Kategorier
Indlæg Offentlig Slank (gratis) Slankebloggen SPO Sundhedspressen

Små skridt kræver stor bevidsthed

Små Skridt er navnet på den metode, som jeg har udviklet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen, og som er fundamentet i Sundhedsstyrelsens uddannelse til Vægtstoprådgiver.

Jeg har gennem årene uddannet ganske mange fagfolk fra kommuner, lægepraksisser og private aktører i at bruge Små Skridt i rådgivningen af mennesker med overvægt.

Det er min erfaring, at den største forhindring for effektiv anvendelse af Små Skridt-metoden er antagelsen om, at det er let at tage små skridt; at det ikke kræver noget særligt. Hvis det var sandt, så ville der ikke længere være mennesker med overvægt i Danmark…

Sandheden om Små Skridt er, at det også kræver en indsats, men det er en helt anden slags indsats end at overholde en diætplan. Hvor en diætplan kræver en høj grad af viljestyrke, så kræver små skridt en høj grad af bevidsthed. Problemet med viljestyrke er, at det er en begrænset ressource. På et eller andet tidspunkt er viljestyrken brugt op enten af diætplanen eller af livet i øvrigt. Og så falder man i og tilbage.

DEN MEST OVERSETE FAKTOR

Den menneskelige bevidsthed er efter min opfattelse den mest oversete faktor indenfor sundhedsfremme, sygdomsforebyggelse og behandling. Ikke kun indenfor overvægt og relaterede sundhedsproblemer. Problemet er, at professionelle ikke er uddannet til at arbejde med bevidsthed, og de er måske heller ikke specielt bevidste selv.

Og så ender man som diabetespatient og fast kunde hos Novo Nordisk – den på flere måder fedeste virksomhed i Danmark.

Det er umuligt at være bevidst hele tiden, men man kan beslutte sig for at leve livet med så meget bevidsthed som muligt. Det betyder, at man ønsker at være vågen i så mange øjeblikke som muligt. Vel vidende at man indimellem slår over på autopilot. Men uanset hvor længe man har kørt på autopilot, så er det aldrig for sent at vågne op, komme til stede og opdage, at man faktisk kan vælge at spise noget andet, end man plejer. Eller foretage andre sundhedsfremmende valg. Bevidsthed er altid det første trin. Uden bevidsthed kører man rent på vaner og autopilot, og det fører ofte til fedme, når man lever i et fedmefremmende miljø som Danmark. Og så ender man som diabetespatient og fast kunde hos Novo Nordisk – den på flere måder fedeste virksomhed i Danmark.

Når jeg taler om Små Skridt 2.0, så mener jeg Små Skridt-metoden med ekstra fokus på selve det med bevidstheden. Nu behøver man heldigvis ikke tage til Tibet og sidde på en bjergtop og meditere i tre måneder for at træne bevidstheden. Mindre kan også gøre. Meget mindre faktisk. Men det kræver, at man har et fokus på selve bevidstheden, og at man vælge og følger metoder, der passer bedst til den enkelte.

Du kan f.eks. starte nu. Sæt dig ned. Luk øjnene. Fokuser hele din opmærksomhed på dit åndedræt. Tag en dyb indånding. Hold vejret et par sekunder. Og ånd helt ud. Nu er du bevidst.


Discover more from perBraendgaard.dk

Subscribe to get the latest posts sent to your email.

Få besked via e-mail
Besked om
0 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer