Super god demo i går: Tak for kram!

Tak for en god demonstration ved Christiansborg i går eftermiddags. Eftermiddagens arrangement gik rigtig godt. Politiet var søde, og selv vejret var med os.

Det afsluttende fakkeloptog gennem byen blev arrangørerne desværre nødt til at opløse, da optoget blev blokeret af politiet ved Amalienborg, hvorfor den planlagte rute ikke kunne gennemføres. Det er uklart, om politiet havde en gyldig grund til dette, eller om det var en bevidst provokation fra deres side for at se, om de kunne presse noget voldeligt ud af os.

Jeg gik stille og roligt hjem med mine skilte. Det havde været en lang dag. På vejen hjem i metroen blev jeg antastet af en gruppe indvandrerdrenge. I ved den slags som mange danskere er bange for, da de råber, laver ballade og slås for sjov med hinanden. Vi fik en god snak om politik, og jeg forklarede dem, hvorfor jeg opfatter det at bruge mundbind som et symbol på, at man underkaster sig fascisme. De var klar til konfrontationer med politiet, men jeg sagde voksent og bestemt til dem, at vold ikke er vejen frem. Vi skal bruge hjernen og munden i stedet for, bl.a. fordi politiet ikke aner, hvad de skal stille op mod de “våben”. Især ikke hvis det er sandt, hvad man siger, og man lader være med at true med vold. Nu glæder jeg mig så til at se dem ved næste demo. Der er power i vrede unge mænd, når de lærer at kanalisere vreden i en konstruktiv retning.

Nu er jeg så også spændt på, om jeg modtager en sigtelse fra politiet, da jeg på scenen til arrangementet opfordrede folk til at gå ud og “male byen rød” og “slå til Søren”. For autister og fascister uden humoristisk sans så kan det jo opfattes som opfordringer til hærværk og vold mod enhver, der hedder Søren.

Jeg vil også gerne takke for de hundredvis af kram, jeg fik fra deltagerne til arrangementet i går. Folk var kommet fra nær og fjern for at støtte op om arrangementet. Dejligt at mærke, at det endnu ikke er lykkedes den coronafascistiske besættelsesmagt at skræmme alle danskere væk fra sund og kærlig nærkontakt med hinanden.

Hvem skulle have troet, at et kram kunne gå hen og blive en revolutionær handling? Eller det at insistere på at ville trække vejret frit i en butik eller et tog er en protest mod tyranni? Verden er blevet vendt på hovedet, men sammen kan vi vende den om igen, så op vender op, og ned vender ned. De kan ikke snyde os længere. Vi står sammen, og hver dag bliver vi flere og flere.