En introduktion til dyb politik: Tør du dykke ned?

Der findes to slags politik: overfladisk politik og dyb politik. Hvis du vil forstå din omverden, så er det ikke nok at kende til den overfladiske politik; du er også nødt til at sætte dig ind i de dybere lag.

Der har i den senere tid været en smule offentlig debat omkring, hvor stor politisk indflydelse en global organisation som World Economic Forum (WEF) har. Nogen mener, at det er en ny verdensregering. Andre mener, at WEF ikke har nogen indflydelse på dansk politik.

Uenigheden skyldes bl.a., om man har et overfladisk eller et dybdeorienteret politisk perspektiv. Ud fra et overfladisk perspektiv, så kan man argumentere for, at WEF ikke har nogen væsentlig betydning for dansk politik. Men ud fra et dybdepolitisk perspektiv, så har en organisation som WEF en gigantisk betydning.

Dyb politik handler bl.a. om de økonomiske rammer og de magtbærende narrativer. De dybdepolitiske magthavere er dem, der dikterer de økonomiske rammer og de magtbærende narrativer. Her finder vi World Economic Forum, der repræsenterer verdens største private virksomheder, men vi finder også sammenslutningen af centralbanker og flere andre globalistiske organisationer, der samarbejder på kryds og tværs i et komplekst netværk af personer og familier i den øverste top.

Terrortruslen er et eksempel på et magtbærende narrativ. Det blev skabt af 9/11. Det er et eksempel på en dyb politisk begivenhed med store konsekvenser på den overfladiske politik.

Biosikkerhedsstaten er et andet eksempel på et magtbærende narrativ. Det blev skabt af det nye coronavirus. Det er nu ved at placere WHO i en reel rolle som den nye verdensregering via den nye pandemitraktat. Den sag viser, at afstanden mellem dyb og overfladisk politik meget hurtigt kan blive meget kort.

Klima, MeToo, LGBTQ+ og Ukraine er andre eksempler på magtbærende narrativer. Arbejdet med dyb politik handler om at studere og prøve at forstå, hvordan disse narrativer er blevet konstrueret, hvordan de bliver vedligeholdt, og hvem der bruger dem til hvilke politiske formål.

Politikere uden forståelse for dyb politik er i stor risiko for at blive marionetdukker for magthavere i det dybdepolitiske lag. Især hvis politikerne ikke er drevet af reelle visioner, men primært af egoistiske mål som fremme af egen karriere og magtmæssigt avancement. Som substitut for reelt relevante meningsfulde politiske visioner har vi konstruktionen af det højre/venstre-orienterede politiske spektrum. Det giver ungdomspolitikere mulighed for at vælge en overfladisk ideologi, som de så kan holde fast i resten af deres politiske karriere. Man kan f.eks. vælge at blive socialist, socialdemokrat, konservativ eller liberal. Disse politiske identiteter befinder sig i den overfladiske politik. Den samme dybdeorienterede politik kan gennemføres gennem hele det overfladiske spektrum. Derfor ser vi også, at alle politiske partier er enige om alle de største, magtbærende narrativer som f.eks. menneskeskabte, katastrofale klimaforandringer, islamistiske terrorister stod bag 9/11, og at vaccinerne er supervåbnet mod corona. Moderne, dansk politik er på den måde blevet ensrettet i dybden, mens befolkningen bliver fastholdt i illusionen om politisk forskellighed mellem partierne.

Medier og journalister, der mangler forståelse for dyb politik, vil være mere tilbøjelige til at falde for propaganda, da de ikke mistænker autoriteter for at have andre motiver. Politiske journalister uden dybdeforståelse vil også være mere tilbøjelige til at beskrive politik som et spil med fokus på taktik og personrelationer, da netop disse forhold er vigtige på det overfladiske plan. Problemet er bare, at disse forhold er næsten fuldstændigt ligegyldige i forhold til den magt, der presser på fra det mørke dyb.

Cover: Unsplash.com (Francisco Jesús Navarro Hernández)