Her er min mundbindssygehistorie: Kvalt af autoriteter som barn

Jeg føler, at byretsdommer Knud Erik Schmidt og politiets anklager ved retsmødet i går har tvunget mig til nu at fortælle den fulde historie med traumatiske detaljer om, hvorfor jeg ikke kan tåle mundbind og vacciner.

Lad os starte med at gøre det klart, at det vi kalder “mundbind” reelt er “mund- og næsebind”. Det betyder, at det hæmmer vejrtrækningen fra begge kanaler, og det mærker nogen af os åbenbart mere markant end andre.

På samme måde er det, der kaldes “vacciner” i relation til covid-19, heller ikke vacciner i konventionel forstand; det er indsprøjtningsvæsker med ukendt indhold og ukendt virkning.

Mit problem er, at kravet om “mundbind” og den indirekte tvang til “vacciner” under coronaen har aktiveret gamle traumer fra min barndom.

Advarsel: Den følgende beskrivelse er ikke for børn og folk med sarte nerver.

Jeg blev seksuelt misbrugt og udsat for fysisk vold af nogen i min familie. Det startede, da jeg var ganske lille, og stod på i mange år.

De tvang mig til at lege “tisseleg”. Det bestod reelt i, at jeg blev anal voldtaget, indtil han “tissede” i min numse. Det gjorde vanvittigt ondt. Jeg blev i starten holdt nede med vold og magt, indtil jeg til sidst overgav mig og bare fandt mig i det, mens jeg flygtede mentalt. Jeg havde ofte blod i underbukserne bagefter, så jeg var nødt til at gå med et stykke toiletpapir for at suge blodet.

“Vaccinerne” minder mig om “tisseleg”. Nogen autoriteter presser og lokker mig til at blive sprøjtet med noget ind i min krop, som er noget andet, end det de siger. Det er derfor i dag voldsomt angstfremkaldende for mig at skulle tage imod “tilbuddet” fra regeringen om at blive indsprøjtet med en væske, som jeg i kraft af min cand.scient.-grad og studier af forskningen vurderer som utilstrækkeligt dokumenteret for indhold, effekt, relevans og sikkerhed.

Jeg føler det samme i forhold til de såkaldte “covid-19-test”. Ingen skal tvinge noget som helst ukendt ind i min krop, heller ikke en mystisk vatpind, eller tvinge mig til at tage en test, som jeg opfatter som falsk og baseret på autoritært bedrag.

Jeg befinder mig derfor nu i en posttraumatisk stresssituation, hvor den voldsomme angst bliver vækket af test og vacciner.

Da jeg var blevet et større barn, ville jeg sige det til nogen. Det nåede jeg ikke, før gerningspersonerne opdagede det og igangsatte en ganske langvarig torturproces med fysisk vold. Under den værste episode blev jeg holdt nede af to store mænd og kvalt med en pude. Den ene af dem valgte dog at genoplive mig bagefter via kunstigt åndedræt. Jeg husker tydeligt fornemmelsen af ikke at kunne trække vejret, og hvordan jeg til sidst gav op.

Deres tortur virkede. Jeg turde ikke sige det til nogen. I stedet fortrængte jeg minderne om overgrebene i så mange år, at det til sidst var forældet i juridisk forstand.

Jeg oplever mundbindskrav som en gentagelse af de overgreb, jeg blev udsat for som barn, og det udløser derfor en ulidelig angst. De fysiske konsekvenser er vejrtrækningsproblemer og kvælningsfornemmelser. Det er muligvis psykosomatisk, men det opleves ikke desto mindre meget virkeligt for mig.

I 2020 fik jeg en henvisning fra min praktiserende læge til psykolog for at få terapi om samspillet mellem mine barndomstraumer og de overgreb, jeg oplever, at jeg selv og andre bliver udsat for i dag af regeringen under coronaen. Jeg gennemførte otte terapisessioner hos en autoriseret psykolog med offentligt ydernummer. Jeg vil anbefale, at Københavns Byret bruger ham som vidne i stedet for den DSB-medarbejder og politibetjent, der er indkaldt til næste retsmøde.

Jeg kan tilføje, at jeg som følge af mine barndomstraumer udviklede angstlidelsen OCD som teenager. Jeg blev diagnosticeret som 26-årig omkring 1997, og jeg har været i flere forløb hos både psykologer, psykiatere og psykoterapeuter siden. Jeg er i dag rimeligt velfungerende, men jeg har en særlig sårbarhed og i følge min seneste psykolog også en “veludviklet sans for uretfærdighed”, som bliver udløst af bl.a. mundbindstvang, hvor jeg føler en stærk trang til at kæmpe imod uretfærdigheden og undertrykkelsen ikke kun for mig selv, men også for andre i samme situation.

Måden jeg blev behandlet på i går i retten, oplevelsen af ikke at blive troet på og samtidig forsøgt uretfærdigt undertrykt af autoriteter, gik i øvrigt også lige ind og vækkede de gamle traumer.

Det er i øvrigt fuldstændig vanvittigt og dybt krænkende, at man bliver nødt til at udstille sine barndomstraumer på denne måde, bare fordi man har brug for at trække vejret frit og for at slippe for yderligere overgreb. Jeg håber, at andre, der heller ikke kan tåle mundbind, test og vacciner, bliver behandlet med større medfølelse, tiltro og forståelse af systemet.