Små Skridt-metoden går bl.a. ud på at prøve sig frem og via eksperimenter og erfaringer finde ud af, hvad der både er sundere og realistisk for den enkelte.
Jeg har nu i nogle måneder (eller måske snarere nogle år…) afprøvet hypotesen, at hjemmetræning er effektivt og realistisk for mig. Jeg har anskaffet rygtræningsbænk, stang til at løfte mig op i, træningselastikker, måtter og andet udstyr. Eksperimentet er nu afsluttet, og jeg må konstatere, at jeg simpelthen ikke får det gjort, selvom idéen er god. Det skyldes nok især, at det mindset, jeg befinder mig, når jeg er hjemme, kræver for mange små, mentale skridt, hvis det skal føre til, at jeg pludselig bryder ud i armbøjninger.
Jeg har også afprøvet en anden hypotese om, at træning i fitnesscentret Loop ville være realistisk for mig. Det var det så heller ikke, formentlig på grund af en kombination af, at det tog for lang tid at gå derhen, og at jeg følte mig ufri i deres maskinbaserede cirkeltræningskoncept. Plus at jeg fik en overbelastningsskade i en hånd, enten fordi jeg selv pressede for hårdt på, eller fordi maskinen ikke passede til min skæve krop.
Det, der faktisk virker for mig, og som har virket i mange år nu, er at gå. Jeg har hverken cykel eller bil. Jeg går bare, til hvad jeg nu skal. Nogle gange går jeg ligefrem ture bare for motionens skyld og for at få luft til krop og sind. Gang har været min følgesvend i de mange perioder i mit liv, hvor jeg ikke har orket andet.
Måske som følge af, at min mentale og sociale sundhed langt om længe er kommet op i niveau, så er jeg nu gået i gang med et nyt motionseksperiment: Jeg har meldt mig ind i Fitness World i et center, hvor jeg også trænede i gamle dage. Foreløbigt har jeg været der to gange. I dag og i forgårs. Og jeg er ikke blevet træt af det endnu.
Mit aktuelle træningseksperiment går også ud på at afprøve, hvad jeg kalder Intuitiv Træning (IT). Det er ligesom Intuitiv Spisning (IS), blot i forhold til motion og træning. I stedet for at følge et program så følger jeg min intuition. Det kræver selvfølgelig, at man kender øvelserne og teknikken, hvilket jeg gør, da jeg før i tiden har trænet enormt meget. Mit problem de sidste 20 år har været, at jeg simpelthen ikke har gidet at træne, og jeg har så tilladt mig selv ikke at gide det, bl.a. for at få indsigt i min ikke-giden. Jeg har så til gengæld bevæget mig på andre måder og udviklet andre dele af min samlede sundhed.
Nu kan jeg mærke, at jeg måske godt gider fitnesstræning igen, og at jeg måske denne gang er i stand til at gennemføre princippet om 100 % intuitiv træning uden nogen som helst rester af stressende slavementalitet, som var det, der oprindeligt gjorde mig udbrændt af træning, hvor blot tanken om et træningscenter nærmest kunne udløse et angstanfald. Det grunder nok også i, at jeg i mange år misbrugte træning til at flygte fra psykiske og sociale problemer.
Nogle træner for at blive sund. Jeg skal åbenbart blive sund for at gide at træne. Sådan er vi så forskellige og heldigvis for det. 🙂
Cover: Unsplash.com (Ambitious Creative Co. – Rick Barrett)