Glem alt om Islamisk Stat, Israel og Trump. Det er de små børn, der er de store terrorister i Danmark!
Hvornår har du sidst set en mørk mand med en bombevest på din lokale gågade råbe noget med Allah? Hvornår har du sidst set et lille barn skrige og få sin urimelige vilje af sin mor eller far? Det siger noget om hyppigheden og risikoen for at blive ramt af de to forskellige former for terrorangreb.
BØRN STYRER VOKSNE MED FRYGT
Når jeg ser mig omkring, så virker det som om, at voksne mennesker fra det øjeblik de bliver gravide, lader deres liv styre af frygt for deres børn. Frygt for at der skal ske dem noget. Frygt for at man kommer til at gøre noget forkert som forælder. Frygt for om børnene kan klare sig på egen hånd. Ofte begynder det endnu tidligere med frygten for, at man ikke kan få børn.
Terror går netop ud på at skabe frygt og udnytte det til at få sin vilje, som man ikke ville have fået, hvis frygten ikke havde været der. Det er moderne børn eksperter i, fordi vi lader dem gøre det, og nu har vi så snart en hel generation af voksne, der er opdraget til at få deres vilje, da de ellers benytter terror. Det kan umuligt gå godt.
Børnene gør det ikke med vilje. Det er de voksnes skyld, når de lader sig terrorisere. Det kan næppe heller være sundt for børnenes udvikling, når de lærer at være terrorister i stedet for selvstændige individer.
MADRO UDEN TERROR
Forleden åbnede en ny restaurant i København, hvor man ikke må have børn med. Det skabte selvfølgelig ramaskrig. Jeg tænkte bare: “Fedt, endelig et sted uden de små terrorister”. Det er, når man er i selskab med andres børn, at man for alvor ser terroren. Det er en psykologisk terror, som bl.a. kommer til udtryk ved følelser af irritation. Det kan være svært at opdage terroren i relation til sine egne børn, da man er belastet af den ubetingede kærlighed, som tidens projektbørn forstår at udnytte maksimalt, hvorved de små psyko-terrorister bliver skabt.
Når jeg ser mig omkring, så virker det som om, at forældre ikke rigtigt kan foretage sig andet end at arbejde, være sammen med deres børn eller spise sammen med andre forældre, der er lige så terroriserede som dem selv. Man tør ikke mødes med folk, der ikke har børn, da man så bliver konfronteret med livet i frihed uden den kroniske terrorfrygt. På den måde bliver de terroriserede forældre elendige rollemodeller for deres børn, hvis de ønsker, at de skal være selvstændige, frie individer.
BEFRIELSE FOR FORÆLDRE
Vi skal ikke så langt tilbage i tiden, før det med at passe børn var en fælles opgave i stammen. Moderne forældre får dårlig samvittighed, når de afleverer deres små terrorister i institutioner. Vi burde som samfund opgradere disse moderne stamme-fællesskaber, bl.a. med flere ansatte, for at modvirke udbredelsen af børneterror. Hvorfor har de fleste af disse pasningssteder lukket om aftenen og i weekenden? Hvis det kun er arbejde, man kan få fri til som forælder, hvornår skal man så kunne være og udvikle sig selv?
Professionelle mødre og fædre (også kendt som pædagoger) burde have en langt større anerkendelse i samfundet. Samtidig burde vi få et mere realistisk syn på børn. Børn er simpelthen det naturlige resultat af sex. I en biologisk forstand er børn måske livets mening, men i en mere udviklet forstand, så er børn blot resultatet af menneskets mest primitive instinkter. Børn kan samtidig meget mere, end deres forældre tror. Det er sundt for både børnene og deres forældre at give børnene friheden til at udforske det på egen hånd – og tage de udviklende tæsk det giver, når man lever livet uden curling. Lad os få en befrielsesbevægelse for forældre!