Gæsteindlæg af Carl Henrik Rørbeck
Per Brændgaard skriver d. 18. juni på sin blog et indlæg om den afsporede transkultur. Jeg kan ikke være uenig i noget af det, han skriver, og da jeg ikke følger særlig tæt med i udviklingen, fordi jeg, trods min orientering, ikke anser den for at være det vigtigste i verden, er jeg chokeret over nogen af de forhold og episoder, han beskriver.
Bevægelser og trends har det altid med at køre af sporet; at blive ekstreme og ”ende i den modsatte grøft”. Det er nærmest en lovmæssighed. Jeg meldte mig ind i Forbundet af 1948, som LGBT hed den gang, da jeg var 20. (Som var myndighedsalderen den gang, i 1975.) Den gang var Bøssernes Befrielsesfront det mest ekstreme; de dansede med hinanden på Rådhuspladsen (hvilket stadig den gang var ulovligt!) mens folk gik forbi og spyttede på dem.
Siden har tingene ændret sig voldsomt, og den største sejr opnåede bevægelsen i 1992, da Danmark som det første land i verden lagde en lovmæssig ramme for registrerede partnerskaber mellem personer af samme køn.
Siden er bevægelsen gået over gevind. Jeg husker, da jeg i 2015 downloadede LGBT’s ordbog, hvori betegnelserne for 37 køn er opregnet. I mellemtiden er det vist blevet til 72. Der er naturligvis det rene galimatias; ingen mennesker med blot et minimum af viden gider tage del i sådan noget gak. Det samme gælder brugen af pronominer – at LGBT’ere forlanger, at andre mennesker skal sætte sig ind i, hvordan DE føler og benytte de ”rigtige” pronominer – og nu altså også, som vi ser det i Lagkagehuset, de ”rigtige” substantiver! Jeg har fuld forståelse for, at almindelige mennesker revolterer mod det idioti, og det er der faktisk også mange LGBT’ere der gør.
Som et udtryk herfor stiftede en række LGBT’ere d. 9. juni Dansk Regnbueråd, som på håndfast vis gør op med den radikale LGBT-fløj. Formanden er transseksuel. Selv om jeg ikke er 100% enig i deres konklusioner, støtter jeg initiativet. Det er på tide, at der gøres op med det afsporede, uvidenskabelige pladder, som man vil fylde i vores børn.
Det store problem er, at den modbevægelse, der er ved at rejse sig, OGSÅ går over gevind. Almindelige bøsser, lesbiske og transseksuelle beskyldes nu for at være satanistiske agenter. Nu er min viden om satanisme meget begrænset, udover hvad jeg har læst om den notoriske Aleister Crowley, som er en af rock-kulturens ikoner. Og hans meget simple credo var: ”Do what thou wilt shall be the whole of the law”, altså: Gør hvad du vil, uden nogen hensyn til andre. Som jeg har givet udtryk for i en tidligere artikel, har jeg vanskeligt ved at se, hvordan ”konverteringen” af andre mennesker til proselytter af LGBT kan tjene denne agenda. Men det er måske min fantasi, der svigter.
Under alle omstændigheder udsættes homo- og transseksuelle for en modbydelig hetz, en heksejagt, der skal skræmme dem tilbage i skabet.
Jeg blev forleden konfronteret med et opslag fra en (nu forhenværende) ven på Facebook, der lød sådan her:
”Call me silly, but sticking your cock in an other man’s asshole does not merit a special flag or a month long celebration”.
Det er Ekstra- Blads segmentets homofober. Den pågældende kunne slet ikke forstå, at jeg fandt det krænkende. Jeg skrev til ham:
”Det afspejler dit eget forhold til kærlighed – det en kvinde er for dig, er én du stikker din p… i.”
SÅ følte HAN sig krænket.
Især mange mænd har specielt mange fordomme mod homoseksuelle mænd, mange flere end mod lesbiske kvinder. De vil gøre mandlig homoseksualitet til noget rent dyrisk, et spørgsmål om at udføre visse seksuelle handlinger, og homoseksuelle mænd er i deres forestilling blottet for dybere følelser. Forskning viser, at disse mænd særdeles ofte reagerer på denne måde, fordi de kæmper med følelser for deres eget køn, følelser, som de på grund af de herskende holdninger i deres omgivelser anser for mindreværdige.
Langt det alvorligste af de forhold, Per Brændgaard opregner er selvfølgelig seksualiseringen af børn. Denne infame trend er langt fra forbeholdt LGBT’ere, men de eksempler Per nævner er utroligt frastødende og oprørende.
Børn, der ikke er kønsmodne, bør ikke modtage seksualundervisning. De har ikke forudsætningerne for at forstå det, de bliver fortalt.
Børns køn – såvel det biologiske som det juridiske – bør overhovedet ikke være noget der kan diskuteres inden det fyldte 18. år. Behandlingen af børn med hormonforstyrrende medikamenter, dvs. medikamenter, der standser puberteten, er forbryderisk.
Jeg kan godt se en satanisk agenda bag seksualisering af børnene. At seksualisere og misbruge børn er en stensikker måde at skabe dybt forstyrrede, brutale og afstumpede individer på.
Men det kan ikke nytte noget, at transkulturen beskrives som et PRODUKT at denne agenda. Det er simpelthen noget vrøvl.
Transseksualitet har eksisteret i alle kulturer. En af de meget få, der har gjort trans- og homoseksuelle til genstand for had og forfølgelse er den kristne. Det er derfor næppe forbløffende, at visse LGBT- kredse vil ”af-kristne” folk. I de græske og romerske kulturer, som er en betydelig del af grundlaget for vores egen, var homo- bi- og transseksualitet fuldstændig accepteret og normaliseret. Da kristendommen blev romersk statsreligion i 380, ændrede det sig med ét slag. Homoseksuelle blev hurtigt genstand for voldsom forfølgelse og grusomme straffe – med henvisning til Paulus og 3. Mosebog. Jesus selv har aldrig sagt et ord om homoseksuelle. Homoseksuelle blev torteret, henrettet, levende brændt. Og homoseksuelle handlinger tillagdes netop – djævelen.
Transseksuelle er derfor ikke nogen, der pludselig er dukket op som et resultat af en satanisk agenda – de har alltid været der, men er pludselig blevet synlige på grund af den seksuelle frigørelse og den øgede tolerance.
Efter at Donald Trump blev præsident – og Mike Pence, en fanatisk, evangelisk kristen og kreationist, vicepræsident – blev det pludselig muligt for en stribe sindssyge evangeliske præster at stå offentligt frem og udtale, at homoseksuelle efter deres mening burde henrettes / aflives – uden at det fik strafferetslige konsekvenser for dem. Og der er MANGE forrykte evangeliske kristne i USA. Hvis man tror, at vi som moderne borgere er truet af islamisk ekstremisme, vil jeg sige, at truslen fra kristen ekstremisme er lige så stor.
Man skal derfor ikke undre sig over, at visse LGBT’ere føler sig fremmedgjorte overfor kristendommen – dvs. den kristne KIRKE – for den har aldrig villet dem noget godt. Det gør dem ikke til satanister.