Corona viser vej for den nye sundhedspolitik i Danmark. Politikken er tilsyneladende, at hvis noget kan fremkalde sygdom og lidelse så skal folk tvinges til at undgå det og beskytte sig imod det. Og de skal straffes, hvis de ikke makker ret.
Lad os overføre logikken til et andet område som f.eks. cykler og cykling. Ekstra Bladet har i dag rapporteret, at en kvinde i Aalborg i går døde af cykling. Det er dybt tragisk, og vi bør nu gøre alt for at sikre, at det ikke kan ske for andre.
Cykel-relateret sygdom og død
Det er langt fra det første tilfælde af cykel-relateret dødsfald i Danmark. Epidemien startede for mange år siden, da cyklen blev opfundet, og den voksede epidemisk efterhånden som det blev mere og mere almindeligt for danskere at bruge cyklen som transport- eller motionsmiddel. Samme udvikling er set i mange andre lande, så det tegner et billede af en decideret cykel-pandemi.
Derudover er der mange, der er kommet let eller alvorligt til skade på grund af cykling, og mange lider stadigvæk den dag i dag af senfølger til cykling.
Den logiske beslutning med den nye sundhedspolitik må derfor være at forbyde cykler og cykling – og lukke landet ned for cykler.
Fase 1 kan bestå i at forbyde cykler og cykling udendørs i trafikken. Samtidig bør DR og andre medier hver dag fortælle os, hvor mange der er blevet testet positive for cykler samt hvor mange cykel-relaterede tilfælde af sygdom, indlæggelse og død, der har været fra døgn til døgn. Man kan evt. starte med at forbyde cykling efter kl. 22 og se om det nedbringer cykel-smitten.
Fase 2 kan bestå i også at forbyde indendørs cykling i form af kondicykler og spinning – med mindre det foregår i rum med bløde måtter og bløde vægge, så man ikke komme til skade, selvom man falder af cyklen.
Fase 3 kan bestå i at forbyde det, som folk gør i stedet for at tage cyklen, som også kan være farligt. Det vil her være oplagt at forbyde gang og løb – især i trafikken – ligesom svømning bør forbydes, da svømning er relateret til drukning. Triathlon bør forbydes som sport, og triathleter bør udsættes for had og shitstorm, da de er superspredere.
Fase 4 kan bestå i at forbyde folk enhver form for bevægelse udenfor deres hjem. Så længe man bliver siddende stille i sin stol med øjnene klistret til hjernevasken, så er risikoen for at komme galt afsted minimal.
Fase 5 kan være også at forbyde stole, da en stillesiddende livsstil er relateret til mange sygdomme og tidlig død. Folk bør i stedet opfordres til at blive liggende i sengen, da enhver aktivitet udenfor sengen indebærer risiko for uheld og ulykker.
Fase 6 kan være også at forbyde senge, da de er relateret til liggesår og andre ubehageligheder.
Fase 7 kan være at forbyde livet, da livet er relateret til sygdom og død. Hvis alle børn bliver aflivet ved fødslen, så slipper de for at blive syge. Da det er ubehageligt at aflive børn, så bør sex forbydes, så der ikke bliver lavet nogen børn. Til sidst er der ingen levende mennesker på Jorden, så vi kan overdrage den til dyrene. På den måde vil vi samtidig redde klimaet – og så er det bare at vente på, at der er nogle aber, der bliver til mennesker, så vi kan starte forfra og gøre det hele bedre i anden runde.
Discover more from perBraendgaard.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.