Holocaust er det største tabu: Offerkortet er trumfen i magtspillet

Hvis man vil være sikker på at få sin karriere ødelagt, så skal man bare begynde at ytre sig kritisk om Holocaust, fascister eller krænkede kvinder.

De fleste erfarne journalister i de almindelige medier ved, at dybdeborende, kritisk journalistik om bl.a. disse emner er karrieremæssigt selvmord:

• Corona
• 9/11
• Israel
• Holocaust

Det er simpelthen ikke tilladt at udføre journalistisk arbejde, der resulterer i fundamentale udfordringer af de magtbærende fortællinger om disse fire emner.

De fire emner er efter min vurdering i øvrigt tæt forbundet med hinanden, og det er strengt forbudt at påstå, så det kunne jeg selvfølgelig ikke finde på at gøre. Det ville i øvrigt antyde konspiration, og det er også fagligt selvmord at begynde at beskæftige sig med, da mainstreamjournalistik tilsyneladende er baseret på en antagelse om, at mennesker med magt for det første har en lav intelligens og for det andet ikke kan holde på hemmeligheder.

I nogle i øvrigt civiliserede lande kan man ligefrem komme flere år i fængsel alene for at ytre kritik af den dominerende fortælling om Holocaust. Der er to oplagte, forskellige årsager til, at kritik af Holocaust er strengt forbudt i nogle lande. Den officielle grund er, at det er af hensyn til ofrene og deres efterkommere. Hvis det var den sande grund, så var der mange andre historiske begivenheder, som man med samme begrundelse skulle ulovliggøre kritik af. Den reelle grund kan være, at den herskende fortælling om Holocaust for det første er afgørende for Israels og mere bredt zionismens magt i dag ‒ og for det andet er baseret på et så skrøbeligt evidensmæssigt grundlag, at fortællingen simpelthen ikke kan tåle offentlig debat.

Jeg ved ikke, hvad sandheden om Holocaust er, men jeg ved, hvor krænkende det er at blive straffet af magtsystemet alene for at foretage en sproglig korrekt ytring. Jeg blev ved Københavns Byret idømt 10 dagsbøder af 850 kr. for at kalde tre politibetjente og to DSB-kontrollører “fascister” i situationer, hvor deres adfærd var fascistisk i følge den officielle definition af ordet “fascist” i den danske ordbog. Samtidig gik fascisterne fri.

Jeg er ikke Holocaust-benægter, men når faglig kritik af et emne som f.eks. Holocaust bliver gjort strafbart, så tænker jeg, at nogen med stor magt prøver at skjule noget, der ikke kan tåle fri, offentlig debat. Det er karakteristisk for sandheden, at netop den kan tåle at blive kritiseret, da kritikken vil prelle af. Det er også karakteristisk for reelle sandhedssøgere, at man ønsker at blive udfordret i sine sandhedshypoteser, da det netop er kritikken og debatten, der driver den videnskabelige og intellektuelle udvikling.

Historien om Holocaust er også det første eksempel i moderne historie, der viser, at offerkortet er det stærkeste kort i det politiske spil om magten i civiliserede samfund. Nu ser vi også offerkortet blive spillet i MeToo-sager, hvor alle tror på det kvindelige offers fortælling, mens manden på forhånd er dømt som et skyldigt, dumt svin i offentligheden alene på grund af kvindens fortælling. Faktuelle beviser og afgørelser i retten er ligegyldige, når først pressen har kørt den ensidige historie.

Det store tabu er at mistænke de påståede ofre for bevidst at misbruge deres opfattede status som sagesløse ofre til at udøve magt. Det menneskelige sind har svært ved at begribe, at nogen kunne finde på at lyve sig til offerstatus alene for at opnå magt.

Nu er jeg ikke historiker, men det er min opfattelse som lægmand, at i hvert fald nogle af de historikere og andre fagfolk, der forholder sig kritisk til den officielle fortælling om Holocaust, rent faktisk har noget substantielt og lødigt i deres kritik, som på mig ikke virker til at være drevet af nogen form for faktabenægtelse eller irrationelt jødehad. Jeg har tidligere samlet nogle af de historiske revisionisters påstande og forelagt dem for Danmarks førende Holocaust-ekspert, ligesom jeg offentligt har efterlyst svar på deres kritik. Jeg har intet hørt. Fraværet af svar kan man jo så tolke, som man vil.

Læs også:

• Sandheden burde kunne lukke munden på Holocaust-benægterne LINK

Cover: Unsplash.com (Amanda Jones)