På med sølvhatten!

Vær ikke bange for at blive set som en sølvpapirshat for en stund.

Jeg tog min sølvpapirshat på for snart syv år siden, i sommerferien 2016, da jeg ikke kunne forstå, at to fly kunne få tre skyskrabere til at kollapse i frit fald uden brug af sprængstof på forhånd plantet i bygningerne.

Det har selvfølgelig været træls at blive mobbet som sølvpapirshat, men man vænner sig til det, og man finder hurtigt nye venner, der også går med sølvpapirshat.

‘Sølvpapirshat’ er det stempel, man får, hvis man har en mening om et emne, der er meget anderledes end den mening, som de fleste har om emnet. ‘Sølvpapirshat’ betyder ‘tosset’, og at man er helt galt på den. Frygt for tosse-stemplet fører til, at de fleste hurtigt taget sølvhatten af igen, retter ind og mener det samme, som de andre. Frygten for at blive udstødt af gruppen er dyb hos de fleste mennesker, da vi er sociale væsner. At blive kaldt ‘sølvhat’ udløser den frygt.

Fortællingen om sølvpapirshatten er så udbredt i vores kultur, at det er umuligt at undgå at blive set som sølv, hvis man ytrer en alternativ mening om noget væsentligt. Det, man ikke kan undgå, kan man lige så godt acceptere fuldt ud. Jeg har derfor accepteret, at mange ser mig som en sølvpapirshat – og af og til tager jeg en rigtig, fysisk sølvhat på i håbet om, at selvironisk distance kan føre til forløsende humor og inviterende dialog om alternative synspunkter.

Det er fair nok, hvis nogen mener, at jeg er tosset, hvis bare jeg får mulighed for at forklare, hvorfor jeg er blevet så underlig, mærkelig og skør. Jeg er ikke længere bange for, hvad andre tænker om mig. Jeg er i hvert fald mere bange for, hvordan jeg kan risikere at blive, hvis jeg baserer min undersøgelse af verden på frygten for sølvpapirshatten. Under alle omstændigheder, så er både frygten for det ene og frygten for det andet blot en strøm af følelser i mit sind, der opstår, forandrer sig og forsvinder af sig selv igen, hvis jeg bare lader følelserne være uden at prøve at holde fast og uden at prøve at undgå frygten.

Jeg vil anbefale, at også du slipper frygten for at blive set som en sølvpapirshat. Eller at du accepterer frygten og eksponerer dig for den ved at tage sølvpapirshatten på i fuld offentlighed. Det er jo sådan med frygt, at den forsvinder, når vi gør det, vi er bange for og erfarer, at det faktisk slet ikke er så slemt at blive set som en sølvpapirshat. Især ikke hvis du bærer din sølvpapirshat med et glimt i øjet og en ydmyg indstilling om, at du søger sandheden med et åbent sind uden hårdnakket at påstå, at du nu har fundet den absolutte, totale sandhed om alt. Måske kan du på den måde få andre til at indse, at det ikke er dig, men verden der er tosset.