Corona som en ny form for OCD: Angst er kuren mod angst

OCD er en angstlidelse med tvangstanker og tvangshandlinger, som jeg selv har døjet med, siden jeg var teenager. Gennem terapi og læsning af psykologisk litteratur har jeg fået en ganske dyb indsigt i sygdommens generelle mekanismer. Det har fået mig til at vurdere, at corona kan være en ny form for OCD – ikke for mig selv, heldigvis, men for ganske mange andre.

I mit eget tilfælde har OCD’en altid været i form af ekstremt insisterende tvangstanker om, at jeg skal være helt sikker på, at jeg har forstået, husket eller iagttaget noget 100 % korrekt. Tvivl og usikkerhed er forbundet med en opblæst ansvarsfølelse og en ekstrem angst for en voldsom katastrofe, hvis jeg bare lader tvivlen være. Det fører så til tvangshandlinger i form af at tjekke, enten som fysiske handlinger eller som mentale handlinger. Angsten falder, imens jeg tjekker, men når jeg stopper med at tjekke, så vender angsten hurtigt tilbage igen med fornyet styrke. Det skaber en ond cirkel, hvor forsøget på at reducere angsten reelt øger angsten og tjekketrangen. Terapien består i at stoppe tvangshandlingerne, konfrontere angsten og lade den rase sig selv ud. På den måde er angst kuren mod angst.

I mit tilfælde er der altid kun et enkelt tjekkeobjekt ad gangen. Det kan f.eks. være en plet på en væg, som den rationelle del af mig udmærket ved, at jeg ikke behøver vide alt om, men som OCD’en så alligevel kan fiksere på. Jeg har som sagt ikke corona-OCD, men det virker på mig som om, at mange danskere døjer med det, og det er trist, da et liv med OCD kan være et liv i helvede.

Tvangstankerne i corona-OCD kan være:

“Jeg skal være helt sikker på, at jeg ikke bliver syg eller smitter andre med coronavirus. Andre menneskers sundhed er mit ansvar.”

De relaterede katastrofetanker er, at man selv bliver syg, at man er ansvarlig for at andre bliver syge, at dem man holder af bliver syge eller dør, og at man bliver udstødt af gruppen som en beskidt smittespreder. Noget i den stil.

Tvangshandlingerne i corona-OCD er at følge myndighedernes anbefalinger til punkt og prikke: vaccination, revaccination, nedlukning, afstand, håndsprit, mundbind, test, coronapas, osv. Det kan også være, at man selv finder på yderligere tiltag for at være helt sikker.

Dynamikken i alle former for OCD er, at tvangshandlingerne bekræfter tvangstankernes validitet. Når man først er begyndt at udføre tvangshandlingerne, så bliver man fanget i en falsk opfattelse af, at tvangstankerne stemmer overens med virkeligheden. Behandlingen af corona-OCD består derfor også i at stoppe tvangshandlingerne og acceptere angsten – selvom det kan være meget svært.

Det er min erfaring, at der ofte er et dybere lag af angst, som det er nødvendigt at komme i kontakt med for at blive helt fri af OCD. Det er min erfaring, at OCD er en angstlidelse, man udvikler for at få en håndterbar, om end sygelig angst, der fungerer som stedfortræder for den dybere, uhåndterbare angst. Eller hvis det er tilfældet, så er OCD’en særlig vanskelig at slippe af med, da den overfladiske psykoterapi med eksponering og responshindring ikke virker godt nok. Den dybere angst handler i mit tilfælde om barndomstraumer, som OCD’en så har hjulpet mig med at håndtere og fortrænge.

Med henvisning til psykologiprofessor Matthias Desmets forskning i masseformation i forbindelse med corona, så drejer det sig her om såkaldt frit flydende angst, der med coronaen har fået en retning og et middel til kontrol. De ramte oplever derfor mindre angst, så længe de overholder coronareglerne (tvangshandlingerne), hvilket bekræfter dem i, at antagelsen er sand, hvorved tvangstankerne kan fortsætte uendeligt. Problemet er, at de dermed reelt bliver fanget i den sygelige OCD-dynamik, hvor tvangspræget sikkerhedsadfærd kan bekræfte en trussel, der reelt ikke er der og motivere til sikkerhedsadfærd, der reelt udgør en risiko.

Når vi ser på coronapolitikken i Danmark, så virker det på mig som om, at den har været OCD-baseret:

• Frygten for det nye coronavirus, dets varianter og den resulterende sygdomskatastrofe, covid-19, er voldsomt overdrevet og helt ude af proportioner med fakta og forskning.
• Videnskabelig tvivl og åben debat bliver ikke accepteret.
• Myndighederne og mediernes sygelige optagethed af corona har været tvangspræget.
• Andre, reelle sundhedsproblemer er blevet ignoreret, mens tvangstankerne og tvangshandlingerne har fokuseret på corona.
• Løsninger med utilstrækkelig videnskabelig dokumentation for effekt og sikkerhed (mRNA-vacciner, mundbind, nedlukning) bliver tvunget igennem.
• Alternativ forebyggelse og behandling bliver ignoreret eller undertrykt, f.eks. D-vitamin.
• Alle accept-baserede løsninger bliver ignoreret eller undertrykt. Vi må ikke bare leve med corona i frihed for borgere og virksomheder.

Det er således muligt, at de danskere, der ikke selv lider af corona-OCD, døjer med følgerne af at leve i et samfundssystem, hvor autoritetspersonerne tilsyneladende er blevet ramt af den psykiske lidelse. Ved at følge de absurde krav fra de psykisk syge autoriteter så bliver autoriteterne bekræftet og fastholdt i deres sygelige opfattelse. På den måde kan et globalt, kollektivt OCD-system vedligeholdes på ubestemt tid.

Der er kun én løsning både på individuelt og kollektivt plan: at holde op med at gøre, hvad de sygelige corona-OCD-tvangstanker siger, at vi skal gøre. Det kræver stort mod og villighed til at mærke angst og tvivl – og måske også de dybere lag af angst i det individuelle sind og det kollektive samfund. Jeg kan i den forbindelse anbefale mindfulness-meditation som en konkret mental teknik, der gør det muligt at udholde angsten, mens den raser sig selv ud. Jeg kan opmuntre med, at der er stor glæde og frihed på den anden side af angsten.