‘Konspirationsteori’ har fjernet magtkritik som spektrum af saglig relevans

Vi bliver snydt, så det driver! Det startede for alvor i kølvandet på mordet på John F. Kennedy, og nu bliver al saglig magtkritik opfattet som latterlig.

Det smarte ved fænomenet ‘konspirationsteori’ er, at magtudøverne så kan udøve deres magt fri for irriterende efterforskning og folkeoplysning.

‘Konspirationsteori’ har den samme skadelige indvirkning på den kollektive tænkning som slankekure. Hvor alle slankekure har en indbygget enten/eller-opfattelse af, at en hvilken som helst madvare er enten slankende eller fedende, så fremmer hovedstrømskulturen omkring ‘konspirationsteori’ en opfattelse af, at magtkritik er enten relevant eller tosset. Denne form for tænkning betegnes som ‘dikotom tænkning’ indenfor moderne psykologi, og den er ofte i uoverensstemmelse med virkeligheden, i hvert fald både når det kommer til vægtregulering og magtkritik. Mange konspirationsteoretikeres psykologiske allergi overfor intern kritik bidrager blot til at fastholde opfattelsen af “Tosseland”.

Visdom fra slankekurenes bedrag

Det er nemlig ikke sådan, at en madvare er enten slankende eller fedende. Virkeligheden er et bredt spektrum med uendeligt mange grader af slankende i den ene ende og fedende i den anden ende af spektret – og altid relativt til noget andet.

Når man på den måde via slankekulturen bliver blind for virkeligheden, som den er, så bliver det umuligt at navigere i den, hvorved man ender op med at erfare, at “slankekure ikke virker”, eller man selv ikke virker og derfor har brug for at gøre Novo endnu mere rige og magtfulde, end de i forvejen er, ved at komme på Wegovy. Problemet er, at man i sin indlærte iver efter at gøre det “perfekt” på en slankekur bliver blind overfor alt det, man faktisk godt kunne gøre, selvom vægttabet så indtræder langsommere. På den måde bidrager slankekurens psykologi i at fastholde mennesker med overvægt i en tilstand af indlært hjælpeløshed.

Magtkritik er mangfoldig

På samme måde er der i den danske befolkning og især blandt journalister i hovedstrømspressen en kollektiv blindhed overfor de mange forskellige grader af saglighed, dybde og relevans i magtkritik. Det er jo faktisk sådan, at magtkritik kan være både saglig, dyb og relevant. Med “dyb” mener jeg egentlig bare, at kritikken handler om selve systemet eller de grundantagelser og ildehørte sandheder, som systemet er baseret på.

Magtkritik kan også sagtens være usaglig, overfladisk og irrelevant, men det er ulogisk at opfatte alle former for magtkritik som tosset, blot fordi det er magtkritik, der normalt ikke bliver vist i TV Avisen eller på TV2 News. På den måde er der via anvendelsen af ‘konspirationsteori’ opstået en holdning om, at enhver magtkritik, der ikke kommer fra magtudøverne selv, er en konspirationsteori, der er som alle andre konspirationsteorier: tosset!

Systemet bliver blind overfor den seriøse del af magtkritikken, der måske umiddelbart “lugter” af tosset konspirationsteori, men som faktisk er robust overfor modkritik og debat, og som nogen (dem der sidder på den udemokratiske og uretfærdige magt, der bliver afsløret) derfor har en interesse i bliver holdt væk fra den store informationsstrøm og dermed folkesindet. Den primære form for censur i den danske hovedstrømspresse består derfor i at forhindre saglig magtkritik i at komme ud til folket.

Problemet ved journalistik og videnskab

Journalistiske medier, der afstår fra at dække hele spektret af magtkritik (inkl. at udstille den usaglige magtkritik som det, dén er), har efter min mening ikke fortjent at kalde sig journalistiske medier, da deres praksis er en hån mod fagets faglighed og etik.

Der er ikke noget i vejen med ‘journalistik’ som fag. Problemet er, at de fleste journalister er holdt op med at arbejde som journalister forstået på den måde, at de praktiserer fagets metoder og etik.

På samme måde er der heller ikke noget i vejen med ‘videnskab’ som fænomen. Problemet er, at mange forskere og eksperter baserer deres arbejde på, hvad der giver dem penge, magt og anerkendelse i stedet for, hvad der simpelthen er sandt. Dermed er både moderne medier og moderne videnskab blevet reduceret til manipulerende redskaber for storkapitalen og regeringsmagten. Og hvis man skriver det i sin blog, så er man per definition en tosset konspirationsteoretiker, for det skulle jo nødigt blive almindeligt kendt, at vi bliver snydt, så det driver.

Den falske magtkritik

Tillad mig i denne forbindelse at nævne fænomenet pseudomagtkritik (falsk magtkritik), som er det hovedstrømspressen praktiserer for at skabe og fastholde illusionen om, at det er en fri og magtkritisk presse.

Det foregår på en måde, så det virker som om, at de kritiserer magthaverne, men reelt er det ligegyldig kritik eller måske tilmed kritik, der ad en lille omvej understøtter magthavernes agenda. Eksempler på det er kritik af visse politikeres rigelige forbrug af fadøl og luksuriøse tjenesterejser. Eller kritik af, at politikerne ikke gør nok for klimaet eller transkønnedes rettigheder. Det ligner magtkritik, men der bliver aldrig afsløret noget rigtigt alvorligt for magthaverne, eller også hjælper den lydige presse dem med de globalistiske agendaer, som der er modvillighed imod i den ikke-vanvittige del af befolkningen ved at kritisere magthaverne for at gøre for lidt for eksempelvis CO2-udledninger og drengebørns ret til at blive piger, hvis de ligesom føler for det. Det viser videre, at moderne medier handler om at sælge de rigtige følelser, og problemet ved sandhedsjournalistik i en verden baseret på bedrag er, at det fremmer følelser af vrede, skam og væmmelse, og så skifter skifter hyggedanskeren kanal til noget, som man lettere kan spise kage til.

Må sandheden bekomme dig vel.

Cover: Unsplash.com (Tingey Injury Law Firm)

Relateret: