Eventyret om kongen, der ville have folket til at gå med mundkurv

Der var engang en konge, der blev bange for sit folk.

Han havde fjernet deres våben, men de havde stadigvæk deres mund.

Bag munden var der sind, der længtes efter sandhed, frihed og retfærdighed.

Kongen havde ingen sjæl. Den havde han solgt til Satan. Til gengæld havde han penge og hans tjenere gjorde, hvad han beordrede dem til.

“Giv dem mundkurv på!”, beordrede Kongen en dag.

Kongens tjenere var udvalgt, fordi de var de klogeste, og de forstod hvad der foregik i Folket.

“Det kan vi sagtens, men vi skal kalde det noget andet end mundkurv”, svarede Tjenerne.

Tjenerne gik i tænkeboks og skrev en liste over alt det, som Folket kunne føle sig krænket af. Så skrev de love mod bagtale og hadtale, og Folket troede, at de blev beskyttet.

“Det er ikke nok. Der er stadigvæk for meget brok”, råbte Kongen.

Så fandt Tjenerne på noget, de kaldte MeToo, der gav kvinder ret til at føle sig krænket over mænds lyst til dem. Kvinderne begyndte at brokke sig over mændene i stedet for Kongen. Og til sidst sad alle mændene og onanerede alene af frygt for kvinder og af frygt for deres egen maskulinitet og handlekraft. Til sidste turde de slet ikke noget – slet ikke at brokke sig over Kongen.

“Godt gået!”, roste Kongen. Kongen så, at frygt var godt for ham. “Det går den rigtige vej, men Folket har jo stadigvæk ikke rigtig mundkurv på!” konstaterede han overfor Tjenerne.

Tjenerne gik i tænkeboks igen. “Hvad kan få folk til at tro, at det er godt for dem selv at have mundkurv på?”, spurgte de hinanden.

Løsningen på problemet blev Det Nye Corona. Det havde godt nok altid været der, og der kom et nyt hvert år, men tjenerne vidste, at de kunne gøre Folket bange for Det Nye Corona.

Løsningen på frygten for Det Nye Corona blev mundkurv, som blev kaldt mundbind, fordi det lød bedre, og fordi Tjenerne allerede havde lavet en lov, der forbød ansigtsmasker for at gøre Folket sure på muslimer i stedet for Kongen.

Således kom den nye lov om mundkurv i stand. Folket troede, at de beskyttede sig selv og hinanden, og der opstod et nyt fællesskab om en usynlig fjende, så Kongen kunne være i fred.

Hvis nogen blev for åbent mundede, så fik de Corona og blev tvunget til at gå med mundkurv. Hvis det ikke var nok, så blev de tvunget i isolationsfængsel i deres eget hjem. Nogen blev sågar tilbudt behagelige hotelværelser, så de slet ikke opdagede, at de var i fængsel.

Kongen blev glad og levede lykkeligt til sine dages ende.