Den nye vægttabsmedicin semaglutid fra Novo Nordisk giver et varigt vægttab på 15 % efter to år, viser ny forskning.
I Brændgaard Avisen nr. 39 skrev jeg, at Novo Nordisk har haft stor økonomisk succes med deres nye receptpligtige slankemiddel Wegovy i USA, og det er nu også på vej mod det danske marked. I USA sælges produktet også under navnet Ozempic. Wegovy er godkendt til brug til voksne med et BMI over 30 eller et BMI over 27 med vægtrelaterede sygdomme som f.eks. type 2-diabetes. Wegovy fås som penne, som patienten selv sprøjter ind under huden på f.eks. maven en gang om ugen. Det aktive stof i Wegovy hedder semaglutid. Studier har angiveligt vist, at Wegovy kan få overvægtige til at tabe sig op til 17 % efter cirka et år. De hyppigste bivirkninger ved Wegovy er hovedpine, kvalme og opkastning, diarré, forstoppelse og mavesmerter. Prisen er ifølge Novo Nordisk 47 kr om dagen eller godt 17.000 kr om året. Jeg vil her se nærmere på Wegovy og aktivstoffet semaglutid.
Semaglutid virker som en GLP-1-analog, dvs. et stof der virker ligesom glukagonlignende peptid-1. GLP-1 er et naturligt tarmhormon. Kortvarige studier har dokumenteret, at tilskud af semaglutid bevirker et vægttab ved at fremme mæthedsfornemmelsen, bl.a. ved at forsinke tømningen af mavesækkens indhold videre ned i tarmen efter et måltid.
Den store udfordring i behandlingen af overvægt er dog ikke at opnå vægttab på kort sigt, men derimod at opnå det på langt sigt. To års virkningerne af semaglutid blev publiceret den 10. oktober i år i det videnskabelige tidsskrift Nature Medicine. Studiet undersøgte virkningen af 2,4 mg semaglutid under huden 1 gang om ugen versus placebo hos mennesker med overvægt og mindst en overvægtsrelateret sygdom, uden diabetes. Begge grupper fik også adfærdsmæssig behandling. Undersøgelsen viste, at efter 104 ugers behandling havde semaglutid-gruppen tabt 15,2 % af deres kropsvægt i gennemsnit, mens placebogruppen kun havde tabt 2,6 %. Den sundhedsmæssige pris for det markant større vægttab var milde til moderate mavetarmgener, som 82 % rapporterede i semaglutid-gruppen og 54 % i placebogruppen.
De primære bivirkninger ved semaglutid kommer som sagt fra mavetarmkanalen. I det langvarige studie rapporterede 53 % af forsøgspersonerne på semaglutid således om kvalme, 35 % døjede med diarré, 31 % var forstoppede, 30 % kastede op, 15 % havde ondt i maven, 13 % havde dyspepsi, og 13 % syntes at de var begyndt at prutte for meget.
Placebogruppen tabte som sagt kun 2,6 % af deres kropsvægt. Det er desværre ikke atypisk for adfærdsbaserede interventioner, at effekten klinger af med tiden. Medicinsk behandling med semaglutid kan derfor være en god tilføjelse til konventionel behandling med diæt og motion. Den virkelige konkurrent til Novo Nordisks nye supersælger er ikke nye kost- og motionsprogrammer, men derimod ernæringsterapeutisk behandling med særligt fokus på instruktion i mindful spisning og meditation. Da man ikke kan tage patent på meditation, så skal vi nok ikke forvente, at der kommer videnskabelig dokumentation for den langsigtede effekt heraf. Vi skal nok heller ikke forvente, at medicinproducenter inkluderer potentielt meget mere effektiv livsstilsintervention, da det jo kan risikere at fortynde effekten af deres produkter. Når det er sagt, så er meditation ligesom medicin heller ikke for alle, og det må være op til den enkelte selv at vurdere, hvad man vil prøve for at få has på de overflødige kilo. Det er helt sikkert, at der skal mere til i de fleste tilfælde end blot at følge et kost- og træningsprogram. I hvert fald hvis man ønsker et stabilt i stedet for et forbigående vægttab.
Kilder:
- W. Timothy Garvey, Rachel L. Batterham, Meena Bhatta, Silvio Buscemi, Louise N. Christensen, Juan P. Frias, Esteban Jódar, Kristian Kandler, Georgia Rigas, Thomas A. Wadden, Sean Wharton, and the STEP 5 Study Group. Two-year effects of semaglutide in adults with overweight or obesity: the STEP 5 trial. Nat Med. 2022; 28(10): 2083–2091.
- John Blundell, Graham Finlayson, Mads Axelsen, Anne Flint, Catherine Gibbons, Trine Kvist, Julie B Hjerpsted. Effects of once-weekly semaglutide on appetite, energy intake, control of eating, food preference and body weight in subjects with obesity. Diabetes Obes Metab. 2017 Sep;19(9):1242-1251.
Cover: Unsplash.com (Ehimetalor Akhere Unuabona)
husk på at medicinal-industrien lever af sygdom – jeg ville til enhver tid anbefale at man kikker på “den medicinske seers” anbefalinger – han går helt klart til årsagen – og rubricerer alle kroniske sygdomme som en blanding af tungmetaller i krop (som kan renses ud) – forkerte bakterier (som kan heles) – og evt. noget emotion (som man kan arbejde med)…man skal selvfølgelig have ret til at tage medicin, – problemet er bare, at det som oftest efterlader flere problemer i kroppen – personligt tror jeg ikke på, at medicin bliver fremstillet for at helbrede.. .en anden ting, som… Read more »
Jeg vil anbefale, at man i stedet aktiverer sin egen indre “medicinske seer” via meditation i stedet for at ophøje andre menneskers intuitive indsigter til alment gyldige regler og alternative autoriteter.
ja, man kan jo gøre det så godt man kan