Frederik Kulager udfører propaganda i Zetland

Vi har her valgt at dykke ned i et af de utallige eksempler på propaganda, der igen og igen fremføres i mainstream medierne, for at skabe en dybere forståelse af de metoder, der anvendes i coronaens navn.

Af Ditte Østergaard og Per Brændgaard

Vores udgangspunkt er en analyse propaganda-artiklen Misinformation på Facebook fungerer ligesom corona på en bar. Der skal kun én superspreder til at smitte alle de andre skrevet af journalist Frederik Kulager og udgivet på Zetland den 7. oktober 2020.

Information som virus

’DER ER EN GRUND TIL, AT DET KALDES “at gå viralt”. Når misinformation spreder sig mellem mennesker på sociale medier, har det ikke så lidt til fælles med, hvordan et smitsomt virus spreder sig mellem mennesker i et samfund. ’ Med disse ord indledes artiklen af Frederik Kulager, der, udover at være tech-journalist hos Zetland desuden er journalist på Politikens kulturredaktion.

Artiklen igennem argumenterer Frederik Kulager for, hvordan misinformation kan begrænses på det sociale medie, Facebook samt teoretiserer over, hvordan information overhovedet kan gå viralt. Det er der for så vidt intet forkert i, og alt efter hvor algoritme-nørdet man er, kan man sagtens få sig en teoretisk refleksion, der kan danne baggrund for en endnu mere dybdegående teoretisering, hvor man jo desuden kan diskutere fakta-tjekker-fænomenets undertrykkende virkning på distributionen af indhold – samt deraf afledte ønskede og uønskede konsekvenser. Dette alt efter, på hvilken side af informationskløften (eller på hvilken side i informationskrigen), man befinder sig. Man kan endda tage den skridtet videre i forhold til det rent etiske ved censur i forhold til, at vi lever i et land med en grundlovssikret frihed til at ytre os, som vi vil.

Dehumanisering som propaganda-taktik

Interessant er det imidlertid, hvordan den såkaldte ’dehumanisering’ anvendes som redskab til at fremme hovedbudskabet og tekstens præmis: Regeringen og sundhedsmyndighederne er sandhedsobjektive – de, der modsiger dette er sandhedssubjektive.

Allerede indledningsvist står det klart, at misinformation er en ”virus”, og de der deler denne information er ”superspredere”. Fænomenet, superspredere, kan ingen være i tvivl om, hænger uløseligt sammen med den farlige SARS-CoV-19, som har domineret hele verden det meste af 2020.

I historien findes der talrige eksempler på, hvordan mennesket, i propaganda-sammenhæng, erstattes med noget andet, endda noget frastødende og farligt. At sidestille mennesker med noget, der hersker stor frygt for, som tilmed er en sygdom, er, udover det rent symbolske udtryk, en degradering af dimensioner – endda til noget så umenneskeligt, som det nærmest kan blive – en ond virus, der angriber uden at skelne, som ikke udviser hensyn og en virus, man tilmed kan blive meget syg og ligefrem dø af. Ikke alene er en sådan form for ’dehumanisering’ et utroligt langt skridt at gå – det efterlader heller ikke en rest af tvivl om, hvem der ejer og har patent på sandheden. Går ud fra, at vi alle ved, at superspredere, i hvert fald ikke har. Har tidligere nævnt ”etik” – hvilket man i denne sammenhæng jo kan gøre sig et par refleksioner omkring.

Hvad er misinformation?

Man kan også gøre sig den ulejlighed at reflektere over, hvordan en aktindsigt med Statens Serum Institut som afsender, kan være misinformation. Handler det om, at dens indhold ikke stemmer overens med den officielle forklaring? Indtil videre i dette meget farlige sygdomsforløb, har vi jo netop konstateret, at der undervejs har været visse udeladelser af svar på direkte stillede spørgsmål. Ét meget centralt af disse spørgsmål blev end ikke besvaret, da Statsminister Mette Fredriksen på et timelangt samråd fik det stillet i så mange forskellige variationer, at man måtte formode, at alle tænkelige chancer var tilstede i forhold til at afgive et svar: ’Hvilken myndighed rådgav Regeringen til en nedlukning af Danmark? ’

I artiklen nævnes et par medvirkende ”misinformations-superspreder-platforme”. Free Oberserver, som er en uafhængig nyhedsplatform, der giver taletid til mennesker, der stiller spørgsmål til det officielle narrativ, beskrives, som et ’nyt internetmedie med en Facebook-gruppe med 12.700 medlemmer’. Ingen forklaring gives på, hvad Free Observer er, men det forstås, at det har mange medlemmer, som modtager og deler misinformation. Ernæringseksperten, Per Brændgaard henvises der til, som ’[..] en blogger ved navn Per Brændgaard, som nogle vil kende som krammeterapeuten. ’ Det udelades helt, at Per Brændgaard er uddannet cand. scient. i human ernæring fra Københavns Universitet samt, at han de sidste 20 år har beskæftiget sig med sundhed, ernæringsforskning, -kommunikation og -uddannelse. Stifteren af partiet, Folkepartiet – Jorden, Frihed Kundskab omtales, som ’politiker og konspirationsteoretiker Mads Palsvig’. Intet nævnes der om, at han i 28 år har arbejdet inden for finansverdenen, ej heller eller, at han uddannet indenfor Business Administration og har en cand. jur. Konnotationerne er imidlertid ret forskellige, alt efter om man tituleres som henholdsvis krammeterapeut og konspirationsteoretiker eller benævnes med den uddannelses- og erhvervsmæssige baggrund, man trods alt har. Fælles for alle tre nævnte er, at de ikke tager sig til takke med det officielle, kontrollerede narrativ, og dermed degraderes sådan lidt nonchalant via sproget og i særdeleshed via udeladelser af fakta.

Dehumanisering er et svaghedstegn

Dette er langt fra den første artikel fra de såkaldte mainstream-medier, der anvender ’dehumaniserings ’-taktikken i sin formidlingsform. Man kan spørge sig selv, hvorfor de mon finder det nødvendigt. En forklaring er, at de (propagandisterne) simpelthen ikke har bedre våben end at gå efter personerne i stedet for deres budskaber, beviser og argumenter. Frederik Kulager har i hvert fald med denne artikel bevist, at han ikke længere er undersøgende journalist, men selv har sig egen holdning og en agenda i forhold til formidlingen af et ensrettet, indiskutabelt budskab.

Frederik Kulager gør det endvidere klart, at: ’Denne internetfødte protestbevægelse mod statens corona-tiltag og anbefalinger ser vi ikke kun i Danmark. Misinformerede borgere, der bringer sig selv og medborgere i unødig smittefare, fordi de har mere tillid til det, de læser på Facebook, end det, deres myndigheder fortæller dem, er blevet et verdensomspændende problem. WHO har sagt, at sideløbende med coronasmitten står vi i en informations-pandemi, en infodemic, som Verdenssundhedsorganisationen beskriver som den “overflod af informationer – nogle sande, nogle ikke – der gør det svært for folk at finde troværdige kilder og pålidelig hjælp, når de har behov for det’.

Det problematiseres således, at der findes en gruppe mennesker, der udviser skepsis for den ”objektive” sandhed, som deres landes myndigheder er formidlere af, og at det er et problem for de mennesker, der har behov for troværdige kilder. Joh, men hvis myndighederne netop har patent på sandheden, så er det vel ikke et problem at finde troværdige kilder. Man må formode, at langt de fleste evner at finde de respektive myndigheders hjemmesider eller spørge få en ven om hjælpe dertil.

Latterliggørelse giver håb

At der så findes ”misinformerede medborgere, der bringer sig selv og medborgere i unødig smittefare, fordi de har mere tillid til det, de læser på Facebook […]”. Det er vidst et postulat. Er det ikke på tide, at journalister begynder at stille sig selv spørgsmålet hvorfor, en andel af befolkninger verden over ikke har tillid til hverken myndigheder eller regeringer? Journalister kunne jo faktisk begynde at tage sig tid til den fornødne research – bare så den kløft, der adskiller henholdsvis de sandhedsobjektive og de sandhedssubjektive mindskes – i en verden, hvor det at kontrollere informationen er lig med at styre befolkningen – og et absolut imperativ i enhver totalitær stat. De facto er vores grundlovssikrede rettigheder jo netop sat ud af spil. Bør det så ikke give god anledning til at være kritisk? Er det ikke en form for borgerpligt i et demokrati? Og har journalister ikke pligt til at vide, hvad det er, de kategoriserer som misinformation, netop fordi de er undersøgende journalister? – Og nej, det er ikke godt nok, at læne sig op ad regeringer og myndigheder, der kommunikerer uklart og håndterer i øst og vest for milliarder! Bør vi overhovedet antage, at journalister ikke er drevet af andre motiver end at stå vagt om sandheden?

Måske bør sandhedssøgere, frihedselskere og Danmarks borgere bare glæde sig over, at denne konfrontatoriske og dehumaniserende tilgang er til at få øje på af de fleste. Det tyder nemlig på, at den logos-baserede kritik af det skrøbelige narrativ om corona nu kun kan forsvares med etos, patos og skræmmesymbolik. I forhold til et pandemisk fænomen som corona kunne man ønske sig, at det var logos, der både i mainstreammedier blev fremført samt af de sundhedsfaglige myndigheder. Sandhed og troværdighed er uundværlige bestanddele, når sundhedsfaglige kritikere skal overbevises om nødvendigheden af de voldsomme, frihedsberøvende politiske indgreb mod private borgere og virksomheder i Danmark.

Frederik Kulager er uddannet reporter fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (2012-2017). Han var journalist for Politiken fra 2014-2016 (åbenbart før han var færdiguddannet) og har siden september 2016 været journalist på Zetland.