Det store problem ved den såkaldte CoVid-19-test

Lægefaglige materialer fra det meget anerkendte lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal afslører det store problem ved den såkaldte CoVid-19-test.

CoVid-19 bliver testet ved hjælp af en såkaldt PCR-test. Problemet ved den test er, at den faktisk slet ikke måler tilstedeværelse af det nye coronavirus i vævet. Her er et eksempel på undervisningsmateriale fra British Medical Journal:

Sætningen “Detecting the virus by RT-PCR does not indicate the presence of infectious virus” kan forstås på mindst to forskellige måder:

• Man kan ikke være sikker på, om testen rent faktisk måler tilstedeværelse af det nye coronavirus, eller om den måler noget andet.
• Selvom testen måler tilstedeværelse af det nye coronavirus, så kan man ikke være sikker på, at det er årsagen til patientens symptomer.

British Medical Journal uddyber problemerne ved CoVid-19-testen yderligere her. Det store problem ved testen er, at der ikke er nogen gylden standard. Det vil sige en standard, som man er 100 % sikker på rent faktisk indeholder det nye coronavirus. Det ville gøre det muligt at måle, hvorvidt PCR-testen slår ud positivt ved tilstedeværelse af det nye coronavirus og negativt ved fravær af det nye coronavirus i prøvematerialet.

Det, man har gjort i stedet for, er man bruger en falsk gylden standard i form af gentagne PCR-test som udtryk for, hvor godt PCR-testen virker. Men selvom man gentager en test et uendeligt antal gange, så aner man stadigvæk ikke, om testresultatet er sandt, hvis man ikke har testet testen i forhold til det, som man påstår, at testen burde teste for: tilstedeværelse af det nye coronavirus.

Vejledningen fra British Medical Journal lægger derfor vægt på alle mulige andre faktorer end PCR-testen, hvis man vil stille en “præcis” CoVid-19-diagnose. Men uanset hvor mange andre faktorer man tager højde for, så nytter det ikke noget, hvis den biokemiske testmetode man bruger ikke er valideret i forhold til prøver, som man med sikkerhed ved indeholder det pågældende virus, som man ønsker at teste for.

Det betyder, at CoVid-19-diagnosen enten er baseret på en ubrugelig biokemisk test eller på et lægefagligt skøn baseret på symptomer. Her har vi så også problemet med, at symptomerne på CoVid-19 ikke er specifikke for den nye sygdom, men de kan også skyldes alt muligt andet.

I sidste ende bliver diagnosen og forekomsten af CoVid-19 herved en politisk beslutning, hvor man ved at give læger incitamenter til at diagnosticere flere med CoVid-19 kan skabe opfattelsen af, at der er en epidemi af en farlig sygdom, selvom det måske reelt kun er meget få sande tilfælde af CoVid-19; så få tilfælde at det ikke kan retfærdiggøre de voldsomme politiske indgreb.

Konklusion: CoVid-19 er fascistisk politik baseret på misbrug af sundhed og videnskab. De mistænkte skal efterforskes, retsforfølges og for en domstol, der tjener folket. Det er på tide, at vi – folket – insisterer på at opfatte dette som organiseret kriminalitet imod os. En passende start vil være af politianmelde Statens Serum Institut, selvom jeg dog ikke har meget tillid til dansk politi. Alternativt kan der etableres et folkefinansieriet politi, der undersøger de sager, som dansk politi af politiske grunde nægter at gå ind i. En slags Sherlock Holmes, der efterforsker folkets mistanker om organiseret kriminalitet begået af dem, der kontrollerer det system, der også kontrollerer politiet. I sidste ende må beviser og fakta så tale sit eget sprog.