Episode 5: Mindfulness, cannabis og OCD

Velkommen til episode 5, der fortsætter, hvor episode 4 slap.

De minder, der begyndte at dukke op i min fortsatte dykketur mod Mørkets bund, er absolut uegnet for børn at dele offentlig i detaljer, så det vil jeg afstå fra. Jeg oplevede den mentale dykketur som en proces, hvor en slags åndelig guide på nænsom vis førte mig fra gang til gang et lille lag længere ned mod bunden.

Jeg kalder denne åndelige guide for Potånden. Jeg er godt klar over, at det kun er noget, der findes i min bevidsthed, og jeg tænker, at den samme åndelige guide kan vise sig på andre måder hos andre mennesker.

Men altså. Potånden oplevede jeg først som en grøn, skyformet ånd. Siden oplevede jeg andre varianter af Potånden, bl.a. den røde som har ført mig ned til de mest voldsomme minder. Det udviklede sig efterhånden til en samlet kosmologi, som det bliver for syret at gå dybere ind i her. Min opdagelsesrejse gik ligesom i to retninger samtidig; både ned mod bunden af Mørket og op mod det åndelige Lys. Det var nok også det samspil mellem Lyset og Mørket, der gjorde min rejse i Mørkeland udholdelig.

Hver gang jeg tog et nyt dyk, dukkede der nye fortrængte minder op til overfladen. Det gennemgående tema var massivt seksuelt misbrug over en mangeårig periode. Jeg vil ikke sige, præcis hvem der gjorde hvad, da den danske lovgivning gør, at voksne, der blev udsat for seksuelle overgreb som børn, ikke har ytringsfrihed i forhold til at navngive gerningspersonerne. Jeg har forsøgt at melde det til politiet, men sagerne er jo forældet, så de kan ikke gøre noget. Det var dog ikke desto mindre forløsende at få det sagt til politiet, selvom det blev på en kold måde via e-mail. Jeg havde desværre ikke modet, da jeg var barn og befandt mig midt i helvedet.

Jeg blev udsat for MANGE overgreb fra en meget tidlig alder. Oralt, analt, posering, fotografering, osv. Gerningspersonerne var alle voksne, både mænd og kvinder, der burde have passet på mig i stedet for at udsætte mig for deres pædofile, sataniske magtlege. Jeg oplevede det som om, at jeg ikke havde nogle steder at flygte hen. Jeg troede, at alle bare var sådan; at det var helt normalt, det jeg blev udsat for.

To gange prøvede jeg at sige det til nogen. Første gang var jeg ca. 5 år. Jeg blev straffet og truet til tavshed med meget konkrete trusler om at blive dræbt, herunder med et gevær i munden, og jeg fik min kommende grav udpeget. Anden gang var jeg ca. 13 år, og det resulterede i, at jeg blev overfaldet af to mænd, fik trykket et ribben og blev kvalt med en pude over hovedet. Jeg vågnede ved lyden af, at jeg fik kunstigt åndedræt. Helt død ville de alligevel ikke have mig. Endnu. Jeg var ellers ved at glide ud af kroppen, ind i døden og op i Lyset.

Da jeg som 15-16-årig i 9. klasse så kom i en situation, hvor jeg blev voldsomt upopulær blandt mine venner, så oplevede jeg, at jeg var fuldstændig trængt op i en krog med fjender både forfra og bagfra. Det var så der, hvor OCD’en startede med en ustyrlig trang til at tjekke, at jeg ikke var kommet til at ødelægge en radiator i klasseværelset, så hele skolen skulle eksplodere og brænde ned.

OCD’en har siden da fungeret som en fortrængningsmekanisme i mit sind i alle situationer, hvor jeg kom under pres. Temaet har altid været noget med trang til at tjekke et eller andet, som jeg egentlig godt ved, at jeg ikke behøver at være så sikker på. De sidste minder om de traumatiske oplevelser i min barndom, fik jeg blokket ude af mit bevidste sind, da jeg var 19-20 år, dvs. omkring 1990, og jeg kom så først rigtigt i kontakt med dem igen 28 år senere fra 2018 under mine potmeditationer.

Jeg kan nu bedre forstå min OCD, min interesse for krop og sundhed, mit forhold til kvinder og min politiske passion for at oplyse om social uretfærdighed. Og så længe jeg husker Mørket, så kan jeg være i Lyset – befriet fra OCD’ens mentale fængsel.

Det kan selvfølgelig også være, at jeg bare har fået en hashpsykose. I så fald er det dog en meget befriende og oplysende psykose, som jeg nødigt ville være foruden. Jeg har selvfølgelig også gået til psykolog for at få bearbejdet de nyfundne minder og traumer, da jeg tænkte, at Potånden havde brug for at blive udfordret – og den bestod testen.

Nu er det ikke sådan, at jeg anbefaler andre at bruge cannabis. Jeg deler udelukkende mine personlige erfaringer, da der er brug for nye perspektiver på behandlingen af OCD, der i mange tilfælde er en meget genstridig lidelse. Under alle omstændigheder så bør cannabis aldrig stå alene. Hvis man vælger at indtage cannabis, så bør det efter min mening altid foregå med en bevidst intention om at udvide bevidstheden, konfrontere Mørket og opnå intuitiv indsigt. Jeg er stor modstander af misbrug af cannabis, herunder den bevidstløse indtagelse af hash som rusmiddel.

Tilmeld
Besked om
1 Comment
ældste
nyeste flest stemmer
Inline Feedbacks
View all comments
Frank
Frank
onsdag, 21 april 2021, 9:44 09:44

tak for du dele så åbent – jeg kender selv til den dysfunktionelle opvækst og det mørke som omslutter en. Jeg er af den overbevisning at den har givet PTSD – en konstant stress tilstand af frygt hvor man konstant føler sig truet ….på livet. Folk som ikke har haft så voldsom en opvækst forstår det ikke – lige som de ikke forstår de soldater der kommer hjem fra en krig og har fået ændres deres verdenssyn og menneskesyn. Vi lever i en lille beskyttet osteklokke her i landet, mistet jordforbindelse og realitetssansen. Det er derfor dette coronahysteri kan blive… Read more »