Novo Nordisk Fonden har oprettet Center for Sundt Liv og Trivsel i samarbejde med Sundhedsministeriet.
Det fremgår af den første nyhed på centrets hjemmeside den 3. oktober 2022:
Dette langsigtede initiativ skal bidrage til at fremme sund vægt og trivsel hos børn i Danmark. Direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, er valgt som bestyrelsesformand. Morten Grønbæk ansættes som direktør for centeret.
Centret er et offentligt/privat-partnerskab finansieret af 100 millioner kroner fra Sundhedsministeret og 1 milliard kroner fra Novo Nordisk Fonden over en periode på 10 år. Centret er startet op den 1. januar 2023.
Det er umiddelbart svært at finde noget at brokke sig over, når man læser, hvad Center for Sundt Liv vil arbejde med og for. Det oplagte, kritisk spørgsmål er dog: Hvorfor skulle Novo Nordisk donere 1 milliard kroner til at forhindre tilstrømningen af nye kunder i fremtiden? Novo ville sikkert selv svare noget med, at de gør det, fordi de er en socialt ansvarlig virksomhed, og at de ville ønske, at der slet ikke var et marked for deres medicin mod overvægt og følgesygdommen diabetes. Det første er måske til dels sandt, mens det andet helt sikkert er løgn.
Nu har jeg i kraft af min fortid indenfor netop forskning i overvægt en særlig viden om, hvordan netop det forskningsmiljø er. Det er forbløffende, hvordan udviklingen af effektive livsstilsinterventioner mod overvægt har været præget af så massiv stilstand, at man skulle tro, at nogen har en interesse i at bremse lige netop dén gren af forskningen. Arne Astrup, der nu er ansat af Novo Nordisk Fonden og medlem af bestyrelsen af det nye center, indrømmede for efterhånden en del år siden overfor mig, at det var den farmakologiske industri, der havde interesse i, at livsstilsinterventioner skulle forblive ineffektive, da den medicinske behandling ellers ville fremstå som ineffektiv og unødvendig. Det er muligt, at det strategiske formål med Novo Nordisk Fondens milliard til det nye center er på den ene side at signalere, at man arbejder for den gode sag, mens man på den anden side sørger for, at der ikke bliver udviklet noget som helst, der reelt truer deres produkter. Hvis nogen kan sikre det, så er det netop Arne Astrup. Til lykke til Novo Nordisk Fonden med den rekruttering.
Punkt 8 i centrets rammebeskrivelse handler om selve konstruktionen af centret. Her kan vi under pkt. 8.1.1.b læse, at Novo Nordisk Fonden har ret til at indstille to kandidater til centrets bestyrelse. Hvem mon er det andet bestyrelsesmedlem fra Novo, da Arne Astrup er den eneste, der blev nævnt i nyheden den 3. oktober 2022? Der er dog i alt 7-8 medlemmer af bestyrelsen, så Novo alene kan ikke udgøre et flertal. De øvrige stillere er sundhedsministeren, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Fødevareministeriet, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Bestyrelsen er således et organ, der giver Novo Nordisk Fonden mulighed for at lave lobbyisme på det højeste niveau af dansk politik. Det er dog næppe det primære strategiske formål for Novo.
Jeg vil gætte på, at det primære formål for Novo simpelthen er bruge den økonomiske overmagt til at købe forskere, formidlere og praktikere, så de i sidste ende arbejder for Novo’s primære agenda, som er at sælge medicin, og ikke for medicinfri folkesundhed. Hvis Novo ikke købte sig til denne magt, så ville de i værste fald risikere at folket selv begyndte at finansiere forskning, formidling og praksis, der i sagens natur absolut ikke ville handle om receptpligtig medicin. Det er i den forbindelse vigtigt for Novo Nordisk, at fastholde illusionen om overvægt som et stort mysterium, der kræver meget mere forskning, der koster mange penge, før man kan gå ud og gøre noget for alvor ved problemet. Alle bliver derfor nødt til at bukke og skrabe for stopkapitalen, som Novo Nordisk Fonden repræsenterer. Så længe effektive livsstilsinterventioner ikke bliver udviklet, dokumenteret og udbredt, så bliver Novo’s position på diabetes- og fedmemarkedet fastholdt. Jeg vurderer derfor, at en milliard kroner til Center for Sundt Liv og Trivsel vil give god return on investment (ROI) for Novo’s aktionærer, om end der er tale om en indirekte og langsigtet og ikke en direkte og kortsigtet ROI.
På samme måde forventer jeg i øvrigt, at hvis regeringens støtte til medierne bortfalder, så står Novo Nordisk Fonden og andre “velgørende” kapitalfonde på spring for at finansiere den “frie” presse. Det vil skabe en ny illusion om, at pressen er fri, fordi den nu er betalt af private midler. Det vil dog blot betyde, at det er nogle andre, der så bestemmer, hvad der skal propaganderes for, og hvad der skal ignoreres eller hånes ihjel i medierne. I den forbindelse tjener det nye center også den for Novo strategiske interesse, at der skal skabes en opfattelse blandt de offentlige, politiske magthavere om, at Novo og staten arbejder for det samme. Det er desværre ikke en illusion, da både medicinalindustrien og staten primært arbejder for sig selv med svingdøre for de involverede personer, mens folkets interesser ikke bliver varetaget af nogen som helst.
Cover: Unsplash.com (Jan Kopřiva)
Discover more from perBraendgaard.dk
Subscribe to get the latest posts sent to your email.