Kategorier
Brændgaard Bloggen Forside Offentlig Offentlig-forside Slank (gratis) Slank-startside Slankebloggen Sundhedspressen

Slankekure virker ikke. Hvad gør vi så?

Flere har her på det sidste “tilfældigvis” opdaget, at slankekure ikke virker. Det giver håbefulde kunder hos Novo og opgivende kunder psykologerne.

I den seneste tid har der i hovedstrømspressen været flere indlæg om, at slankekure ikke virker. Det er der ikke noget nyt i. Jeg har f.eks. talt om det fænomen i flere årtier.

De nye fortællinger i pressen ligner i min optik spin konstrueret af Novo for at lokke kunderne fra slankekurene, der jo ikke virker, til Novo’s vægttabsmedicin, der jo rent faktisk virker vægtreducerende.

Der er også andre interessenter med alternativer til slankekure. Flere og flere psykologer, psykoterapeuter og mindre uddannede har specialiseret sig i at hjælpe mennesker med overvægt med deres psykiske problemer og spiseforstyrrelser uden vægttab. Der er i flere tilfælde tale om nærmest en slags anti-slankekur.

Der er ikke kun to valgmuligheder

Det giver indtryk af, at man som menneske med overvægt har to valgmuligheder, når det kommer til behandling. Du kan enten gå til psykolog eller lignende og lære at få det bedre med din vægt og din mad uden vægttab. Det behandlingskoncept bliver af mange af fortalerne i dag betegnet som ‘Ligevægt’. Eller du kan gå til din læge og få en recept på Novo’s dyre vægttabsmedicin, så du kan tabe dig ved hjælp af den mæthed og det ubehag ved spisning, som medicinen fremkalder, og måske også fordi du ikke har råd til at købe mad, når først slankemedicinen er betalt. Bivirkningerne prøver de selvfølgelig at skjule, ligesom det bliver holdt skjult, at vægten svinger tilbage, når behandlingen er slut. Vi skal i stedet opfatte den stikkende medicin som det nødvendige medicinske skub, der skal til, når nu slankekurene ikke virker. For når slankekuren ikke virker, så må der jo været noget i vejen med kroppen, og det kræver jo medicin, er logikken.

Jeg har af princip intet imod hverken psykologisk eller farmakologisk behandling. Jeg har derimod noget imod, når borgere og patienter bliver snydt af misinformation. Det virker nu som om, at der er opstået en mærkelig alliance mellem Novo og Ligevægt for at fremme en form for indlært hjælpeløshed hos mennesker med overvægt i forhold til at opnå et varigt vægttab på egen hånd. Det sker via en overførsel af: “Slankekure virker ikke” til: “Jeg virker ikke”.

Når slankekure ikke virker, så er det efter min faglige vurdering og mening simpelthen fordi, at de ikke passer til den måde, de fleste mennesker forholder sig til mad og spisning. Jeg har skrevet flere bøger, hvor jeg forklarer, hvad jeg mener med dette. Det virker desværre som om, at det siver mere og mere i den kollektive glemsel, efterhånden som jeg er blevet mere og mere frosset ude som ernæringsekspert i hovedstrømmen, da jeg har gjort mig skyldig i den farlige synd, som selvstændig, kritisk tænkning tilsyneladende er blevet. Måske også fordi min metode kræver, at den enkelte lærer at blive lidt mere bevidst i hverdagens mange små valg- og spisesituationer i virkelighedens kaotiske rod af indre og ydre påvirkninger. Før jeg blev gjort upopulær, havde jeg stor succes med foredrag, hvor jeg forklarede, hvorfor man efter min mening havde et forskruet forhold til mad, hvis man rent faktisk kunne overholde en slankekur.

Selvbestemmelse er “farlig”, men det virker

Problemet ved at blive bevidst på ét område er, at det så er svært at undgå også at blive bevidst på andre områder. Det er farligt for dem, der tjener penge og bedriver magtvirksomhed via bedrag, der er forholdsvis lette at opdage, hvis en smule selvstændig, kritisk tænkning og handling blev tilladt. Enhver tilgang til sundhedsproblemer, herunder vægtproblemer, der omfatter udvikling af bevidsthed, er derfor risikabel for et magtsystem baseret på bedrag.

Nå, men jeg ville bare lige, igen, gøre opmærksomhed på, at der altså også findes en tredje vej i håndteringen af overvægt. Den handler om at slå autopiloten fra og opmærksomheden til – og så ellers tage små skridt i mad, drikke, motion og levevis i retning af negativ energibalance. Små skridt er ændringer, som du selv oplever som små. Du kan så hen ad vejen lave flere og flere små ændringer i dit eget tempo.

Og ja, den holder stadigvæk, den med energibalancen. Problemet er adhærensen, altså den praktiske, langvarige efterlevelse af adfærdsændringer i tilstrækkelig grad. Det har vi vidst i mange år, og den ekstreme mangel på anvendelsesorienteret forskning i feltet tyder på, at nogen magtfulde økonomiske interesser prøver at forhindre folk at lære, hvordan de kan tabe sig på egen hånd uden hjælp fra hverken Novo, psykologer eller mig.

Cover: Unsplash.com (Louis Hansel)


Discover more from per Brændgaard (pB)

Subscribe to get the latest posts to your email.

5 1 stem
Brugervurdering
2
0
Du er hjerteligt velkommen til at kommentere.x
()
x

Discover more from per Brændgaard (pB)

Subscribe now to keep reading and get access to the full archive.

Continue reading