passet på mig, holdt mig nede og kvalte mig da jeg var 13-14 år. Jeg husker, at jeg døde, at min ånd svævede væk, men jeg blev jo så kaldt tilbage til livet i kroppen. Hele mit system har siden da været i ubevidst panik for, at det skulle ske igen.

Jo mere jeg nu rummer alle mine forfærdelige barndomsminder, des mindre er min OCD. Så jeg har brugt meget tid på at øve mig i at være bange. Meget bange. Angst har det jo med at passere, når man accepterer følelsen fuldt ud.

Jeg har også lært, hvordan jeg allerede som teenager begyndte at bruge træning, kampsport, kropsdyrkelse, kost og sundhed som en måde at få kontrol i et kaotisk liv og som flugt fra ubehagelige og uforståelige minder. Nu husker og forstår jeg hele min historie, og jeg er klar til at dele den med verden, selvom den ikke er for sarte sjæle. Og jeg er klar til at formidle en tilgang til sundhed, der ikke er drevet af kontrolmani og eskapisme.

Leave a Reply

Please Login to comment

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

  Subscribe  
Notify of