Hvor mange positive CoVid-19-test er falsk positive?

Statens Serum Institut beskriver på deres hjemmeside, hvordan de foretager CoVid-19-test.

De skriver, at der opstår falsk positive test ved en ct-værdi på 40 i PCR-testen. De mener så, at det ikke er noget problem, da de bruger en ct-værdi på 38 for at spore coronavirus. Og vi skal bare stole på deres udokumenterede erfaringer.

Men forskning har vist, at allerede ved en ct-værdi på 35 er 97 % af de positive svar falsk positive ved en SARS-CoV-2 PCR-test. Det betyder f.eks., at et positivt testresultat ikke kan bruges som bevis i en retssag for, at man er smittet med det nye coronavirus.

Jeg vil personligt ikke lade mig underkaste en så dårlig test for noget som helst.

Dertil kommer, at man i Danmark får stillet CoVid-19-diagnosen alene baseret på den ubrugelige PCR-test. Man sætter simpelthen lighedstegn mellem PCR-testens resultat og sygdomsdiagnosen. Hvis coronatesten er positiv, så har man CoVid-19, også selvom man ikke har nogen symptomer, eller selvom man har symptomer, der oplagt også kunne have andre årsager, f.eks. bakteriel lungebetændelse som følge af brug af mundbind.

Det er mig en gåde, at danske læger går med denne form for medicinsk idioti. Tænker de kun på penge? Mærker de kun deres frygt for systemet?

Hvis det nye coronavirus skal omtales som noget, så skal det højst omtales som en risikofaktor for sygdom og ikke som en sygdom i sig selv. Men selv den betegnelse er yderst usikker, da det ikke er dokumenteret, om det vi kalder det nye coronavirus er en årsag til eller en konsekvens af sygdom.

Forslag til et coronakrammeforsøg

Hvordan kan man vise, om noget er årsag til noget andet? Det kan man ved hjælp af randomiserede interventionsforsøg som f.eks. mundbindsforsøget, der jo viste, at brug af mundbind i det offentlige rum ikke sænker risikoen for CoVid-19.

Jeg vil gerne foreslå et coronakrammeforsøg, hvor frivillige forsøgspersoner ved lodtrækning bliver fordelt til at kramme med enten en person, der er testet positiv for CoVid-19 eller en person, der er testet negativ. Undersøgelsen bør være dobbelt blind, så ingen ved, hvem af krammevennerne der er testet henholdsvis positive og negative. Det burde være forholdsvis let at blinde, da de fleste med CoVid-19 jo ikke har nogen symptomer.

Dernæst skal forsøgspersoner så følges i nogle uger, og de to grupper sammenlignes med hensyn til sygdomssymptomer, og de kan testes igen for at se, om de er blevet smittet, eller hvad vi nu skal kalde det. Det kan også være andre former for risikabel social samvær med smittede eller ikke-smittede personer, der kan bruges som intervention.

På den måde får vi både testet smitbarhed ved socialt samvær og forskelle i sygdomsudvikling med kontakt med en kendt smittet som forskellen mellem de to grupper. Men det vil jo nok være noget nær umulig at få penge til og få publiceret sådan en undersøgelse, der ligesom mundbindsstudiet kan risikere at vise, at der ikke er evidens for den coronapolitik, som verdens magthavere ønsker at føre – koste hvad det vil.