‘Konspirationsteoretiker’ er et skældsord

Jeg oplever tit, at folk kalder mig ‘konspirationsteoretiker’. Det sker sædvanligvis i en politisk debat, hvor modparten er løbet tør for saglige argumenter og derfor ønsker at standse debatten ved at håne, latterliggøre og tossegøre mig.

I de situationer oplyser jeg stille og roligt modparten om, at ‘konspirationsteoretiker’ altså er et skældsord på niveau med ‘idiot’. Jeg fortæller også, at det er meget naivt at tro, at konspirationer, dvs. sammensværgelser, ikke findes. Det er meget naivt at tro, at to personer ikke kan finde på i hemmelighed at rotte sig sammen mod en tredje person. Konspirationer er simpelthen en sociologisk realitet.

Det ville være fint at blive kaldt ‘konspirationsteoretiker’, hvis det var et oplæg til en saglig, rationel debat om beviser for og imod forskellige teorier om sammensværgelser. Det er dog ikke sådan begrebet bliver brugt, og det har det ikke været, siden CIA våbengjorde begrebet for at forsvare den officielle historie om mordet på præsident John F. Kennedy via deres samarbejdspartnere i pressen.

Jeg er helt enig i, at mange konspirationsteorier mangler både faktuel og politisk evidens og sandsynlighed. Det betyder dog ikke i sig selv, at alle konspirationsteorier er tossede. Man kunne forledes til at tro, at de virkelige konspiratører selv udvikler og planter nogle af de tossede konspirationsteorier, da de tjener som psykologisk ammunition i udskamningen af deres politiske og videnskabelige kritikere. Jeg sætter derfor en ære i her i Propagandabloggen at afstå fra at formidle udokumenterede konspirationsteorier, ligesom jeg også gerne afslører falske konspirationsteorier.

Jeg bliver dagligt bombarderet med mange forsøg på at få mig til at falde for en falsk eller i hvert fald helt udokumenteret konspirationsteori. At beskæftige sig med dette felt kræver, at man både er i stand til at tænke ud af boksen og samtidig rationelt og videnskabeligt. Her hjælper det at have en naturvidenskabelig universitetsuddannelse med i bagagen, hvilket propagandapressen behændigt undlader at nævne, da de konsekvent omtaler mig som ‘krammeterapeut’ i stedet for min akademiske, faglige titel, som er cand. scient. i human ernæring. Det er endnu en psykologisk taktik for at udskamme kritikere af det herskende narrativ, som for mit vedkommende også omfatter en fundamental kritik af mainstream-pressen. Jeg forstår godt, at de er irriterede på mig, da jeg udfordrer de menige journalisters selvopfattelse og ledelsens formentlig ganske bevidste og velfinansierede bedrag og forførelse af den danske befolkning.

Spørgsmålet er derfor: Lever vi i et land med kollektiv voksenmobning, eller er vi civiliserede og demokratiske nok til også at lade magtkritikere komme til orde i en fri, saglig og offentlig debat om de store fortællinger?