At være pædofil og at pædofilisere er to forskellige ting

Man behøver ikke være pædofil for at bidrage til pædofilisering.

Det er dybest set kun den enkelte selv, der ved, om han eller hun er pædofil. Det er ikke noget, man kan se på folk udefra. At man er drag, queer, homo eller trans betyder ikke, at man så også er pædofil. De fleste pædofile er formentlig mænd, der udefra set virker helt normale, og som gemmer sig bag heteroseksuel facade.

Pædofilisering er den socialt konstruktivistiske proces, hvor det bliver gjort mere normalt, acceptabelt og positivt, at børn deltager og involveres i seksualiserede arrangementer med voksne, og at børn klæder sig ud og opfører sig seksuelt udfordrende og inviterende overfor hinanden og overfor voksne på initiativ af voksne eller normer konstrueret af voksne. Det seksuelle i disse situationer opfattes ikke nødvendigvis som seksuelt af børnene selv og heller ikke af normale voksne – “det er jo bare leg” – men voksne med pædofile tendenser oplever seksuel nydelse ved at deltage eller blot iagttage denne tilsyneladende frivillige adfærd blandt børnene i samspil med voksne, som de pædofile kan identificere sig med.

Dragshows for børn er et eksempel på en sådan pædofiliserende aktivitet, hvor pædofile kan identificere sig med de mandlige drags, uden at de optrædende drags nødvendigvis selv har pædofile tendenser. Hvis de optrædende drags havde pædofile tendenser selv, så ville de næppe udstille dem så tydeligt, idet pædofile godt ved, at deres lyster forbudte, så de gør meget for ikke at blive opdaget.

Den pædofiliserende virkning af dragshows for børn er, at de sociale normer bliver skubbet i retning af øget accept af seksuelt samspil mellem børn og voksne. Det er dels en virkning, der rammer de konkrete deltagere i arrangementer, men det rammer også samfundet generelt, når disse erfaringer spredes, især når spredningen sker via massemedier, der hylder pædofiliserende arrangementerne som uskyldig leg.