Fire store myter om konspirationsteorier

Gennem de seneste seks år har jeg studeret fænomenet ‘konspirationsteorier’ ganske grundigt. I den forbindelse er jeg faldet over fire udbredte myter blandt henholdsvis dem, der tror og dem, der ikke tror på konspirationsteorier.

Myte #1: Alle konspirationsteorier er falske

En udbredt myte blandt folk, der ikke tror på konspirationsteorier er, at de tror, at alle disse teorier er falske, dvs. uden logisk-rationelt belæg og evidens. Da konspirationsteorier er teorier om sammensværgelser, så er kategorisk benægtelse af konspirationsteorier samtidig benægtelse af muligheden for, at nogle mennesker kan rotte sig sammen mod andre mennesker – og (prøve på at) holde det hemmeligt. Dette er videre en total benægtelse af den socialpsykologiske realitet ved den menneskelige eksistens i materielle, pengebaserede samfund.

Myte #2: Alle konspirationsteorier er sande

En udbredt myte blandt dem, der tror på konspirationsteorier, er, at alle konspirationsteorier er sande, dvs. hver og en af dem afslører en hemmelig viden om verden. Fravær af rationelle beviser for en konspirationsteori kan af disse mennesker blive opfattet som bevis for, at teorien faktisk er sand. Selve konceptet om rationel tænkning bliver af de mest hardcore konspirationsteoretikere afvist, da de foretrække at modtage deres viden fra spirituelle medier eller direkte kontakt med E.T. eller lignende – eller fra autoriteter der påstår at have adgang til disse kilder. Blind autoritetstro kan være mindst lige så udbredt blandt folk, der tror på konspirationsteorier som blandt folk, der ikke gør. Det er blot forskellige autoriteter.

Myte #3: Konspirationsteorier er skadelige

Mennesker, der trives godt i det herskende magtsystem, og som måske ligefrem er blevet afhængige af systemet til at opretholde en høj materiel levestandard, opfatter ofte systemkritik som en trussel og derfor som konspirationsteori, der skal bekæmpes. Da jeg var ung, var det legalt som intellektuel at være systemkritiker. Den position i samfundet findes ikke længere. Folk, der vover sig til at kritisere systemet, er nu nærmest pr. definition konspirationsteoretikere, dvs. irrationelle og paranoide. Den konspirationsteori, der er relevant system- og magtkritik, er ikke skadelig, men tværtimod gavnlig for samfundet. Hvis magtapparatet ikke bliver udfordret, så stiger risikoen for korruption og sygelighed. Det er endvidere karakteristisk for et demokrati, at magthaverne skal forsvare deres magtanvendelse og systemer overfor folket i en fri og åben debat. Det er derimod skadeligt, hvis magtapparatet lukker sig om sig selv og udråber al kritik til at være irrelevant konspirationsteori. Det er fundamentet for et sygt samfund.

Myte #4: Alle konspirationsteoretikere er paranoide

Paranoia øger risikoen for at tro på konspirationsteorier, men konspirationsteorier fører ikke i sig selv til paranoide forstyrrelser. Hvis man tager en tilfældig gruppe af mennesker, der tror på konspirationsteorier, så vil der formentlig være en højere forekomst af klinisk paranoia sammenlignet med normalbefolkningen. Dette er dog ikke bevis på, at konspirationsteorier hverken medfører eller altid er udtryk for paranoide forstyrrelser. Kausaliteten går den anden vej: Paranoia medfører, at man oftere opsøger, dyrker og tror på konspirationsteorier – og man vil således føle sig mere hjemme sammen med andre mennesker, der også tror på konspirationsteorier, selvom de andres motivation kan være rationelt og ikke paranoidt motiveret.