Faktatjek: Per Brændgaard dømt – for hvad?

Ordet ‘dømt’ er stadigvæk det hyppigst brugte søgeord på Google, når folk søger på mit navn, dvs. “per brændgaard dømt” er, hvad folk søger på. Med hvad er det egentlig, jeg er dømt for?

Søgeresultaterne omfatter artikler fra propagandapressen, især B.T., Ekstra Bladet samt Se & Hør, der ikke er i overensstemmelse med fakta om de to sager, hvor jeg har været anklaget, og hvor der er faldet dom.

Per Brændgaard frifundet for anklage om voldtægt

I 2019 blev jeg af Østre Landsret frifundet med dommerstemmerne 6-0 for anklage om voldtægt og blufærdighedskrænkelse af en kvinde. I Københavns Byret var jeg forinden blevet dømt skyldig uden andre beviser end kvindens fortælling. Det var byretsdommer Søren Schou Frandsen, der foretog den uretfærdige domsafsigelse i byretten.

Da jeg var blevet frifundet i landsretten kontaktede jeg Københavns Politi med indicier, der kunne tyde på, at den falske voldtægtsanmeldelse havde været planlagt for at ødelægge mit navn i offentligheden. Jeg var i årene forinden blevet engageret i politik, hvor jeg især havde fokuseret på Israels involvering i 9/11 samt Israels undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Følgende indicier taler for planlagt voldtægtsanmeldelse med henblik på at karaktermyrde mig:

  1. Kvinden opsøgte mig ud af det blå, og jeg er aldrig tidligere eller senere blevet så intenst seksuelt forført af en kvinde.
  2. Kvinden havde et jødisk fornavn og et jødisk efternavn.
  3. Den jødisk/zionistiske kult Chabad Lubavitch har en person med samme navn som kvindens far listet som højtstående medlem på deres hjemmeside.
  4. Den zionistiske lobby og efterretningstjeneste er internationalt berygtet for at bruge honningfælder og karaktermord eller trusler om karaktermord som psykologiske informationsvåben mod deres kritikere.
  5. Jeg var selv vidne til en samtale mellem en mand, der lignede billeder af kvindens far, stå i tæt samtale med Claus Larsen fra det formentlig israelsk støttede propagandamedie 911facts.dk, foran retsbygningen før det første retsmøde i sagen.
  6. Jeg var selv vidne til, at Claus Larsen fra det formentlig israelsk støttede propagandamedie 911facts.dk var med inde og overhøre første dag i min retssag.

Københavns Politi afviste at starte en efterforskning uden at angive nogen god grund på trods af gentagne opfordringer fra mig. Men hvad gør man, når politiet ikke vil hjælpe, når man oplever sig udsat for kriminalitet?

Problemet nu, når man søger på ‘per brændgaard dømt’ er, at de fleste kun ser overskrifterne fra den massive omtale af dommen i byretten og ikke den meget beskedne efterfølgende omtale af min frifindelse. Det er i øvrigt et generelt mønster, ikke kun i min egen sag, at Københavns Byret dømmer politisk, mens Østre Landsret dømmer retfærdigt.

Jeg kunne stadigvæk godt tænke mig at finde ud af, præcis hvilket pres byretsdommer Søren Schou Frandsen har været udsat for, der motiverede ham til at dømme mig skyldig i voldtægt i en sag uden beviser. Spørgsmålet er, om MeToo-bevægelsen har været nok, eller der også har været et mere direkte pres fra zionisterne bag kulisserne.

Dømt for at kalde magtudøvere, der opførte sig fascistisk, for ‘fascister’

I den anden sag, som er nyere, blev jeg dømt af Københavns Byret og med anke afvist af Procesbevillingsnævnet, for at have kaldt to DSB-togrevisorer samt tre politibetjente for ‘fascister’ i situationer, hvor deres adfærd efter min mening klokkeklart levede op til ordbogens definition af ‘fascisme’, dvs. “autoritær undertrykkelse af anderledes tænkende”.

Det handler om en episode på Østerport Station, hvor jeg af to DSB-folk blev bedt om at forlade stationen, da jeg ikke bar mundbind, og da jeg havde et skilt på maven, hvor der stod “MUNDBIND ER FASCISME”. Jeg fortalte DSB-folkene, at jeg er fritaget for mundbind, og at der ikke er nogen lov, der forbyder, at man har et skilt bundet omkring sin mavetaske. Jeg fortalte desuden, at jeg var på vej til et stiftende møde i et nyt politisk parti. Da DSB-folkene insisterede på, at jeg skulle forlade stationen, kaldte jeg dem ‘fascister’, og da politiet kom og ikke ville høre min udlægning af historien, så kaldte jeg også dem for ‘fascister’. Da jeg blev afhørt af en tredje betjent i telefonen, og han heller ikke ville høre på min forklaring, så kaldte jeg også ham for ‘fascist’.

Flere propagandamedier har skrevet, at jeg fik en dom på 10 dagbøger af 8.500 kr. Dette er løgn. Straffen var “kun” på 10 dagbøder af 850 kr. Byretsdommeren i sagen hed Christian Erichsen, og jeg håber, at han skammer sig.

Ytringsdommen er dybt uretfærdig, men den afslører, at systemet er blevet fascistisk, og at ytringsfriheden i Danmark er under massivt pres i denne coronainficerede tid. Jeg er derfor stolt af at være dømt ytringskriminel, og jeg går gerne i retten igen for at forsvare min ret til at kalde fascister for fascister. Jeg havde dog ikke forventet, at man kunne blive dømt skyldig for at bruge et dansk ord i præcis overensstemmelse med ordbogens definition. Det er således ganske umuligt at vide, hvad man må, og hvad man ikke må sige til DSB og politiet. Det sikreste er derfor at holde mund, når man er i direkte dialog med fascisterne, da loven eller i hvert fald rettens fortolkning af loven tilsyneladende beskytter de offentligt ansatte undertrykkere, når de begår ulovligheder mod frie borgere, og ikke det frie folk når de udfører verbalt selvforsvar mod ulovlige overgreb fra undertrykkende autoriteter.

Tilmeld
Besked om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments