De finansielle årsager til fraværet af kritisk journalistik om corona

Det behøver ikke være hverken journalistisk inkompetence eller ond vilje, der ligger bag hele den danske presses totale svigt af befolkningen i dækningen af coronasagen. De gør simpelthen bare det, de bliver betalt for – og lader være med at gøre det, der ville få dem til at gå konkurs. Pressen er, som alle os andre, fanget i det finansielle system.

Selvom det med moderne teknologi kan være meget billigt at drive et journalistisk medie, så har de danske medier over en lang årrække vænnet sig til at være store organisationer med store budgetter og højtlønnede medarbejdere, der kræver stor finansiering. Da den samme moderne teknologi med internettets udbredelse og gratisgørelsen af indhold har medført, at færre og færre personer ønsker at betale medier for deres produktion, så har mediecheferne naturligvis været nødt til at opsøge alternativ finansiering.

Et medie har tre primære kilder til indtægt:

1. Salg af adgang til indhold til slutbrugerne, f.eks. som abonnementssalg og løssalg
2. Salg af annoncer til virksomheder, der ønsker at nå ud til læserne, lytterne og seerne for at sælge produkter eller holdninger
3. Statsstøtte fra finansloven og mediestøtten – og dermed underkastelse for pressens minister, som er statsminister Mette Frederiksen

Samtlige store, kendte nyhedsmedier i Danmark er i lommen på Mette Frederiksen. Hun kan beslutte at stoppe mediestøtten, hvis pressen bliver for kritisk. Det drejer sig om mange millioner hvert år – og for DR’s vedkommende er det flere milliarder kroner om året. Da brugerne samtidig ikke ønsker at betale for den journalistiske produktion, da de har vænnet sig til, at alt er gratis på nettet, så har regeringen aldrig nogensinde haft så stor kontrol over den danske presse som nu. De kalder det ‘public service’, men det er ‘public propaganda’, hvilket coronasagen har afsløret med fuld tydelighed.

Løsningen er, at hver enkelt borger i Danmark holder op med at bruge statens medier. Det handler om, hvilke medier vi giver vores tid og opmærksomhed. Ligesom det er usundt at indtage for meget junk food, så er det også usundt at indtage for meget junk news. Der skal i det mindste være en balance mellem propaganda og journalistik, så man kan bevare og udvikle sin evne til selvstændig, kritisk tænkning. Det har fundamental betydning for et samfund, der ønsker at være et oplyst, demokratisk folkestyre.

Når det er sagt, så skal pressen selvfølgelig også have mulighed for at insistere på deres ret til at lave journalistik, der udfordrer de narrativer om bl.a. corona, som deres finansielle kilder ønsker skal udbredes og fastholdes. Dette er dog ikke sket endnu, og pressen har ingen økonomiske incitamenter til at gøre det – med mindre folket boykotter pressen hvis de ikke tager sig sammen nu og begynder at gøre det arbejde, som folket tror, at de gør!