Lov forhindrer politiet i at oplyse om en vittighed er lovlig eller ulovlig

Det er ren Kafka, når man som komiker prøver at få klart svar på, om en vittighed er lovlig eller ej. Læs her, hvordan det går, når man prøver at få godkendt en vits.

Jeg ringede og mailede i går til Københavns Politi for at få godkendt en vittighed. Jeg har i dag modtaget dette svar fra deres juridiske afdeling:

Politiet fortalte mig i går telefonisk, at de ville kunne vurdere lovligheden af min vittighed, hvis jeg sendte den ind til dem på mail. Nu viser det sig så, at politiet i mellemtiden har opdaget en anden lov, der forhindrer dem i at fortælle mig om, om min nye vittighed er lovlig eller ulovlig, før jeg offentliggør den.

Politiet henviser i brevet til denne paragraf i Straffeloven:

“§ 266 b. Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse eller tro eller sit handicap eller på grund af den pågældende gruppes seksuelle orientering, kønsidentitet, kønsudtryk eller kønskarakteristika, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved straffens udmåling skal det betragtes som en særligt skærpende omstændighed, at forholdet har karakter af propagandavirksomhed.”

Det var den paragraf, der forleden førte til, at en mand blev idømt 7 dages fængsel for at have offentliggjort en hjemmeside med “racistiske” vittigheder.

Det overordnede problem med den paragraf er, at den gør visse ytringer ulovlige. Alle ytringer bør efter min mening være lovlige i et frit samfund, da det ellers ikke er et frit samfund.

Det specifikke problem er, at formuleringen “trues, forhånes eller nedværdiges“. Vi har her at gøre med følelsesmæssige reaktioner hos modtagerne af informationen og ikke intentioner hos afsenderen. Det betyder, at hvis en gruppe personer føler sig krænket (dvs. “forhånet” og/eller “nedværdiget”) af en ytring (f.eks. en vittighed), så kan afsenderen straffes med op til 2 års fængsel.

Det er yderligere et problem, at denne paragraf kan forhindre vigtig og konstruktiv kritik i at blive udgivet. Det gælder for både vittigheder og samfundskritik, at der ofte er en “krænket” part.

Krænket retssikkerhed

Det største problem fremgår dog af politiets ikke-svar på mit simple spørgsmål. Hvis jeg nu f.eks. havde ringet til politiet og spurgt: “Hør her, jeg er fucking sur og har lyst til at gå hen og slå ham og ham ihjel, fordi de har gjort sådan og sådan. Må jeg det?“. Så havde politidamen nok ikke været nødt til først at forhøre sig hos sin supervisor og derefter bede mig sende en mail med mit spørgsmål, som det så siden viser sig, at de alligevel ikke må svare på.

Det største problem handler om vores retssikkerhed. Retssikkerhed kan defineres ved, at det er muligt, inden man udfører en handling at vurdere klart og tydeligt, om handlingen er strafbar eller ikke-strafbar. Politiets reaktion på mit spørgsmål om vittigheden viser, at dette ikke længere gør sig gældende indenfor komik eller andre ytringer. Enhver ytring kan være strafbar, hvis systemet beslutter, at den skal være det. Det eneste krav er, at der er en part, der føler sig krænket. Ordet “tro” i paragraffen gør, at enhver gruppe i princippet kan betragtes som omfattet, ligesom det er meget let at falde ind under en af de mange andre kategorier i paragraffen. ‘Systemet’ er det justitsministerielle system bestående af justitsministeriet, domstolene og politiet samt den overmagt, som dette system refererer til i følge Grundloven.

Det er derfor min holdning, at Straffelovens § 266 b hører hjemme i George Orwells fremtidsdystopiske roman “1984” og IKKE i et frit samfund, der hylder ytringsfrihed og komik. Så længe denne paragraf består, så er det Straffeloven i sig selv, der er blevet komisk og den oplagte genstand for fremtidige vittigheder. Indtil der kommer en lov om, at man ikke må lave sjov med loven.

Cover: Unsplash.com (Marija Zaric)

Relateret: