Har du prøvet at tabe dig på en slankekur for så blot at tage det hele på igen bagefter? Har du prøvet det mange gange…?
Problemet ved alle slankekure er måske, at de er baseret på, at du skal tabe dig. Hvem har lyst til at miste sig selv?
Når du fortaber dig selv på en kur, så opstår der naturligt et savn efter netop dig selv. Uanset hvad du måtte synes om dig selv, så er det det eneste selv, som du har. Du kan ikke flygte fra dig selv på en kur. Eller det kan du godt, men du bliver fanget af dig selv igen før eller siden.
FRA KUR TIL KURS
Heldigvis findes der også en anden strategi. Den går ud på at gå fra slankekur til slankekurs – og tage små i stedet for store skridt.
Når du tager de rigtige små skridt, kan du nøjes med at tabe kropsfedt uden at tabe ‘dig’. Du kan måske ligefrem opnå en reel selvudvikling, mens du lader din krop gå ned i størrelse.
Når slankekure ikke virker, så er det fordi, at vores kostvaner har store betydninger for os. Det er derfor umuligt at lave totalt om på dem fra den ene dag ved at få udleveret en kostplan. I hvert fald ikke uden at miste sig selv.
Det betyder ikke, at kostplaner er ubrugelige. Man skal bare kun bruge dem som vejledende og ikke som et program, man skal følges slavisk med hovedet under armen.
Nogle af de betydninger, som mad og spisning har for os, har øget kalorieindtag og dermed vægtøgning og overvægt som bivirkning. Men da vi ikke har de kostvaner, fordi vi ønsker at tage på, så nytter det ikke noget at få at vide, hvor mange kalorier der er i slik, kage, is og chokolade. Vi vil spise det alligevel for at opnå den virkning, som vi er motiveret af, f.eks. at dulme indre tilstande af stress og uro.
Det er sådan set sundt nok at ønske at dæmpe stress og uro, og hvis de mest beroligende madvarer ikke samtidig var de rene kaloriebomber, så ville der ikke være nogle bivirkninger ved den form for stresshåndtering.
Løsningen er at lave små ændringer i det, man plejer. Og over tid lave flere og flere små ændringer, der stille og roligt kan føre til et stort og stabilt vægttab, hvor du kan have dig selv med i processen.