Eventyret om Corona – og om kongen der var en dame

Der var engang et kongerige, der hed Damemark. Folket troede, at kongen kun var til pynt, selvom det stod sort på hvidt i landets lov, at det faktisk var kongen der havde magten over regeringen og politiet og militæret og alt andet af betydning.

Kongen, der var en dame, syntes, at det var smart at være usynlig ved at lade nogle hjemmelavede robotter kaldet ministre tage skraldet overfor folket.

Kongen, der var en dame, var en del af en stor familie, der engang havde regeret hele verden. Det gjorde den globale kongefamilie sådan set stadigvæk, men det var der næsten ingen, der vidste. Nu var det kun ministrene, der vidste, hvem der havde magten. Og så selvfølgelig dem i folket, der havde den gammeldags opfattelse, at lovtekst skulle læses bogstaveligt.

Der var faktisk engang en mand, der var anklaget for mord, som forsvarede sig med, at han ikke troede, at lovteksten om mord skulle tolkes så bogstaveligt. Han opdagede, at den del af loven sådan set skulle opfattes helt bogstaveligt. Den var ikke bare til pynt og pral.

Kongen, der var en dame, ville gerne have endnu mere magt, selvom det nu mest var de andre i den udvidede, indavlede familie, der pressede på for det. Så de udtænkte en smart plan om at dele folket i to: de rene og de beskidte. De rene var dem, der bar en sæk over hovedet i det offentlige rum, og som lod sig stikke med sprøjter, som ingen rigtigt vidste, hvad var i. De beskidte var alle de andre, og de blev bortvist og isoleret i særlige områder uden adgang til den rene del af Damemark.

Kongen, der var en dame, var så stolt af det nye projekt, at det fik kælenavnet Corona, som jo betyder Krone på latin.

Kongen, der var en dame, udnævnte to ministre til Det Store Coronaprojekt: Mette Forræder Heksen og Magnus Løgn Nikke.

Mette Forræder Heksen var i forvejen ansat som Statsmedister, da hun var særligt god til at spise pølse – og naturligvis fordi hun også var en dame. ‘Medister’ var en ærestitel, der blev givet til særligt magtfulde damer, der havde spist særligt mange stykker medister på deres vej til toppen.

Magnus Løgn Nikke blev udnævnt som Coronaminister, da han ikke var så klog, men til gengæld var han god til at sige det, han fik besked på at sige, og hvis nogen spurgte ham om noget andet, så blev han bare ved med at gentage det, som han havde fået besked på at sige.

Mette Forræder Heksen og Magnus Løgn Nikke kom en dag i knibe, så de gik en tur til deres general Søren Bro Strøm, der næsten var en dame, og spurgte: – Kan du ikke få folket til at tage sig en lur – en lang lur – mens vi indretter Damemark til Coronaland? Søren Bro Strøm blev først sur, men så blev han mindet om, at nogen havde billeder af de mange Bros, der var strømmet forbi det berejste slips. Det fik Søren Bro Strøm på andre tanker, så han lod slipset slappe af og ændrede mening om alt. Til sidst blev han belønnet med en stilling som vigtig halvdame hos nogen, som ingen rigtigt vidste, hvem var, hvorfor de gik under navnet HVEM.

Kongen, der var en dame, syntes, at det gik for langsomt, og at der var for meget bøvl med folket. Således gik samtalen med Mette Forræder Heksen:

– Kan vi ikke begynde at aflive nogen af de beskidte?
– Jo, men måske skal vi gøre det i to trin.
– To trin?
– Ja, vi kan starte med at aflive en masse beskidte dyr, før vi går videre til de beskidte mennesker.
– Nåh ja. Så kan folk ligesom vænne sig det.
– Nemlig. De skal lære, at aflivning er det vigtigste middel til at beskytte sundheden for de sårbare.
– Ja! Døde mennesker smitter ikke. I hvert fald ikke, når de først er blevet forbrændt eller gravet ned i jorden. Men hvad siger loven egentlig?
– Det er det, som folk lige skal vænne sig til: at aflivning for sundhedens skyld er meget vigtigere end at overholde loven. Det er lettere at lære dem, når det er dyr og ikke mennesker, vi slår ihjel.
– Du har ret! Sæt i værk!

Og således blev først alle mink i Damemark aflivet. Derefter kom turen til fuglene. Så kattene. Da hundene også var blevet aflivet, var folket klar til at gå videre til aflivningen af de beskidte, egoistiske mennesker, der truede folkesundheden med deres frie adfærd.

De første aflivninger af beskidte mennesker skete til stor jubel, og de rene følte sig straks mere trygge, hver gang Styrelsen for Patientaflivning havde været på besøg og fjernet de beskidte elementer.

Til sidst var der kun de rene tilbage. Og de levede alle lykkeligt til deres dages ende.

4.5 8 votes
Article Rating
Tilmeld
Besked om
1 Comment
ældste
nyeste flest stemmer
Inline Feedbacks
View all comments
Michael Mardt
Michael Mardt
mandag, 30 november 2020, 14:23 14:23

Endelig lykkedes det at logge ind og kunne skrive en kommentar. Altid interessant at både læse og høre dine gode kommentarer!