Jyllands-Posten får knap 1,5 mio. kr. om måneden af Mette Frederiksen

Hvis du fik over en mio. kr. om måneden for ingenting, så ville du nok også gå langt for at undgå at gøre din sponsor sur.

Det er en offentlig hemmelighed, at JP Jyllands-Posten får 1.458.333,33 kroner pr. måned af Mette Frederiksen. Det gigantiske beløb er såkaldt ‘mediestøtte’, nærmere betegnet ‘redaktionel mediestøtte’. Loven om mediestøtte siger, at dette beløb maksimalt kan udgøre 35 % af de redaktionelle omkostninger og maksimalt 17,5 mio. kroner årligt. Det er så de 17,5 mio., der giver knap 1,5 mio. kroner månedligt.

Da Mette Frederiksen som statsminister er pressens minister, så er Jyllands-Posten reelt underlagt Mette Frederiksen. Det virker underligt, at en selvudnævnt liberal avis som Jyllands-Posten frivilligt lader sig underkaste en socialdemokratisk chef gang på gang. Det viser måske bare, at når valget står mellem idealer og penge, så vinder pengene i den danske mediebranche.

Når Jyllands-Posten høster det maksimale beløb, så skyldes det, at 17,5 mio. kroner angiveligt er mindre end 35 % af mediets samlede redaktionelle omkostninger pr. år, som således må være mindst 50 mio. kroner. I min aktuelle censursag viste det sig således, at Jyllands-Posten brugte hele tre journalister på at skrive en kort artikel, der hovedsageligt bestod af afskrift fra en lille bog. Hvis deres journalister generelt arbejder så ineffektivt, så kan jeg godt se, at man hurtigt kan bruge mange penge på løn i redaktionen, uden der bliver produceret en modsvarende mængde ægte journalistik, hvorved grundlaget for at hive de 1.458.333,33 kroner pr. måned hjem fra Mette Frederiksen bliver opretholdt.

Når et medie kan få så mange penge i statsstøtte, så giver det helt urimelige konkurrencevilkår for frie medier. Det betyder jo reelt, at statsstøtten på 35 % kan levere overskuddet, mens resten af mediets aktiviteter blot skal løbe nogenlunde rundt. Det er ekstremt konkurrenceforvridende, og så er det tilmed bestemt ved lov, hvilket blot viser, at korruptionen er systemisk.

Det største problem ved finansieringen af nyhedsmedierne i den danske hovedstrøm er, at det har fjernet den magtkritiske journalistik, der udfordrer narrativerne i den dybe politik. Selv den mest bidske rottweiler er jo blid som et lam overfor ejeren, der fodrer hunden. Til gengæld er den velopdragne rottweiler altid parat til på kommando fra ejeren at gå til angreb på andre hunde eller sågar mennesker, der måtte true ejeren med hundemaden.

Lad os se det i øjnene: Mediestøtten er reelt propagandastøtte, der tvinger pressen til også at operere som den forlængede arm for statsministeriets kommunikationsafdeling. Det omfatter så muligvis også et krav om, at visse personer bare slet ikke må nævnes i nogen som helst form for positiv kontekst. Det er ligesom en rockerklub, hvor man også kan komme i bad standing og dermed blive udstødt af det fine, kriminelle selskab. Nogle former for systemkritik er så farlig for det herskende magtsystem, at ikke nok med at kritikken absolut ikke må blive bragt i hovedstrømsmedierne; personer, der har vovet sig til at ytre den form for kritik, må slet ikke nævnes positivt i nogen som helst sammenhæng af frygt for, at det kan legitimere deres kritik og få folk til at google deres navne.

Løsningen på kort sigt er, at læsere, lyttere og seere, der ønsker magtkritisk journalistik, dropper de statsstøttede medier og i stedet køber abonnementer til frie medier og individuelle journalister. I denne digitale tidsalder er det faktisk ikke så dyrt at etablere et medie og begynde at udgive både tekst, lyd, billeder og video. På lidt længere sigt bør mediestøtten selvfølgelig helt afskaffes, ligesom DR bør lukkes, da det mediehus alene modtager knap 4 milliarder kroner om året i propaganda-, distraktions- og fordummelsesstøtte.

Cover: Unsplash.com (Mitchell Orr)