Jyllands-Posten censurerer ernæringsekspert for liberale holdninger

Jeg dokumenterer med lydoptagelse her, hvordan Jyllands-Posten udøver politisk personcensur mod mig.

Lad mig starte med at ridse hændelsesforløbet op. Den 1. marts 2023 kl. 20:13 modtog jeg en SMS fra Thomas Vibjerg, journalist på Jyllands-Posten, hvor han spørger, om jeg kan træffes inden 20:45. Jeg ringer tilbage til ham med det samme, hvor han fortæller, at han er ved at skrive en artikel om Små Skridt-metoden til vægttab, og han ønsker at interviewe mig om det.

Han gennemfører interviewet og sender efterfølgende citater til godkendelse via e-mail, som jeg godkender. Han spørger så, om han også må sende en fotograf hjem og tage billeder af mig til artiklen. Det må han gerne, og fotografen kommer hjem til mig og tager billeder af mig den 3. marts.

Fotografen siger, at hun forventer, at artiklen bliver bragt den følgende tirsdag, dvs. den 7. marts. Der var ingenting. Jeg tænker, at så kan det jo være, at artiklen udkommer den følgende tirsdag, altså den 14. marts, men der var den heller ikke.

Den 14. marts sender jeg så en e-mail til Thomas Vibjerg, hvor jeg spørger, hvornår artiklen mon udkommer. Jeg får ikke noget svar.

Den 16. marts stiller jeg samme spørgsmål til Thomas Vibjerg via SMS, hvor han svarer, at han er bortrejst, og han vil vende retur herefter. Det gjorde han så i dag, altså den 19. marts, hvor han først forsøger at ringe og derefter sender en SMS, hvor han spørger, om jeg kan træffes.

Jeg fornemmer, at det vil være en god idé at optage den samtale, så jeg sætter optagemaskinen i gang, da jeg ringer Thomas Vibjerg op. Her er lydoptagelsen af min samtale med JP-journalisten:

JP-journalist Thomas Vibjerg fortæller mig i telefonen, og som du selv kan høre i optagelsen, at han alligevel ikke kan bruge mig som ‘ekspert’ i artiklen, da han har opdaget, at jeg også er ‘aktivist’.

Her er den tekst med citater fra interviewet, som jeg godkendte:

“Madændringer er dog mere effektive end fysisk aktivitet, hvis målet er et vægttab, forklarer Per Brændgaard. For mens kosten udgør 100 procent af det samlede energiindtag, udgør fysisk aktivitet kun omkring 20 procent af det samlede energiforbrug, mens resten går til at holde kroppens funktioner i gang. »Hvis man eksempelvis begynder at løbe tre gange om ugen, forbrænder man mere, mens man løber. Men løbeture kan også påvirke appetitten, og hvis man bliver mere sulten og spiser det mere, som man har forbrændt, taber man sig ikke. Det svarer til, at man får en lønforhøjelse på 1.000 kr. om måneden, og samtiden køber for 1.000 kr. tøj mere om måneden. Bundlinjen er den samme,« siger han. »Hvis man ønsker at vægten skal ned, er det mest effektive for langt de fleste at ændre på kosten,« lyder det fra Per Brændgaard. Han har lavet 12 konkrete beregninger på, hvor mange kilo, man vil tabe sig på et år, hvis én vane udskiftes med en anden. Spiser man i dag to skiver rugbrød om dagen med smør og fjerner smørret, vil man på et år tabe 5,1 kilo. Drikker man hver dag to cafe latte på sødmælk og erstatter sødmælken med minimælk, vil man tabe 2,9 kilo. Og har man i dag for vane at spise 50 gram lakridskonfekt hver aften – og erstatter slikket med et æble – vil vægttabet være 4,5 kilo. »Det handler om at finde frem til de rigtige bitte små ændringer. Hvis bare de kan fastholdes, skal vægttabet nok komme,« siger Per Brændgaard. I hans optik er det afgørende, at det er de små vaner, der skal justeres, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at tabe sig – og fastholde vægttabet. »Selvfølgelig vil man hurtigere opleve et vægttab, hvis man går på en ekstrem kur. Men det er også meget veldokumenteret, at i langt de fleste tilfælde vil kiloene komme på igen, når kuren stopper. Et varigt vægttab kræver, at små gamle vaner bliver ændret til nogle nye og lidt sundere vaner,« siger han og understreger, at »det at ændre små vaner lyder meget let, men i virkeligheden er det heller ikke altid så let«. »Det kræver jo, at man får identificeret, hvilke vaner, man egentlig har. Det kan lyde simpelt, men mange er ikke synderligt bevidste om deres daglige madvaner,« siger han. For »rigtig mange danskere« gælder det dog, at der bliver spist søde sager de fleste aftener om ugen, og at der her »sagtens kan være fem kilo at hente på et år«, mener Per Brændgaard. »Hvis man hver aften plejer at spise noget slik eller kage foran fjernsynet, kan man begynde med at erstatte dette med et æble én aften om ugen. Efter nogle uger kan man måske indføre to aftener om ugen med et æble i stedet for slik og kage. Måske kan det ende med, at man hver anden aften spiser et æble, og kun hver anden aften spiser slik og kage, og for mange vil alene den ændring på sigt kunne skære en håndfuld kilo af vægten.«”

Jeg kan dokumentere citaterne i e-mails. Det burde være tydeligt for enhver, at jeg ikke udtaler noget samfundsomvæltende. Der er efter min mening tale om politisk personcensur inspireret af cancel-kulturen, hvor enkeltpersoner bliver udstødt af etablissementet, fordi de er ‘politisk ukorrekte’.

Det er paradoksalt, at det netop er Jyllands-Posten, der af mange bliver opfattet som Danmarks mest liberale avis, der her censurerer en ernæringsekspert, der er sundhedsliberal aktivist. I mit politiske arbejde har jeg bl.a. stiftet Sundhedsliberalt Folkeparti, der har frihed i sundhed som mærkesag, hvilket i øvrigt er et emne, jeg har arbejdet med siden min første bog ‘Spis som du vil’ udkom på Nyt Nordisk Forlag for 23 år siden. Det er således ikke noget nyt, at min tilgang til ernæring og sundhed har en liberal vinkel. Det er bare blevet mere tydeligt, siden coronafascismen besatte Danmark i 2020, hvor jeg næsten fra dag 1 har været en af de mest engagerede kritikere af Mette Frederiksen-regeringens frihedsberøvende coronapolitik. Jeg har tilmed en relevant faglighed som uddannet cand.scient. i human ernæring fra Københavns Universitet at ytre min coronapolitiske kritik ud fra. Jeg burde derfor være en af Jyllands-Postens foretrukne ernærings- og sundhedseksperter, ikke kun om små skridt til vægttab, hvis avisen reelt er så liberal, som den påstår at være og bliver opfattet som af deres læsere.

Det er også paradoksalt, at det er Jyllands-Posten, der som bekendt var dem, der bragte Muhammed-tegningerne først, og som derfor angiveligt er fanatiske forkæmpere for ytringsfrihed, der her selv udfører den personcensur, som de angiveligt er modstandere af.

Der er noget, der ikke hænger sammen.

Thomas Vibjerg er på Twitter: @ThomasVibjerg

Cover: Unsplash.com (Markus Winkler)