Ti ting du ikke vidste om slankekure

Sommerferien er slut, så det er tid til slankekur. Jeg har her samlet 10 ting om slankekure, som du sikkert ikke vidste.

  1. TRE HØJSÆSONER. Der findes nu tre højsæsoner for slankekure i Danmark. Hver højsæson ligger lige efter en periode, hvor der har været særligt gode muligheder for at tage på. Den velkendte højsæson er januar efter den fede julemad. Den mindre velkendte højsæson er NU efter sommerferien og de fedende softice og liggestole. Vi har siden 2020 derudover set en ny højsæson, som er efter nedlukninger, da mange tager på, når de ikke må andet end at sidde derhjemme, være bange og trøstespise.
  2. DU BESTEMMER, HVOR GODT KUREN VIRKER. Det er dig og ikke kuren, der er afgørende for, hvor godt du taber dig, når du er på kur. Alle slankekure virker – hvis de bliver fulgt. Når slankekure ofte ikke giver det forventede vægttab, så er det fordi, de ikke bliver fulgt godt nok. Du kan derfor selv bestemme dit vægttab ved at bestemme, hvorvidt du vil efterleve kuren – og så ellers rent faktisk huske at gøre det!
  3. SLANKEKURE KAN FORGIFTE KROPPEN INDEFRA. Nogle giftstoffer fra miljøet bliver ophobet i kroppens fedtvæv. De forvolder ingen særlig skade, så længe de er kapslet ind i fedt, men når du taber dig, så bliver de fedtopløselige giftstoffer frigjort til blodet, hvor de kan cirkulere rundt og forgifte kroppen indefra. Av!
  4. STABIL OVERVÆGT KAN VÆRE SUNDERE END VÆGTTAB. Det kan ofte være sundere samlet set at forblive stabilt overvægtig i stedet for at gå på slankekur. Især hvis vægttabet under kuren bliver efterfulgt af en lige så stor vægtøgning bagefter, hvilket desværre alt for ofte er tilfældet – hvis man da ikke tager endnu mere på bagefter, end man tabte under kuren, fordi kuren har øget lysten til at spise alt det “forbudte”. Surt show!
  5. KALORIEINDTAG ER LETTERE END KALORIEFORBRUG. Det er meget lettere og hurtigere – og en hel del mere velsmagende – at indtage ekstra kalorier end det er at forbrænde dem igen med ekstra motion. Hvis du dyrker motion for at få “lov” til at spise ekstra, så kan du let fejlvurdere, hvor meget mere du egentlig “må” spise – og derved tage på som følge af dine anstrengelser for at regulere vægten. Det betyder ikke, at du skal droppe motionen. Det betyder bare, at du også skal huske kosten.
  6. KUNSTIGE SØDESTOFFER FEDER EN GANG OM ÅRET. Det har i mange år været en fast tradition indenfor presse og ernæringsforskning, at der ca. en gang om året dukker et nyt studie op, der rydder forsiderne, som angiveligt viser, at sødestoffer feder.
  7. KUNSTIGE SØDESTOFFER SLANKER EN GANG OM ÅRET. En anden gang om året dukker der en anden ny undersøgelse og forsideartikel op om, at kunstige sødestoffer alligevel slanker. Denne tradition med først den ene vej og så den anden har dog været brudt under coronaen, da pressen og forskerne så åbenbart har fået noget andet at gå op i. Jeg ved snart ikke, hvad der er bedst.
  8. SLANKEKURE KAN ØGE RISIKOEN FOR AT DØ. Flere store befolkningsundersøgelser har vist, at slankekure er forbundet med øget risiko for tidlig død. Flere forskere mener, at det er bedre at satse på at være sund med overvægt end at blive sund via vægttab. For ikke så længe siden måtte en arbejdsgruppe i Sundhedsstyrelsen gå i opløsning, fordi eksperterne var uenige om det sunde i det konventionelle fokus på vægttab. Alternativet hedder ‘Ligevægt’. Det lyder faktisk fedt nok.
  9. SMÅ SKRIDT KAN GIVE STORE VÆGTTAB. Små Skridt er en slankemetode, som jeg har udviklet i samarbejde med Sundhedsstyrelsen og formuleret i selvhjælpsbogen ‘Små skridt til vægttab – der holder‘. Når vægttabet indtræder langsommere, så kan kroppen formentlig bedre håndtere de frigjorte giftstoffer fra fedtdepoterne, hvorved man forhåbentlig kan undgå de bivirkninger, der ellers er ved slankekure. Man kan sige, at Små Skridt er en slankekurs og ikke en slankekur… – hvorved hverdagen, vanerne og psyken også kan nå at følge med, så man kan undgå vægtøgningen efter kuren, da der simpelthen ikke er noget ‘efter’ – der er kun ‘nu’ og ‘i dag’, der altid er ny og fuld af muligheder.
  10. FASTE BEHØVER IKKE VARE LÆNGE. Faste er, når man ikke spiser. Faste behøver ikke vare flere dage eller uger i træk eller foregå systematisk såsom på 5:2-kuren for at virke. Morgenmad på engelsk hedder som bekendt breakfast, hvilket antyder, at det måltid bryder fasten – nattens faste. Mange, mig selv inklusiv, har den vane at spise søde sager før sengetid, da det virker beroligende. Konsekvensen er, at nattens faste bliver forkortet, hvorved det bliver sværere at sove sig slank – hvilket jo ellers kunne være en behagelig slankekur – eller slankekurs.

Husk at jeg også tilbyder:

Der er lige nu tilbud på slankekurset.

Coverfoto: Unsplash.com (Tangerine Newt)

Tilmeld
Besked om
guest
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments