Den anden historie om Libyen og Gaddafi – og NATOs propaganda og krigsforbrydelser

Gæsteindlæg af Søren Wegner

Året er 1969, da Moammar Gaddafi – efter et (på typisk libysk maner) aldeles uvoldeligt og ublodigt, folkeligt kup – overtager ledelsen af et af Afrikas fattigste lande. Før det er Libyen ledet af kong Idris, en britisk installeret, monarkisk diktator. Som noget af det allerførste, fjerner Gaddafi de militære amerikanske og britiske luftbaser på libysk jord.

42 år senere, ved indgangen til skæbneåret 2011, er Libyen ikke blot Afrikas rigeste land og aldeles gældfrit. Den årlige gennemsnitsindkomst i Libyen er $50 (ca. 320 kr.) i 1969; ved indgangen til 2011 er den – ifølge CIA Factbook – $16.500 (ca. 105.000 kr.). Af samme grund er Libyen i 2011 således det eneste afrikanske land, hvis byer ikke har slumkvarterer. Det har kontinentets laveste spædbørnsdødelighed og højeste gennemsnitlige levealder. Analfabetismen falder fra 75% til 13%.

Gaddafi indfører et velfungerende nærdemokrati (jamahiriya), reel ligeløn og ligestilling mellem kønnene, ligestilling uanset race og religion, mad nok til alle, fri adgang til vand, rentefri lån, pengegaver til nygifte samt ved børnefødsler, gratis uddannelse og sundhed, fuld betaling for ophold på udenlandske hospitaler, generøse tilskud til uddannelse i udlandet, pensioner, bolig som en menneskeret, transport som en menneskeret, statstilskud på 50% ved bilkøb, billig benzin ($0,14 per liter), fri elektricitet og fordeling af olieindtægterne til alle libyere.

Beskyldningerne mod Gaddafi for at støtte terrorisme kan i princippet koges ned til tre exempler herpå. Dels er der Lockerbie-bombningen, hvor det idag – for enhver, som er i stand til at researche og tænke selv – bør stå lysende klart, at forbrydelsen intet har med Libyen at gøre. Dertil støtter han i mange år ANC i Sydafrika i den såkaldte ‘terrorkamp’ mod apartheid-regimet i landet. For det tredje, så støtter Gaddafi også IRA i det besatte Irland. Dette gør han ud fra betragtningen om, at han føler solidaritet med ethvert lille folk, der – ligesom mange arabiske folk – bliver undertrykt af en imperialistisk overmagt.

Apropos terror, så er det værd at bemærke, at Gaddafi er den første, der udsteder en international arrestordre på Osama bin Laden. Det sker i 1998, da Al-Qaeda viser sig indblandet i et britisk-amerikansk mordforsøg på Gaddafi (i februar 1996) samt i et dobbeltmord (i marts 1994) på to tyske antiterror-agenter, Silvan og Vera Becker. MI6 anklages af en whistleblower, David Shayler, for at have betalt Al-Qaeda for mordforsøget, der bl.a. fører til, at Khalifa Haftar flyves til Libyen, men må fortrække tilbage sit skjul i ly af CIA’s hovedkvarter, da Gaddafi overlever, og det planlagte kupforsøg går i vasken.

I 2011 kræver Gaddafi af amerikanske olieselskaber, som opererer i Libyen, at de – når nu USA ikke selv ønsker at erstatte de tab, Libyen har lidt som følge af de sanktioner, der fulgte Lockerbie-justitsmordet – skal betale extra afgifter (i multimilliondollar-størrelsen) som kompensation for USA’s rolle i Lockerbie-sanktionerne mod Libyen i 90’erne og 00’erne. Dette er givetvis dråben, der får bægeret til at flyde over.

Det er i forvejen blevet faretruende fuldt, da Gaddafi giver sig i kast med at etablere en guldbaseret afrikansk centralbank, der modsat IMF og Verdensbanken vil give rentefrie lån til afrikanske økonomier. En afrikansk centralbank kan bruges til at erstatte EU’s røveriske handelsmonopoler på export til afrikanske markeder med muligheder for øget lokal samhandel samt udvide de i forvejen ambitiøse infrastrukturprojekter, som Libyen står bag mange steder på kontinentet. Fx. bliver libyske penge brugt til at bygge veje, broer og jernbaner overalt i Afrika samt ikke mindst det kolossale irrigationsprojekt kendt som “the Great Man-Made River”, der henter vand op fra undergrunden under Sahara og skaber frugtbare oaser i stedet for ørken.

Planen om en afrikansk centralbank støttes lokalt af Tunesiens Ben Ali og af Egyptens Hosni Mubarak, hvis styrer begge udsættes for ‘Arabiske Forår’ i december 2010, hvor regeringerne erstattes af folk tro mod det Muslimske Broderskab.

Cirka halvanden snes olie- og gasproducerende afrikanske lande planlægger at følge Libyen, når Libyen erstatter petrodollaren med gulddinaren. Allerede i 2004 har 53 afrikanske lande bakket op om gulddinaren, der ifølge planen skal introduceres i 2023.

I januar 2011 udgiver FN’s Menneskerettighedsråd en rapport, hvori Libyen prises for sin menneskeretsstatus, navnlig ift. kvinder samt som beskytter af politiske, økonomiske, uddannelsesmæssige og kulturelle rettigheder. Dertil roses landet for sin behandling af religiøse mindretal og for den træning udi menneskerettigheder, som landets sikkerhedsstyrker gennemgår.

Amnesty International i USA placerer i en rapport over “menneskeretslige helte” Libyen i verdens absolutte top. Og WikiLeaks afslører, at Gaddafi planlægger at indføre fuldt demokrati i Libyen, inkl. introduktionen af en premierminister-position.

Den 15. februar, dvs. samme dag, hvor det ‘Arabiske Forår’ også rammer Libyen, frigiver Gaddafi som del af et omfattende rehabiliteringsprogram flere hundrede LIFG-folk. Disse bliver dermed de sidste af en lang række fængslede fra organisationen, som gives amnesti under forudsætning af, at de sværger aldrig atter at ty til vold. De indgår snart efter som del af kernen i den hær af extremister, der strømmer til landet.

På ‘oprørets’ første dag sættes tre politistationer i brand i Benghazi. Samtidig angribes en politistation og et sikkerhedskontor i Al-Bayda. Ydermere angribes Labraq-luftbasen udenfor Benghazi og Hussein al-Juweifi-kassernen vest for Al-Bayda. Ingen ‘demonstranter’ kommer til skade, omend militæret skyder advarselsskud op i luften, mens de trækker sig tilbage. Ved Hussein al-Juweifi-basen overgiver soldaterne sig, snarere end at gribe til modvold, da tingene løber løbsk, og de loves frit lejde. Men de to første soldater, der viser sig, mejes ned, hvorfor resten barrikaderer sig på basen. Al-Arabiya og Al-Jazeera, der ellers er på ‘rebellernes’ side, bekræfter dagen efter, at de libyske tropper ikke bruger dødelig vold mod ‘demonstranterne’.

Den 16. februar arrangerer en gruppe advokater en fredelig demonstration foran en retsbygning i det nordlige Benghazi, hvor de kalder på juridiske og politiske reformer. Dette er den eneste fredelige demonstration, der kædes sammen med ‘revolutionen’ i Libyen. Selvom det aldrig nævnes i vestlige medier, så er det ganske normalt, at der demonstreres fredeligt i Libyen.

Via sociale medier kaldes der til en såkaldt “day of rage” i Libyen, men opråbet kommer reelt fra National Conference for the Libyan Opposition (NCLO) i London. Denne dag, den 17. februar, sker der flere markante ting, som alle bærer flere fællespræg. Dels, at politistationer, sikkerhedsrelaterede bygninger og hovedkvarterer samt militære bygninger angribes og brændes ned. Og dels, at de libyske sikkerhedsstyrker ikke åbner ild mod ‘demonstranterne’, da de er under ordrer herom; dette forklarer ‘rebellernes’ overraskende effektivitet i de første dage af det ‘Arabiske Forår’ i Libyen.

Et “Islamisk Barqa Emirat” annonceres i Derna. Et fængsel fyldes med Gaddafi-tilhængere og brændes efterfølgende ned. En gruppe ‘demonstranter’ torturerer og dræber chefen for Al-Galaa-hospitalet i Benghazi. To politimænd hænges, da de forsøger at opløse en menneskemængde. 40 km vest for Tripoli overrumples kasserner og ammunitionsdepoter i de tidlige morgentimer. Kaprede tanks og antiluftskyts paraderes gennem gaderne og fordeles mellem deltagerne. På den Grønne Plads i det centrale Tripoli sættes der brand i Folkekongressens bygninger. I Misrata angribes den lokale luftbase med brug af stjålne våben.

Samme dag kan man i en artikel hos Computerworld læse, at USA’s regering (og herunder bl.a. US Airforce) i juni 2010 går i gang med at erhverve sig software fra techfirmaet HBGary specifikt beregnet på at kreere falske online græsrodskampagner. Det fremgår bl.a., at én militærperson således kan administrere ti forskellige falske konti, der tilsyneladende stammer fra civile i andre lande. Dette bidrager til at forklare, hvorfor så mange ‘libyske’ YouTubere (trods Libyens effektive YouTube-forbud) og andre sociale medie-‘brugere’, der fra starten af ‘revolutionen’ beretter om uhyrligheder begået af regeringsstyrkerne, allesammen kommunikerer på engelsk.februar angribes Alfadeel Abu Omar-kassernen. Først da tanks tages i anvendelse på andendagen, stormes basen, og de overlevende soldater henrettes. På få dage lykkes det ‘rebeller’ at overtage kontrollen med adskillige byer via veltilrettelagte og -koordinerede indsatser.

Et par dage senere udtaler Saif Gaddafi, Moammar Gaddafis ældste søn, som sandt er: “We are not killing our fellow citizens. We are not dropping bombs on them. We and our army have shown unprecedented tolerance towards our own people. The people causing the disturbances are already armed with tanks and heavy artillery”

I NATO-medier lyder den noget halvkvædede historie både, at enkelte regeringstro enheder skyder på civile, og at der begås bestialske grusomheder på begge sider. Dette viser mere end noget andet, at man ikke har den mindste forstand på, hvordan kulturen er i det notorisk uvoldelige Libyen, mens man omvendt nægter at godtage, at ‘rebellerne’ mestendels ikke er libyere, og at mange af dem er høje på NATO-produceret captagon.

Både NATO-medier og internationale organisationer (inkl. FN) benytter fra starten flittigt ord som “anonyme øjenvidner” og “ubekræftede kilder”, når de skal formidle indtrykket af Gaddafis påståede brutalitet. FN afviser at undersøge sagen selv på trods af, at Gaddafi flere gange beder dem om at sende delegationer med dette for øje.

Da ‘revolutionen’ er en uge gammel, og selvom der stadig ikke er ét eneste bevis på, at Gaddafi bruger vold mod ‘demonstranter’, bomber regeringen – ifølge BBC, Al-Jazeera og andre NATO-allierede medier, der bruger Twitter og andre sociale medier som eneste kilder – civile i Benghazi fra luften. CIA-whistleblower og Libyen-expert Susan Lindauer reagerer med ordene: “For some reason, the world is supposed to believe that Gadhaffi’s government – which has no history of attacking its own people in 41 years of rule – is suddenly guilty of the most hideous offences.” Hun bakkes op af den russiske regering, der beretter, at de nøje har satellitovervåget situationen i Libyen fra rummet og uden videre kan afkræfte, at sådanne luftangreb har fundet sted.

I en TV-transmitteret tale udtaler Gaddafi profetisk: “They will turn Libya into another Afghanistan, another Somalia, another Iraq.” Dertil: “Women won’t be allowed out, they will transform Libya into an (extremist) Islamic Emirate and America will bomb the country under the pretext of fighting terrorism.”

Generalmajor Abdul Fatah Younis, der af mange betragtes som Libyens nummer to, deserterer og går over til ‘oprørerne’, hvor han bliver leder af de væbnede styrker i National Liberation Army (NLA). Med sig bringer han 8.000 libyske soldater, heriblandt 3.000 specialstyrker.

Venstrefløjen i UK spiller fallit, da man støtter NATO’s imperialistiske invasion ved at demonstrere foran den libyske ambassade i London. Problemet er systemisk i store dele af en dybt propagandiseret venstrefløj på tværs af Europa. Også i Danmark melder venstrefløjen (aka Enhedslisten) sig under imperialismens faner.

En uge tidligere samler der sig en anderledes bevidst gruppe foran ambassaden. British Libyan Solidarity Campaign for Freedom and Human Rights (BLSC) protesterer til fordel for Gaddafi og Libyen. En håndfuld modstandere af Gaddafi tropper også op.

Den franske præsident Nicolas Sarkozy, der selv har modtaget 50 mio. Euro i finansiel støtte fra Gaddafi til sin valgkampagne i 2007, udtaler, at Gaddafi må gå af.

Den 27. februar dannes Transitional National Council (TNC) i Benghazi som ‘revolutionen’s politiske ansigt udadtil. FN anerkender officielt TNC som Libyens legitime repræsentanter den 11. september 2011. Efter Gaddafis død overtager TNC magten indtil valget af den såkaldte General National Congress (GNC) i august 2012.

Dagen efter i Tripoli, i et interview til BBC, ABC og The Sunday Times, udtaler Gaddafi: “We never thought Al-Qaeda would come to Libya one day. Suddenly, in the last few days they’ve taken advantage of what happened in Egypt and Tunisia… they stole weapons and started killing policemen and soldiers. These people have been drugged… they are on hallucinogenic drugs. They attacked ammunition depots and took to the streets. They used mosques as headquarters and set up emirates under Al-Qaeda control.” Journalisterne er tydeligt uinteresserede i, hvad Gaddafi har at sige, og nærmest hånlige i deres attituder. I dagene efter bliver Gaddafi i de NATO-kontrollerede medier gjort til grin for sine udtalelser, selvom de er 100% korrekte. Navnlig historien om narkopåvirkede Al-Qaeda-militser gives han på puklen for. Gaddafi citeres siden for de maleriske ord “bribed, drugged, and supporting the Devil” til at beskrive de captagon-påvirkede terrorister, der hærger Libyen.

Samme dag konfiskerer Obama $30 mia. fra Libyens centralbank, som Gaddafi ellers har øremærket til skabelsen af et afrikansk alternativ til IMF og etableringen af et afrikansk centralbanksystem.

Ved månedens udløb anslås det, at ‘rebellerne’ er i besiddelse af 250 tanks, 73 pansrede køretøjer, 176 antiluftskyts, 254 raketramper og masser af andre ressurser. Det påpeges af observatører, at dette er mere, end flere af nabolandene kan præstere.

I marts flyves CIA’s mand – den selvvalgt exilerede libyske krigsforbryder Khalifa Haftar, som er blevet dobbelt (libysk-amerikansk) statsborger under sit lange ophold i USA – til Libyen, hvorpå USA fortæller alle, at de skal betragte ham som leder af ‘revolutionen’. Dette falder dog ikke i god jord hos den existerende ledelse, heriblandt Abdul Fatah Younis, der myrdes samme sommer.

Den franske regimeskifte-filosof Bernard-Henry Levy, der tilsyneladende dukker op, hvorend NATO ønsker at skifte et demokratisk styre ud med sit eget udemokratiske alternativ, flyver til Benghazi, hvor han mødes med den tidligere dommer og justitsminister under Gaddafi (nu ‘oprørsleder’) Mustafa Abdel Jalil.

Den 12. marts stemmer stemmer 11 ud af 22 medlemmer af den Arabiske Liga for en flyveforbudszone og en bombning af Libyen. På dette tidspunkt har Qatar allerede sendt tusinder af specialstyrker til Libyen.

Midtvejs gennem marts har regeringen generobret over halvdelen af de byer, den mistede kontrollen over i konfliktens start.

Gaddafi udtaler til RT: “The rebels specifically attacked prisons to free criminals sentenced for illegal drug-dealing, killings and smuggling. The criminals were issued weapons for them to fight on the side of the rebels.” Om Al-Qaeda siger han: “They declare all the people as infidels. They have no demands, neither economic, political nor social. Their principle is ‘Kill, kill, kill until the Judgement Day comes’. (…) What has transpired has nothing to do with the Constitution and the civil society system or civil rights. This armed group has no interest in democracy. You know Al-Qaeda: they consider democracy godlessness created by infidels. They do not recognize democracy but recognize only caliphates and the like.”

17. marts vedtager FN’s Sikkerhedsråd (som Gaddafi i september 2010 i en tale til FN’s Generalforsamling har kaldt for “World Terrorism Council”) Resolution 1973, hvorved der – med det formål at beskytte libyske civile mod (fiktive) overgreb fra Gaddafi – indføres en flyveforbudszone over Libyen. Ti lande (Bosnien-Hercegovina, Colombia, Gabon, Libanon, Nigeria, Portugal, Sydafrika, Frankrig, UK og USA) stemmer for, og fem lande (Tyskland, Indien, Brasilien, Rusland og Kina) afstår fra fra at stemme; ingen stemmer imod. Zonen viser sig fra starten at være et fripas til NATO’s totale sønderbombning af Libyen.

Libyens udenrigsminister Mousa Kousa udtaler om resolutionen: “This goes clearly against the UN Charter and it is a violation of the national sovereignty of Libya.” Blandt de internationale reaktioner er der flere, der skiller sig positivt ud. Italiens PM Silvio Berlusconi udtaler: “This has nothing to do with a popular uprising. The Libyan people love Gaddafi, as I was able to see when I went to Libya.” Argentinas præsident Cristina Kirchner siger: “When you consider that these so-called civilised countries are trying to solve problems by dropping bombs, it makes me proud to be South American.” Og Bolivias præsident Evo Morales kræver, at Obama fratages sin Nobels Fredspris.

Den 18. marts tilslutter Folketingets partier sig enstemmigt NATO’s forestående aggression mod Libyen. De danske F-16-fly holder allerede parate til at bombe, før politikerne beslutter sig, og dagen efter begynder bomberne at regne over det ellers så fredelige afrikanske land.

Operation Odyssey Dawn og dermed NATO’s bombardementer starter, da franske fly bomber en libysk militærkonvoj udenfor Benghazi. Samme dag bomber britiske og amerikanske krigsskibe og ubåde diverse mål i Benghazi. Officielt sigter de 110 affyrede Tomahawk-missiler på libysk luftforsvar. Libysk TV beretter, at 48 bliver dræbt og 150 såret, samt at de fleste af de døde er børn. Ialt 40 lande deltager i bombningen af Libyen.

I et brev fra Gaddafi til Obama (dateret 19. marts 2011) forklarer Gaddafi, at Libyen er under angreb fra udenlandske Al-Qaeda-militser, og han spørger til fornuften bag at straffe Libyen med sanktioner, når Libyen er uskyldig i miseren. I brevet til Obama, som Gaddafi (naivt) endnu vurderer som en allieret og som sin “kenyanske broder”, skriver Gaddafi bl.a.: “We are fighting nothing other than Al-Qaeda in what they call the Islamic Maghreb. It’s an armed group that is fighting from Libya to Mauritania and through Algeria and Mali. (…) If you had found them taking over American cities by the force of arms, tell me what you would do?”

Samme dag – med Hillary Clintons hjælp – etablerer ‘oprørerne’ i Benghazi et nyt ‘nationalt’ olieselskab. Og tre dage senere er hun også behjælpelig, da ‘oprørerne’ etablerer en ny libysk centralbank; den ubetinget hurtigst etablerede af sin art i verdenshistorien.

I en op-ed på USA Today begået af professor Alan J. Kuperman kritiseres NATO’s såkaldte “humanitære intervention”. Kuperman udtrykker stor undren over de mange forlydender om udbredt brutalitet, vold og mord begået mod civile af Gaddafis styrker. Han kan navnlig ikke få dette til at passe med, at der trods udbredt brug af mobiltelefoner med kameraer ikke er ét eneste exempel på den genocide vold mod civile, som Gaddafis styrker anklages for.

Som allerede nævnt er der til dato fortsat ikke ét eneste troværdigt bevis for, at Gaddafis regeringsstyrker begik de overgreb mod civile, som de NATO-kontrollerede medier hævdede fra første fløjt. Endsige, at der overhovedet var tale om fredelige protester imod Gaddafi.

I et opfølgende brev til Obama (dateret 4. april), skriver Gaddafi bl.a.: “Bearing in mind that you are the president of the strongest power in the world nowadays, and since Nato is waging an unjust war against a small people of a developing country. This country had already been subjected to embargo and sanctions, furthermore it also suffered a direct military armed aggression during Reagan’s time. This country is Libya. Hence, to serving world peace … Friendship between our peoples … and for the sake of economic, and security cooperation against terror, you are in a position to keep Nato off the Libyan affair for good. As you know too well democracy and building of civil society cannot be achieved by means of missiles and aircraft, or by backing armed member of AlQuaeda in Benghazi.”

I april kommer det frem, at USA’s udenrigsministerium ifm. med det ‘Arabiske Forår’ har et $50 mio. stort program, der de sidste to år har lært ‘aktivister’ at bruge teknologi til at undgå arrestationer og opmærksomhed fra lokale sikkerhedsstyrker.

En kvik YouTube-bruger (Libya17f) påpeger, at de mange videoer fra ‘rebeller i Libyen’ på YouTube fra konfliktens start ikke giver mening, når YouTube har været utilgængeligt i Libyen siden januar 2010. Flere af NATO-medierne benytter ellers ofte disse, når de skal ‘dokumentere’ Gaddafis (ikke-existerende) overgreb på sin befolkning.

Den 17. april, på højden af ‘oprøret’ i Libyen, køres Gaddafi (iført t-shirt, ikke skudsikker vest etc.) gennem Tripoli stående i en åben bil, hvor han tiljubles af store menneskeskarer.

Fem dage senere er US senator John McCain og UK udenrigsminister William Hague i Benghazi for at mødes med ‘rebellerne’. McCain citeres for at sige: “I would encourage every nation, especially the United States, to recognize the Transitional National Council as the legitimate voice of the Libyan people. (…) They are my heroes.” Dagen efter rapporterer The Guardian, at børn ned til otteårsalderen er blevet voldtaget foran deres familier i Benghazi eller er blevet kidnappet og voldtaget. Man ‘glemmer’ dog at fortælle, at det er ‘rebellerne’ (aka McCains “heroes”), som har haft ‘fint’ besøg dagen forinden, der står bag uhyrlighederne.

Den 30. april beder Gaddafi NATO om en våbenhvile. I et 30 minutters TV-program udtaler han bl.a.: “Come and negotiate with us! You are the ones attacking us. You are the ones terrifying our children and destroying our infrastructure. You American, French and British – come and negotiate with us! (…) “What are you trying to do? Trying to take the oil? The Libyan people will not allow you. The oil is under control of the Libyan government and (it is) for the people!”

På den samme dag, 2. maj 2011, hvor Obama hævder at have dræbt den længe afdøde Osama bin Laden, er den anden store historie, at NATO (i praksis: danske fly) dagen før – i et forsøg på at ramme Gaddafi selv – bomber fire af Gaddafi-familiens ejendomme og dræber adskillige af hans familiemedlemmer, heriblandt tre af hans børnebørn, alle mellem 1 og 4 år gamle, og hans yngste søn, den 29-årige Saif al-Arab Gaddafi, der ikke har nogen rolle i Libyens regering. Historien fra Abbottabad i Pakistan drukner som på bestilling fuldstændig historien om NATO’s solekare krigsforbrydelse i Libyen.

Mens UK’s premierminister, David Cameron, af juridiske årsager specifikt vælger at kalde beboelseshuset for et militært “kommando- og kontrolcenter”, beskriver den ‘ansvarlige’ britiske krigsminister, Liam Fox, mordet på Gaddafis familiemedlemmer som en psykologisk operation beregnet på at sætte extra pres på det libyske lederskab.

Det danske militær hævder (uden mindste ironi) efter Gaddafi’s død i oktober og Operation Odyssey Dawns afslutning, at man under syv måneders 923 bombninger ikke har dræbt én eneste civil libyer. Udover den groteske udtalelses selvindlysende absurditet, kan dette kun oversættes til, at ‘Forsvaret’ mener, at spædbørn er militære mål.

En kommentator, Isael Shamir, rammer 5. maj hovedet på sømmet: “Initially the Benghazi Uprising was nothing more than a small local riot; the ‘rebellion’ was unknown in other cities. Soon, however, the (Libyan) government was destabilized by Al-Jazeera.”

I et NATO-missilangreb den 13. maj dræbes mindst ti og såres mindst fyrre af halvandet hundrede af Libyens religiøse ledere. De er samlet i den regeringskontrollerede havneby Brega for at afholde en fredskonference med henblik på at bringe kamphandlingerne til ende i landet og sende en delegation til det Al-Qaeda-besatte Benghazi, når man er nået til enighed. NATO erklærer at have ramt et ‘kommandocenter’, og kun BBC bringer et kort klip fra NATO’s pressekonference herom. Resten af NATO-medierne ignorerer massakren.

Til lejligheden opfinder Berlusconis udenrigsminister, Franco Frattini, en historie om, at Gaddafi er blevet såret ved angrebet, men den angivne kilde – Tripolis katolske biskop – nægter pure at have sagt noget sådant. (Frattini gør sig allerede i 2010 bemærket ved at erklære, at WikiLeaks afsløringer er “verdensdiplomatiets 9/11”, og at Julian Assange “ønsker at ødelægge verden”).

Både den 26. og den 29. maj beder Gaddafi atter om våbenhvile, men ignoreres.

30. juni giver Saif Gaddafi et interview til RT. På RT’s spørgsmål om, hvem der gav ordrerne til den ‘brutale crackdown’ i de første dage i Benghazi svarer Saif Gaddafi: “Nobody ordered, nobody. The guards fired – that’s it. The guards were surprised by the attack and they started firing. They don’t need an order to defend themselves and to defend their barracks and their camps. The people who died at the beginning, 159 – most of the people died when they attacked a military site and this would happen anywhere in the world – in Russia, in America, in France, in Germany and Italy. If people in the street move towards a military site trying to steal ammunition or arms, the military will prevent that, and this is what happened in Benghazi.”

Dagen efter samles mindst en tredjedel af Libyens befolkning til en støttedemonstration til fordel for Moammar Gaddafi. Anslåede 1,7 mio. Gaddafi-støtter (ud af en befolkning på 6 mio.) demonstrerer i Tripoli alene i en af verdenshistoriens største enkeltdemonstrationer. Bl.a. udfoldes et 6 kilometer langt, grønt libysk flag. Dertil skal regnes store demonstrationer i andre af Libyens byer, fx. i Tarhuna, Suppa, Bani Walid og Sirte. Demonstrationerne ignoreres fuldstændig i aggressorlandenes medier.

30. juli bomber NATO det libyske stats-TV Al-Jamahiriya. Tre journalister dræbes og 21 såres. 5. august kaster NATO to 1 tons bomber mod et børnehospital i Zliten; mindst 85 civile dræbes, heraf 55 børn. Ifølge NATO er målet ‘to store landbrugsbygninger med militært overdække’. 13. august invaderes byen Tawergha af islamister med NATO-støtte, og den etniske udrensning af byens godt 30.000 sorte libyere begynder; 11. september meldes det, at de sidste overlevende beboere er flygtet, og at Al-Qaeda har overtaget byen som sin egen.

Tripoli ‘falder’ den 19.-24. august, og Gaddafi flygter til sin fødeby Sirte. Ifølge NATO-medierne sker det uden kamp, men det er en skamløs propagandaløgn. Tusindvis af bevæbnede borgere forsvarer indædt byen mod ‘rebellernes’ invasion, og 1.300 af disse forsvarerne dør i de første dage. Derefter bomber NATO byen 63 gange for at lette ‘rebellernes’ fortsatte fremfærd. Størst modstand møder NATO-‘rebellerne’ i Tripolis fattigste kvarter, Abu Salim, hvor Gaddafi har stor støtte; her modstår man invasionen i fem dage, indtil NATO den 24. august beslutter sig for at bombe alt, der rører sig i bydelen.

Somme kilder anslår, at op mod 30.000 civile mister livet i NATO’s slagterier i Tripoli i disse dage i august. I tiden efter, er der stadig kvarterer, hvor ‘rebellerne’ kun tør komme i store og tungt bevæbnede militære konvojer beskyttet af NATO. Denne stadige, folkelige modstand er grunden til, at islamisterne ikke straks flytter den nye regerings hovedkvarter fra Benghazi til Tripoli. Da det står klart, at Gaddafi er sluppet bort, udlover den tidligere justitsminister, Mustafa Abdel Jalil, en dusør på £1 mio. på Gaddafis hoved.

Den 23. august rapporterer The Guardian, at både britiske og franske specialtropper i ugevis har været aktive på jorden i Libyen, hvor de hjælper Al-Qaeda mod regeringsstyrkerne, herunder i indsatsen for at erobre Tripoli. 31. august vender den amerikanske prædikant og det tidligere kongresmedlem, Walter Fauntroy, hjem til USA efter en fredsmission til Libyen, hvorunder han har været forsvundet (og formodet død) i en måned, angiveligt levende i skjul for NATO, der ønsker at komme ham til livs. Ved hjemkomsten hævder han at være blevet øjenvidne til, at franske og danske specialstyrker på egen hånd i natlige raids brutalt myrder folk i en række libyske landsbyer, herunder ved halshugninger.

Mens der endnu er voldsomme kampe i Libyen går Rothschild ‘i land’ i Libyen med en vis Emmanuel Macron som en af sine fremmeste økonomiske medarbejdere. $150 mia. konfiskeres fra Libyens konti, heraf stjæles $100 af USA og resten af EU.

9. september melder flere NATO-lande (bl.a. UK og Norge), at man er ved at være løbet tør for bomber. På dette tidspunkt har NATO officielt kastet 8.390 bomber over Libyen og haft fly i luften 22.342 gange.

Uden at konsultere FN på hvis mandat, man bomber, forlænger NATO den 19. september sin ’tilladelse’ til at bombe med yderligere tre måneder. Anders Fogh Rasmussen udtaler, at man efter de tre extra måneder vil se, om det er ‘nødvendigt’ at fortsætte bombningerne.

CIA’s mand, den dobbelte amerikansk-libyske statsborger Khalifa Haftar, vælges den 17. oktober som leder af den nydannede libyske hær, Libyan National Army (LNA), der overtager tøjlerne efter National Liberation Army (NLA). Navnet, LNA, er genbrug af navnet på en CIA-støttet kontrahær, som Haftar leder under et kupforsøg i 1996.

Hillary Clinton besøger ‘rebellerne’ i Benghazi den 19. oktober. Dagen efter erobres Gaddafis fødeby, Sirte. Gaddafi tages til fange af fransk infiltrerede islamister. Efter at være blevet gennemtævet, bliver han skudt og derpå sodomiseret med en kniv. Hans kvindelige livvagter bliver voldtaget, flere af dem i dagevis, før de også bliver henrettet. Hillary Clinton filmes manisk grinende og citeres for ordene: “We came, we saw, he died”.

For ti år siden, den 20. oktober 2011, fører Gaddafis død til afslutningen på NATO’s Operation Odyssey Dawn og dermed sønderbombningen af Libyens infrastruktur og civile.

I alt kaster danske fly 923 bomber på 599 missioner over Libyen. Vægtmæssigt svarer det til rundt regnet 400 tons. Mange (dvs. i omegnen af 75%) af bombetogterne er såkaldte SCAR-missioner (Strike Coordination and Reconnaissance), hvor piloterne selv må bestemme, hvad de bomber. Norske piloter fortæller senere om SCAR-missionerne, at de fik at vide, at de selv måtte bestemme og bare skulle bombe noget, der så værdifuldt ud (“We were sent up in the air and we weren’t even told what to bomb – just bomb something that looks valuable.”). Norge kaster 588 bomber over Libyen.

I alt kaster NATO ifølge sig selv omtrent 30.000 (uafhængige kilder siger 60.000) bomber over Libyen fordelt over cirka 8.000 togter. Målene i den såkaldte “humanitære intervention” inkluderer hospitaler, hoteller, hjem, skoler, mediecentre og kraftværker.

I morgen vil det være ti år siden, at Al-Qaeda – fejrende Gaddafis død – hejste sit flag over retsbygningen i Benghazi.



Kilder: mange, heriblandt Burning Blogger of Bedlam (S. Awan), WikiLeaks, VoltaireNet, Lizzie Phelan, Dan Glazebrook, Global Research, 21st Century Wire, World Socialist Web Site, Computerworld, RT, The Guardian, Bloomberg, Haaretz, The Telegraph, CNN, New York Times, Business Insider, DR o.m.a.

Tilmeld
Besked om
1 Comment
Inline Feedbacks
View all comments
Hanne Larsen
Hanne Larsen (@hanne-larsen)
fredag, 22 oktober 2021, 18:47 18:47

Tusind tak 👍
Krammer og knus 😘💖
Hanne